Skip to content
  • Internationalt topmøde

Topmøde mellem EU og Egypten, 22. oktober 2025

Vigtigste resultater

Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen som repræsentanter for EU mødtes med Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, på det første topmøde mellem EU og Egypten nogensinde.

Det var også det første bilaterale topmøde nogensinde med et land i regionen Mellemøsten og Nordafrika.

Egypten er en vigtig strategisk partner i betragtning af den væsentlige rolle, det spiller med hensyn til at fremme stabilitet gennem fredsinitiativer og konfliktløsningsbestræbelser i Mellemøsten.

Mødet markerer en vigtig milepæl i vores forbindelser. Det viser, hvor stærkt vores partnerskab er.

Formand António Costa

Topmødet var en lejlighed til yderligere at uddybe de bilaterale forbindelser og det politiske og økonomiske partnerskab mellem EU og Egypten med henblik på at fremme parternes fælles stabilitet, fred og velstand.

Lederne understregede deres fælles ambition om at samarbejde om fælles globale og regionale spørgsmål, bl.a. situationen i Mellemøsten, Ukraine, multilateralisme, handel, migration og sikkerhed.

Vi understreger vores fælles ambition om yderligere at uddybe de langsigtede strategiske bånd, samarbejde om at tackle vores mange globale og regionale fælles udfordringer, fremme fælles interesser og forny partnerskabsprioriteterne.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

Lederne udsendte en fælles erklæring ved topmødets afslutning.

Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, der står foran EU's og Egyptens flag.
Formand António Costa, præsident Abdul Fattah al-Sisi og kommissionsformand Ursula von der Leyen

Samarbejde mellem EU og Egypten

I marts 2024 undertegnede EU og Egypten et strategisk og omfattende partnerskab, der yderligere løfter deres forbindelser. Partnerskabet fokuserer på seks søjler:

  • politiske forbindelser
  • økonomisk stabilitet
  • handel og investeringer
  • migration og mobilitet
  • sikkerhed
  • demografi og menneskelig kapital

Partnerskabet mellem EU og Egypten ledsages af en finansierings- og investeringspakke på 7,4 mia. € for perioden 2024-2027.

I december 2024 udbetalte EU de første 1 mia. € i kortfristet makrofinansiel bistand. Det aftalememorandum, der ligger til grund for anden pakke på 4 mia. €, som fokuserer på økonomisk stabilitet og modstandsdygtighed, konkurrenceevne og grøn omstilling, blev undertegnet i forbindelse med topmødet.

Der blev også undertegnet andre aftaler:

  • Egyptens associering med Horisont Europa
  • en fælles erklæring om en finansieringsaftale om socioøkonomisk udvikling

Samhandel

Associeringsaftalen mellem EU og Egypten har været i kraft siden 2004. Den skaber et frihandelsområde mellem EU og Egypten ved at fjerne told på industriprodukter og gøre det lettere at handle med landbrugsprodukter.

Vi vil fortsætte med effektivt at gennemføre frihandelsområdet, undersøge, hvordan aftalen kan moderniseres med henblik på bedre at tilpasse den til de aktuelle udfordringer og skabe gunstige rammer for handel og investeringer.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

I 2024 var EU Egyptens største handelspartner inden for varer og tegnede sig for 22 % af Egyptens samhandel. Varehandelen mellem EU og Egypten beløb sig til 32,5 mia. € med en importværdi på 12,6 mia. € og en eksportværdi på 19,9 mia. €.

En stiliseret jordklode med rektangler, der repræsenterer Egyptens flag til venstre og EU-flaget til højre i baggrunden for at illustrere samhandelen.
Forbindelserne mellem EU og Egypten: fakta og tal

Forbindelserne mellem EU og Egypten: fakta og tal

Grøn og digital omstilling

EU og Egypten bekræftede på ny deres tilsagn om at ville fremskynde den globale grønne omstilling og samarbejde om digital omstilling.

Vi minder om vores stærke engagement i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og Parisaftalen og i at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

EU og Egypten vil gennem deres partnerskab fortsat fremme innovation, overgangen til en ressourceeffektiv, cirkulær økonomi og miljøvenlige metoder.

Med hensyn til energi understregede EU og Egypten deres fælles strategiske interesse i en hurtig omstilling til klimarobuste lavemissionsøkonomier med henblik på at frigøre det enorme potentiale inden for vedvarende energi, navnlig inden for sol- og vindenergi.

EU og Egypten vil også samarbejde om at mobilisere investeringer i pålidelig og sikker digital konnektivitet og datainfrastruktur og om at fremme cybersikkerhed, kunstig intelligens, dataøkonomi og digitale færdigheder.

Mennesker, der holder hinanden i hånden med jorden i baggrunden. Illustration.
Global klimaindsats

Global klimaindsats

Regional og global sikkerhed

Lederne drøftede flere væsentlige regionale og globale sikkerhedsspørgsmål.

Multilateralisme

Lederne bekræftede på ny deres urokkelige tilslutning til principperne i De Forenede Nationers pagt, bl.a. respekt for landenes suverænitet og territoriale integritet, og til at værne om folkeretten, bl.a. havretten.

EU og Egypten understreger, at fred, sikkerhed og den regelbaserede internationale orden er kernen i deres mangeårige partnerskab.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

De understregede nødvendigheden af at styrke effektiv multilateralisme og den regelbaserede internationale orden med FN i centrum og gav tilsagn om at arbejde tæt sammen om at tackle globale udfordringer og finde fredelige løsninger på konflikter.

Gaza

EU's og Egyptens ledere glædede sig over enigheden om den første fase af den omfattende plan for at bringe Gazakonflikten til ophør, som præsident Trump har fremlagt, og over resultatet af fredstopmødet i Sharm al-Sheikh, der blev afholdt 13. oktober.

De opfordrede alle parter til at fortsætte arbejdet med gennemførelse af planen og påskønnede Egyptens mæglingsbestræbelser i denne forbindelse.

Efter to års død og ødelæggelse giver den det palæstinensiske folk håb. Et håb, der nu skal omdannes til varig fred og genopbygning.

Formand António Costa

EU's og Egyptens ledere:

  • opfordrede desuden til sikker, hurtig og uhindret humanitær adgang
  • gentog deres engagement i en varig og holdbar fred baseret på tostatsløsningen
  • er fortsat bekymrede over situationen på Vestbredden
  • vil fortsat støtte Den Palæstinensiske Myndighed og dens reformdagsorden.
  • fremhævede deres engagement i genopbygningen og genopretningen af Gaza
To humanitære hjælpearbejdere foran kasser med humanitær nødhjælp.
EU's humanitære bistand til palæstinensere

EU's humanitære bistand til palæstinensere

Ukraine

EU og Egypten understregede behovet for fredelig konfliktløsning og respekt for den humanitære folkeret og mindede om deres tilsagn om at fastholde ansvarliggørelse for alvorlige krænkelser af folkeretten.

EU og Egypten understregede nødvendigheden af, at der hurtigst muligt opnås omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten.

Begge parter bekræftede også på ny deres støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet.

Hånd, der holder en solsikke.
EU's solidaritet med Ukraine

EU's solidaritet med Ukraine

Afrikas Horn og Det Røde Hav

Lederne understregede vigtigheden af et koordineret internationalt engagement for at tackle de grundlæggende årsager til ustabilitet på Afrikas Horn.

De bekræftede også på ny deres støtte til genopbygnings- og udviklingsindsats efter konflikter i Afrika og:

  • opfordrede til våbenhvile og en fredelig løsning på konflikten i Sudan
  • støttede den fortsatte indsats, som myndighederne i Den Føderale Republik Somalia gør for at fremme statsopbygning og reform af sikkerhedssektoren

Den maritime sikkerhed og retten til fri sejlads skal beskyttes i Det Røde Hav til gavn for den internationale sikkerhed og handel.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

EU og Egypten vil også arbejde sammen om at holde søruterne sikre og åbne for handel.

En illustration af et flådeskib på havoverfladen over en undersøisk rørledning med en stor styreventil.
Maritim sikkerhed

Maritim sikkerhed

Migration

I erkendelse af den stigende kompleksitet i migrationsdynamikken i regionen og de specifikke udfordringer, som Egypten står over for, og med udgangspunkt i principperne om fælles ansvar og byrdefordeling bekræfter begge parter på ny deres engagement i en samlet tilgang til migrationsstyring.

Fælles erklæring fra EU og Egypten

EU påskønnede Egypten for at have modtaget millioner af flygtninge og asylansøgere.

EU og Egypten vil:

  • fortsat støtte migranter, flygtninge og asylansøgere samt værtssamfund under fuld overholdelse af folkeretten og i overensstemmelse med nationale rammer
  • arbejde tæt sammen med henblik på at skabe strukturerede, retfærdige og regulære migrationsveje
  • engagere sig yderligere i håndteringen af de grundlæggende årsager til irregulær migration
En gruppe migranter, der vises i sort-hvid, og som bærer på tasker og rygsække, går sammen på et lyst underlag hen imod en farverig skråning og et åbent landskab.
EU's migrations- og asylpolitik

EU's migrations- og asylpolitik

Sikkerhedssamarbejde

Sikkerhedssamarbejde er en vigtig del af partnerskabet mellem EU og Egypten. I denne forbindelse blev lederne enige om fortsat at samarbejde om at:

  • bekæmpe organiseret kriminalitet, smugling og menneskehandel
  • bekæmpe terrorisme og forebygge voldelig ekstremisme, der fører til terrorisme
  • forbedre cybersikkerhedssamarbejdet

Der pågår også indledende drøftelser om etablering af en dialog med Egypten om sikkerhed og forsvar.

En stiliseret illustration, der symboliserer organiseret kriminalitet, og som viser et net af sammenflettede linjer, der er markeret med nummererede beviskort fra gerningssteder. Rundt omkring ses håndjern, en lup og en sæk penge på en lyseblå baggrund.
EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet

EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. juni 2026