Rammen for økonomisk styring
Økonomisk styring er et bærende element i Den Økonomiske og Monetære Union. Den har til formål at påvise og korrigere økonomiske ubalancer, som kan svække de nationale økonomier eller påvirke andre EU-lande gennem grænseoverskridende afsmittende virkninger.
Hvad er rammen for økonomisk styring i EU?
Forud for indførelsen af euroen etablerede EU Den Økonomiske og Monetære Unions arkitektur via Maastrichttraktaten i 1992.
Rammen for økonomisk styring henviser til et system af institutioner og procedurer, som EU har indført for at samordne medlemsstaternes økonomiske politikker og nå sine økonomiske mål. Rammen består af et omfattende system for politisk samordning og overvågning. Den bygger på principperne om overvågning, forebyggelse og korrektion af økonomiske tendenser, der kan svække de enkelte medlemsstaters økonomier eller have afsmittende virkninger på andre økonomier.
En effektiv samordning og overvågning af de økonomiske politikker i hele EU giver tre betydelige fordele.
Den sikrer sunde og holdbare offentlige finanser på mellemlang og lang sigt for alle medlemsstater
Den fremmer bæredygtig økonomisk vækst og konvergens
Den retter op på makroøkonomiske ubalancer understøttet af reformer og investeringer, der skal øge væksten og modstandsdygtigheden
EU's ramme for økonomisk styring har sammen med den fælles valuta i euroområdet og den dertil knyttede fælles pengepolitik bidraget til økonomisk stabilitet, vækst og højere beskæftigelse.
Reform af rammen for økonomisk styring
Siden Maastrichttraktaten har EU's ramme for økonomisk styring gradvist udviklet sig. Der er gennemført reformer som svar på økonomiske kriser som f.eks. den globale finanskrise i 2008.
Genopretningen efter covid-19-pandemien og konsekvenserne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine skaber nye udfordringer for EU's økonomi på baggrund af højere gældsniveauer og rentesatser og nye investerings- og reformmål. Den nuværende ramme har også vist sig at være for ufleksibel i vanskelige tider og har ført til, at medlemsstaternes overholdelse af reglerne er uensartet.
EU har derfor yderligere ajourført sin ramme for økonomisk styring for at gøre den klar til fremtiden. 29. april 2024 vedtog Rådet lovgivningspakken om reform af EU's ramme for økonomisk og finanspolitisk styring. Den nye regler trådte i kraft 30. april 2024.
Hovedformålene med reformen er:
- at sikre sunde og holdbare offentlige finanser
- at fremme vækst gennem reformer og investeringer
De nye regler skal også bidrage til EU's prioriteter for opbygning af en digital, grøn og mere modstandsdygtig fremtid, samtidig med at støtten til dets konkurrenceevne og strategiske autonomi øges.
Hvordan er reglerne?
EU's ramme for økonomisk styring bygger på forskellige regelsæt.
Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
Den fastsætter referenceværdier for offentligt underskud og offentlig gæld.
3 % for den andel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet (BNP) i markedspriser. 60 % for den andel, som den offentlige gæld udgør af BNP i markedspriser.
Stabilitets- og vækstpagten (SVP)
Den fastlægger regler for overvågning og samordning af de nationale finanspolitikker og økonomiske politikker.
SVP indeholder både forebyggende og korrigerende regler. SVP gælder for alle EU's medlemsstater, men kun landene i euroområdet kan være omfattet af sanktioner under den "korrigerende del".
Sixpacken og twopacken
Forordninger, som styrker den finanspolitiske overvågning og indfører proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer for at sikre tilsyn med ubalancer, der opstår uden for finanspolitikkerne.
Forebyggelse
Stabilitets- og vækstpagten (SVP) indeholder en ramme for finanspolitisk styring, også kendt som den "forebyggende del". Den forebyggende del har til formål at sikre sunde offentlige finanser og en holdbar betalingsbalance og undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
I forbindelse med det årlige europæiske semester gennemfører EU og dets medlemsstater en stor del af denne samordning af deres økonomiske politikker og finanspolitikker i praksis og tilpasser dem til de regler, der er aftalt på EU-plan.
Hver medlemsstat modtager hvert år vejledning fra Rådet vedrørende sine økonomiske, budgetmæssige og beskæftigelsesmæssige politikker samt strukturpolitikker. Kommissionen foreslår først disse landespecifikke henstillinger, som derefter analyseres og drøftes af medlemsstaternes eksperter, og som EU's økonomi- og finansministre når til enighed om, inden de drøftes af EU's stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råd og derefter formelt vedtages af Rådet.
Den reform, som der er opnået enighed om, indfører en skræddersyet tilgang for hver medlemsstat under hensyntagen til forskellige budgetstillinger, offentlige gældsniveauer og økonomiske udfordringer i hele EU. Samtidig sikrer den en samlet reduktion af gældskvoterne og underskuddene til et forsvarligt niveau på en gradvis, realistisk og vækstfremmende måde. Den sikrer også effektiv multilateral overvågning.
Referencekurs
Kommissionen sender en risikobaseret og differentieret referencekurs, udtrykt i flerårige nettoudgifter, til medlemsstater, hvor henholdsvis det offentlige underskud og den offentlige gæld overstiger referenceværdien på 3 % og 60 % af BNP. Medlemsstater, der overholder referenceværdierne, kan anmode Kommissionen om tekniske oplysninger vedrørende den strukturelle primære saldo, der er nødvendig for at sikre, at det samlede underskud fastholdes under 3 % af BNP.
Kursen sikrer, at medlemsstaternes offentlige gæld efter en finanspolitisk tilpasningsperiode er på en troværdigt nedadgående kurs eller forbliver på et forsvarligt niveau under 60 % af BNP på mellemlang sigt. Den sikrer desuden, at det offentlige underskud bringes ned og fastholdes under 3 % af BNP.
Den normale finanspolitiske tilpasningsperiode er fire år. Medlemsstaterne kan dog anmode om en længere tilpasningsperiode på op til syv år. Forlængelsen gives, hvis medlemsstaten gennemfører reformer og investeringer, der forbedrer modstandsdygtigheden og vækstpotentialet, støtter den finanspolitiske holdbarhed og adresserer EU's fælles prioriteter såsom den grønne og den digitale omstilling, energisikkerhed eller opbygning af forsvarskapacitet.
Referencekursen skal være i overensstemmelse med to sikkerhedsforanstaltninger:
- sikkerhedsforanstaltningen vedrørende gældsholdbarhed
- sikkerhedsforanstaltningen vedrørende underskudsmodstandsdygtighed
Sikkerhedsforanstaltningen vedrørende gældsholdbarhed sikrer, at den offentlige gældskvote falder med et årligt minimumsgennemsnit på mindst 1 % af BNP, så længe medlemsstatens gældskvote overstiger 90 %, eller 0,5 % af BNP, så længe medlemsstatens gældskvote forbliver mellem 60 % og 90 %. Sikkerhedsforanstaltningen gælder ikke for lande med en gældskvote på under 60 %. Formålet er at reducere gældskvoterne til et forsvarligt niveau på en gradvis og realistisk måde.
Sikkerhedsforanstaltningen vedrørende underskudsmodstandsdygtighed sikrer en sikkerhedsmargen under traktatens referenceværdi for underskud på 3 %. Formålet er at fremtidssikre de nationale budgetter ved at skabe finanspolitiske stødpuder.
Nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag
Ifølge den nye ramme udarbejder hver medlemsstat en mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag, der strækker sig over fire eller fem år. Planen indeholder dens finanspolitiske tilsagn og reform- og investeringstilsagn, og den bidrager til at sikre en vedvarende, gradvis gældsreduktion og fremme bæredygtig og inklusiv vækst.
På grundlag af deres referencekurs eller tekniske oplysninger indarbejder medlemsstaterne derefter deres finanspolitiske tilpasningskurs udtrykt som nettoudgiftskursen i deres nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag.
Disse planer og nettoudgiftskurserne skal godkendes af Rådet efter en vurdering fra Kommissionen. Hvis en medlemsstat anmoder om en forlængelse af tilpasningsperioden, skal de reform- og investeringstilsagn, der ligger til grund for forlængelsen, også godkendes af Rådet.
Hvis en medlemsstats nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag ikke opfylder kravene, henstiller Rådet, at medlemsstaten forelægger en revideret plan.
Kommissionen anvender en kontrolkonto til at overvåge medlemsstaternes akkumulerede opadgående og nedadgående afvigelser fra deres aftalte nettoudgiftskurs.
Nettoudgiftsindikator
For at forenkle EU's finanspolitiske ramme og øge gennemsigtigheden fungerer en enkeltstående operationel indikator, nettoudgiftsindikatoren, som er forankret i gældsholdbarhed, som grundlag for fastsættelse af nettoudgiftskursen og gennemførelse af den årlige finanspolitiske overvågning for hver medlemsstat.
Den baseres på nationalt finansierede primære nettoudgifter, dvs. udgifter fratrukket diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden, renteudgifter, konjunkturbestemte arbejdsløshedsudgifter, nationale udgifter til medfinansiering af programmer, der finansieres af EU, og udgifter til EU-programmer, der fuldt ud modsvares af indtægter fra EU-midler.
Nettoudgiftsindikatoren muliggør makroøkonomisk stabilisering, da den ikke påvirkes af automatiske stabilisatorer, bl.a. udsving i indtægter og udgifter, som ligger uden for regeringens direkte kontrol.
Årlig statusrapport
Den nye ramme indfører en årlig statusrapport, hvori hver medlemsstat giver oplysninger om gennemførelsen af sin nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag, bl.a. nettoudgiftskursen, og om fremskridtene med reformer og investeringer.
Undtagelsesklausul
Reglerne giver mulighed for at aktivere en generel undtagelsesklausul og dermed suspendere reglerne for alle medlemsstater i tilfælde af et alvorligt økonomisk tilbageslag i euroområdet eller i EU som helhed, forudsat at dette ikke bringer den finanspolitiske holdbarhed i fare på mellemlang sigt. Aktiveringen af klausulen har en frist på et år, men den kan forlænges.
I henhold til de nye regler kan Rådet aktivere en national undtagelsesklausul, hvis en medlemsstat anmoder om det, og det anbefales af Kommissionen. Dette vil kun suspendere reglerne for den pågældende medlemsstat, hvis exceptionelle omstændigheder, der ligger uden for medlemsstatens kontrol, har stor indvirkning på dens offentlige finanser. Denne klausul aktiveres kun, hvis dette ikke bringer den finanspolitiske holdbarhed i fare på mellemlang sigt, og Rådet fastsætter en tidsfrist for dens aktiveringsperiode.
8. juli 2025 aktiverede Rådet den nationale undtagelsesklausul for 15 medlemsstater: Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Grækenland, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. 10. oktober 2025 aktiverede Rådet også klausulen for Tyskland.
Målet er at bidrage til at lette deres overgang til højere forsvarsudgifter på nationalt plan og samtidig sikre gældsholdbarheden.
Håndhævelse
Medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud og uforholdsmæssigt stor offentlig gæld i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 126, stk. 1, i TEUF). I praksis betyder det, at medlemsstaterne ikke bør overskride referenceværdierne for underskudskvoten på 3 % og gældskvoten på 60 %.
Reglerne for håndhævelse på dette område er fastsat i SVP's korrigerende del. Disse regler skal styrkes i henhold til den nye ramme for økonomisk styring.
Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
Formålet med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud er at sikre budgetdisciplin. Dette har til formål:
- at forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud og, hvis de opstår, at tilskynde til en hurtig korrektion heraf
- gradvist at reducere gælden på en holdbar måde, indtil gælden bringes ned under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP
Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på grundlag af underskudskriteriet kræver en årlig strukturel minimumstilpasning på mindst 0,5 % af BNP. Manglende overholdelse kan resultere i bøder på op til 0,05 % af BNP og skal betales af den pågældende medlemsstat hver sjette måned, indtil Rådet bekræfter, at der er truffet virkningsfulde foranstaltninger. Kommissionen overvejer at indlede en underskudsbaseret procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvis den offentlige gæld i forhold til BNP overstiger referenceværdien på 3 %.
I henhold til de nye regler fokuserer den gældsbaserede procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på afvigelser fra nettoudgiftskursen. Det betyder, at den andel, som den offentlige gæld udgør af BNP, anses for at falde tilstrækkeligt og nærme sig referenceværdien i et tilfredsstillende tempo, hvis den pågældende medlemsstat følger sin nettoudgiftskurs. Kommissionen overvejer at indlede den gældsbaserede procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvis afvigelserne på medlemsstatens kontrolkonto enten overstiger 0,3 % af BNP årligt eller 0,6 % af BNP akkumuleret.
Ved evalueringen af en medlemsstats overholdelse af underskuds- og/eller gældskriterierne vurderer Rådet og Kommissionen forskellige relevante faktorer. De omfatter:
- afvigelsens omfang
- fremskridtene med gennemførelse af reformer og investeringer
- størrelsen af udfordringerne i forbindelse med offentlig gæld
- øgede forsvarsudgifter (hvis relevant)
Kommissionen vurderer regelmæssigt, om den pågældende stat har truffet virkningsfulde foranstaltninger, og fremsætter en henstilling til Rådet. Det er derefter op til Rådet at afgøre, om sanktionerne kan bringes til ophør, eller om de bør videreføres og/eller skærpes.
Seneste gennemgang: 10. oktober 2025