Skip to content
  • Det Europæiske Råd
  • Pressemeddelelse
  • 9. maj 2019 13.00

Sibiuerklæringen

Vi, Den Europæiske Unions ledere, er samlet i Sibiu for at drøfte og se frem mod vores fælles fremtid.

Om få uger vælger europæerne deres repræsentanter i Europa-Parlamentet, fyrre år efter at de for første gang udøvede denne grundlæggende rettighed. Et Europa, der er genforenet i fred og demokrati, er kun én blandt mange landvindinger. Siden sin begyndelse har Den Europæiske Union, drevet frem af i sine værdier og friheder, skabt stabilitet og velstand i hele Europa, inden for og uden for sine grænser. Gennem årene er Unionen vokset og er blevet en vigtig aktør på den internationale scene. Den samler omkring en halv milliard borgere og er med sit konkurrencedygtige indre marked førende inden for den verdensomspændende handel, og den former den globale politik.

Vi bekræfter igen vores overbevisning om, at vi sammen står stærkere i denne i stigende grad usikre og udfordrende verden. Vi erkender vores ansvar som ledere for at gøre Unionen stærkere og fremtiden lysere og anerkender samtidig andre europæiske staters europæiske perspektiv. Det er derfor, at vi i dag enstemmigt er enedes om ti tilsagn, som skal bidrage til, at vi lever op til dette ansvar:

  • Vi vil forsvare Europa som et hele - fra øst til vest, fra nord til syd. For tredive år siden kæmpede millioner af mennesker for deres frihed og for enhed og rev det Jerntæppe ned, som i årtier havde delt Europa. Splid, der modvirker vores kollektive interesse, hører ikke hjemme her.
  • Vi vil holde sammen, i tykt og tyndt. Vi vil udvise solidaritet over for hinanden i tider, hvor der er behov for det, og vi vil altid stå sammen. Vi kan og vi vil tale med én stemme.
  • Vi vil stedse søge fælles løsninger ved at lytte til hinanden i en ånd af forståelse og respekt.
  • Vi vil fortsætte med at værne om vores livsform, demokrati og retsstaten. De umistelige rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle europæere har, er hårdt tilkæmpede og skal aldrig tages for givne. Vi vil holde fast ved vores fælles værdier og principper, som er knæsat i traktaterne.
  • Vi vil skabe resultater dér, hvor det betyder mest. Europa skal fortsat være stort i de store spørgsmål. Vi vil blive ved med at lytte til alle europæeres bekymringer og håb og bringe Unionen tættere på borgerene, og vi vil handle i overensstemmelse hermed, ambitiøst og beslutsomt.
  • Vi vil altid holde princippet om retfærdighed i hævd, det være sig på arbejdsmarkedet, på velfærdsområdet, det økonomiske område eller i forbindelse med den digitale omstilling. Vi vil yderligere mindske skævhederne mellem os, og vi vil altid hjælpe de mest sårbare i Europa og prioritere mennesker frem for politik.
  • Vi vil give os selv de midler i hænde, der kan matche vores ambitioner. Vi vil give Unionen de midler, der nødvendige for, at den kan nå sine mål og bære sine politikker igennem.
  • Vi vil sikre fremtiden for de næste generationer af europæere. Vi vil investere i de unge og opbygge en Union, der er gearet til fremtiden, og som kan klare det 21. århundredes mest presserende udfordringer.
  • Vi vil beskytte borgerne og værne om dem ved at investere i vores bløde og hårde magtformer og ved at samarbejde med vores internationale partnere.
  • Europa skal være en ansvarlig global leder. De udfordringer, vi står over for i dag, påvirker os alle. Vi vil fortsætte med at samarbejde med vores partnere i verden om at opretholde og udbygge den regelbaserede internationale orden og få mest muligt ud af nye handelsmuligheder og om sammen at tackle globale spørgsmål som beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af klimaændringerne.

De beslutninger, vi træffer, skal følge ånd og bogstav i disse ti tilsagn. Den Union, vi har i dag, er stærkere end den, vi havde i går, og vi vil fortsætte med at gøre den stærkere med henblik på morgendagen. Det er det tilsagn, vi giver fremtidige generationer. Det er ånden fra Sibiu og en ny Union med 27 medlemsstater, der er klar til som et samlet hele at tage fat på fremtiden.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 26. marts 2025