"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet nåede i dag til enighed om de centrale elementer i sin forhandlingsposition vedrørende væsentlige nye foranstaltninger til styrkelse af EU's kapitalmarkeder.
Europa har opsparingerne. Nu skal de sættes i arbejde. Dagens aftale er et stort skridt fremad for en dybere opsparings- og investeringsunion med betydelig merværdi for EU's konkurrenceevne på længere sigt. Denne pakke bidrager til at frigøre det fulde potentiale i det indre marked for finansielle tjenesteydelser og giver både EU's borgere og virksomheder mulighed for at udnytte velintegrerede og mere effektive kapitalmarkeder.
Simon Harris, Irlands vicepremierminister (tánaiste) og finansminister
De nye regler udgør et stort skridt fremad med hensyn til at frigøre private opsparinger til investeringer i innovative virksomheder, finansiere vækst og styrke EU's samlede globale konkurrenceevne.
Markedsintegrations- og tilsynspakken (MISP) styrker tilsynet på EU-plan og mindsker hindringerne for de vigtigste handels- og efterhandelsoperatører i EU. Dette vil så mindske den lovgivningsmæssige fragmentering og overholdelsesomkostningerne for grænseoverskridende finansielle virksomheder og hjælpe dem med at opnå det omfang og den effektivitet, der er nødvendig for at konkurrere globalt. Samlet set skal foranstaltningerne gøre det lettere for kapital at strømme på tværs af grænserne og bidrage til at mobilisere private investeringer i EU's virksomheder.
Denne pakke bidrager til EU's bredere mål som fastsat af Det Europæiske Råd om at styrke EU's konkurrenceevne, modstandsdygtighed og strategiske autonomi. Pakken er et vigtigt element i dagsordenen "ét Europa, ét marked".
Finansministrene udvekslede synspunkter om banksektorens konkurrenceevne på grundlag af Kommissionens rapport om emnet af 17. juli som opfølgning på en indledende udveksling mellem ministrene på Økofinrådets uformelle møde 18. september i Dublin. Rapporten indeholder foranstaltninger, der skal styrke det indre marked for bankvirksomhed ved at opbygge en mere integreret, effektiv og konkurrencedygtig banksektor.
I løbet af de seneste 15 år har EU reformeret bankrammen væsentligt ved at gennemføre vigtige reformer, der skal øge bankernes kapital og kvaliteten af aktiver og gøre den europæiske banksektor mere modstandsdygtig.
Samtidig er der fortsat betydelige udfordringer som f.eks. grænseoverskridende långivning, gennemførelse af internationale standarder såsom Basel III og behovet for at forenkle de lovgivningsmæssige rammer for at mindske de administrative byrder. Europa-Kommissionen har meddelt, at den vil fremlægge en pakke af foranstaltninger i første kvartal af 2027 for at ændre bankreguleringsrammerne og gennemføre de løsninger, der er beskrevet i rapporten.
Under drøftelserne blev ministrene enige om, at det er en nøgleprioritet for EU at forbedre bankernes konkurrenceevne til støtte for opsparings- og investeringsunionen og EU's bredere dagsorden for konkurrenceevne som beskrevet i dagsordenen "Et Europa, ét marked".
Medlemsstaterne fastsætter deres prioriteter for Kommissionens kommende lovgivningspakke.
Rådet vedtog to henstillinger inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten, som er de EU-regler, der skal sikre, at EU's medlemsstater forfølger sunde offentlige finanser og koordinerer deres finanspolitikker.
For det første godkendte ministrene Tjekkiets reviderede nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag for 2027-2030.
For det andet blev ministrene enige om at udvide Grækenlands anvendelse af den nationale undtagelsesklausul til forsvarsfinansiering i henhold til EU's finanspolitiske regler til at omfatte yderligere foranstaltninger til at styrke energisikkerheden.
Beskatning: EU-liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner
Som et punkt uden debat besluttede Rådet at fjerne Panama og Vietnam fra EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner.
Listen er EU's redskab til at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet i hele verden. Den består af lande, der ikke overholder vedtagne internationale skattestandarder eller ikke har opfyldt deres forpligtelser vedrørende god forvaltningspraksis på skatteområdet inden for en bestemt tidsramme.
Efter ajourføringen i dag er der nu otte jurisdiktioner på listen:
De lande, der er opført på listen, er omfattet af EU's screeningsproces.
Rådet godkendte også det sædvanlige statusdokument (bilag II), der afspejler EU's løbende samarbejde med sine internationale partnere og disse landes tilsagn om at ville revidere deres lovgivning, så den overholder de aftalte standarder for god forvaltning på skatteområdet.
Rådet godkendte konklusioner om klimafinansiering med henblik på FN's klimakonference 2026 (COP31), der finder sted 9.-20. november 2026 i Antalya, Tyrkiet.
I konklusionerne noterer Rådet sig med dyb bekymring, at 2024 var det varmeste år, der nogensinde er registreret, og 2025 det næstvarmeste, ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation. Det fremhæver også EU's og dets medlemsstaters globale lederskab, som tilsammen fortsat er de største bidragydere til international klimafinansiering på trods af finanspolitiske og geopolitiske udfordringer.
Desuden bekræfter konklusionerne på ny EU's og dets medlemsstaters engagement i det internationale kollektive mål om at mobilisere 300 mia. USD om året frem til 2035 i klimafinansiering til udviklingslande og opfordrer indtrængende alle lande med finansiel kapacitet til at intensivere indsatsen for at mobilisere klimafinansiering til udviklingslande for at opfylde det nye kollektive kvantificerede klimafinansieringsmål, der blev vedtaget i 2024.
Rådet udvekslede synspunkter om de økonomiske og finansielle konsekvenser af Ruslands aggression mod Ukraine. Dette er et tilbagevendende punkt på dagsordenen for møderne mellem økonomi- og finansministrene.
Rådet gjorde status over gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, som nu er i sin afsluttende fase.
For at drage fuld fordel af faciliteten skulle medlemsstaterne opfylde alle milepæle og mål i deres genopretnings- og resiliensplaner inden udgangen af august 2026, og Kommissionen skal udbetale alle betalinger inden udgangen af december 2026.
Som et punkt uden debat udpegede Rådet formelt Carlo Comporti til formand for Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). Carlo Comporti tiltræder stillingen 1. november 2026. Hans mandatperiode løber i fem år og kan forlænges én gang.
Som et punkt uden debat forlængede Rådet også mandatet for EU's militæroperation EUNAVFOR MED IRINI indtil 31. marts 2029 og udvidede dens opgaver til at omfatte begrænsning af Ruslands skyggeflåde, støtte til beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur og uddybning af regionale outreachaktiviteter ud over Libyen.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.