Skip to content
  • Det Europæiske Råd
  • Pressemeddelelse
  • 17. oktober 2025 11.00

Første topmøde nogensinde mellem EU og Egypten finder sted 22. oktober i Bruxelles

Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, vil sammen med formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, repræsentere EU på første topmøde mellem EU og Egypten, der finder sted 22. oktober 2025 i Bruxelles. Præsident Abdul Fattah al-Sisi vil repræsentere Egypten.

Topmødet har fokus på bilaterale forbindelser og yderligere uddybning af det politiske og økonomiske partnerskab, jf. det strategiske og omfattende partnerskab mellem EU og Egypten, med det formål at fremme fælles stabilitet, fred og velstand. Lederne vil også drøfte de aktuelle globale udfordringer, bl.a. situationen i Mellemøsten, Ukraine, multilateralisme, samhandel, migration og sikkerhed.

Efter topmødet vil der være en uformel middag, som EU's stats- og regeringschefer er blevet indbudt til.

<p>António Costa, formand for Det Europæiske Råd</p>

Egypten er en strategisk partner for Den Europæiske Union. Vores mangeårige forbindelser har rod i fælles historie, geografi og kultur og de stærke bånd mellem vores befolkninger. EU sætter stor pris på Egyptens stabiliserende rolle i Mellemøsten og landets mæglingsrolle i Gazakonflikten. Vores første bilaterale topmøde bliver en glimrende lejlighed til yderligere at uddybe vores partnerskab, samarbejde om at håndtere vores fælles udfordringer og frigøre det fulde potentiale i vores forbindelser.

<p>António Costa, formand for Det Europæiske Råd</p>

António Costa, formand for Det Europæiske Råd

Baggrund

I marts 2024 blev EU og Egypten sammen enige om at hæve deres forbindelser til niveauet strategisk og omfattende partnerskab, der omfatter seks søjler med samarbejde og fælles prioriteter: politiske forbindelser, økonomisk stabilitet, samhandel og investeringer, migration og mobilitet, sikkerhed og demografi samt menneskelig kapital. Fremskridt på disse områder vil frigøre det fulde potentiale i forbindelserne mellem EU og Egypten. Som led i tilsagnet om at intensivere den bilaterale politiske dialog blev det derefter besluttet at afholde et topmøde mellem EU og Egypten hvert andet år ud over det årlige møde i associeringsrådet.

I 2024 var EU Egyptens største handelspartner og tegnede sig for 22 % af Egyptens samlede samhandel. EU var også det vigtigste bestemmelsessted for den egyptiske eksport (26,5 % af den samlede eksport) og den største kilde til egyptisk import (19,9 % af den samlede import). Det strategiske partnerskab skal styrke samarbejdet mellem EU og Egypten for fuldt ud at gennemføre og frigøre det fulde potentiale i frihandelsområdet i associeringsaftalen, som blev indgået i 2004.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 22. oktober 2025