Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 11. april 2025 16.45

Sudan: erklæring fra den højtstående repræsentant på Den Europæiske Unions vegne for at markere to år med krig

I de seneste to år har krigen i Sudan på brutal vis påvirket millioner af civiles liv. Den har svækket håbet fra revolutionen i 2018-2019. Fragmenteringen er øget både politisk og etnisk. Sudans enhed og territoriale integritet er i fare. EU er betænkelig ved de intentioner, som de forskellige aktører har givet udtryk for, om ensidigt at danne regeringer. En opdeling af landet skal forhindres.

EU gentager sin stærke opfordring til de krigsførende parter om en øjeblikkelig og varig våbenhvile. Ansvaret for krigen ligger fortsat hos Rapid Support Forces (RSF) og Sudans væbnede styrker (SAF) samt deres respektive tilknyttede militser. EU opfordrer alle stater, der leverer våben og midler til de krigsførende parter, til straks at indstille deres støtte og stå sammen til fordel for fred. EU opfordrer indtrængende de krigsførende parter til i god tro at forhandle om varig fred, hvor territorial integritet, enhed og suverænitet respekteres. EU støtter fortsat Den Afrikanske Unions og andre regionale og internationale mæglingsbestræbelser, bl.a. dem, som FN's generalsekretærs personlige udsending for Sudan, Ramtane Lamamra, står for.

Det sudanske folk står over for den mest katastrofale humanitære krise i det 21. århundrede. Det er blevet bekræftet, at der er hungersnød, fødevareusikkerheden er voldsom, og næsten 25 millioner mennesker står over for akut fødevareusikkerhed. Sudan oplever også den største beskyttelseskrise i verden med 12,6 millioner fordrevne (mere end 3 millioner på tværs af grænserne). Konflikten, der breder sig til nabolandene, kan føre til endnu større menneskelig lidelse og yderligere destabilisere regionen. Vores humanitære partnere vil kun kunne reagere hurtigt og fuldt ud, hvis de modstridende parter fremmer sikker, hurtig og uhindret (grænse- og linjeoverskridende) humanitær adgang. EU og EU's medlemsstater kræver fortsat af alle parter i krig, at alle bureaukratiske og administrative hindringer straks fjernes, og at sikkerheden for civile, bl.a. humanitære hjælpearbejdere, garanteres.

Straffrihedskulturen skal ophøre. Krænkelserne af den humanitære folkeret og menneskerettighedskrænkelserne er voldsomme og er blevet registreret i hele landet, især i de mest konfliktramte områder Darfur, Khartoum og Al Jazirah. Seksuel og kønsbaseret massevold, sult, vilkårlige henrettelser, børnebortførelser, tvangsrekruttering og etnisk baserede målrettede angreb er blevet anvendt som krigsvåben i et hidtil uset omfang, der især berører kvinder og børn. EU fordømmer på det kraftigste disse alvorlige massegrusomheder.

EU vil i tæt samarbejde med det internationale samfund anvende sine diplomatiske værktøjer og instrumenter, bl.a. restriktive foranstaltninger, til at tilstræbe en fredelig løsning på konflikten og en varig intersudansk inklusiv politisk proces, der afspejler det sudanske folks forhåbninger. Sudans befolkning har ret til frihed, fred og retfærdighed. EU støtter en inklusiv politisk proces hen imod dette mål. EU roser indsatsen fra den særlige repræsentant for Afrikas Horn, som på vegne af medlemsstaterne fortsat vil samarbejde proaktivt med alle parter til støtte for en fælles mæglingsindsats, der fører til en våbenhvile, øget humanitær adgang og en inklusiv overgang. Beskyttelsen af civile og kritisk infrastruktur er fortsat af største betydning for vores indsats, og EU er parat til at støtte overvågningsmekanismer.

EU anerkender det sudanesiske folks modstandsdygtighed og mod midt i den værste humanitære krise, vi ser i dag. Det er på høje tid at sætte en stopper for disse forfærdelige blodsudgydelser.


Albanien, Armenien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Island, Liechtenstein, (Republikken) Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Serbien og Ukraine tilslutter sig denne erklæring.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 9. marts 2026