- Det Europæiske Råd
Det Europæiske Råd, 21.-22.3.2019, 21.-22. marts 2019
Vigtigste resultater
Torsdag 21. marts 2019 mødtes EU-27-lederne for at drøfte brexit.
- Konklusioner fra Det Europæiske Råd (artikel 50), 21.3.2019
- Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter Det Europæiske Råd (artikel 50), 21.3.2019
Fredag 22. marts 2019 fokuserede EU's ledere på økonomien og det kommende topmøde med Kina. De drøftede også klimaændringer og vedtog konklusioner om sikring af frie og retfærdige valg og bekæmpelse af desinformation.
- Det Europæiske Råds konklusioner, 22.3.2019
- Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter Det Europæiske Råds møde, 22.3.2019
Brexit
Lederne noterede sig brevet fra premierminister Theresa May af 20. marts 2019, hvori hun havde anmodet om at få brexit udskudt indtil 30. juni 2019. De tilbød en forlængelse indtil 22. maj 2019. Forlængelsen gives, hvis det britiske parlament godkender udtrædelsesaftalen i næste uge. Hvis det ikke godkender aftalen, er EU's ledere enige om at udskyde brexit indtil 12. april 2019 i forventning om, at UK "inden denne dato angiver en vej frem".
"Det Europæiske Råd gentager, at der ikke kan blive tale om at genåbne den udtrædelsesaftale, som Unionen og Det Forenede Kongerige nåede til enighed om i november 2018". Konklusioner fra Det Europæiske Råd (artikel 50)
EU-27-lederne understregede, at enhver ensidig forpligtelse, erklæring eller anden handling bør være forenelig med udtrædelsesaftalens bogstav og ånd. De opfordrede til, at arbejdet med forberedelserne og beredskabet på alle niveauer med henblik på konsekvenserne af UK's udtræden fortsættes, idet der tages højde for alle mulige udfald.
Det Europæiske Råd (artikel 50) godkendte også instrumentet vedrørende udtrædelsesaftalen og den fælles erklæring som supplement til den politiske erklæring, som Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongeriges regering nåede til enighed om 11. marts 2019 i Strasbourg.
Formel afgørelse om brexitforlængelse
22. marts 2019 vedtog Det Europæiske Råd (artikel 50) en afgørelse, som formaliserede den politiske aftale, der var indgået 21. marts 2019 om forlængelsen af perioden under artikel 50. I overensstemmelse med traktaterne blev afgørelsen truffet i enighed med Det Forenede Kongerige.
Eksterne forbindelser
Kina
Det Europæiske Råd forberedte topmødet mellem EU og Kina, der skal afholdes 9. april 2019. Det udvekslede synspunkter om de generelle forbindelser med Kina i en global sammenhæng.
"Vores mål er at fokusere på at opnå et afbalanceret forhold, der sikrer fair konkurrence og lige markedsadgang. I den forbindelse håber vi, at vi kan overtale Kina til at medtage industrielle subsidier som et afgørende element i WTO-reformen". Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd
Ukraine
Fem år efter Ruslands ulovlige annektering af Krim og Sevastopol fastholder EU resolut sit engagement i Ukraines suverænitet og territoriale integritet.
EU gentager, at det ikke anerkender og fortsat fordømmer denne krænkelse af folkeretten, som vedbliver at være en direkte udfordring for den internationale sikkerhed." Det Europæiske Råds konklusioner
Mozambique, Malawi og Zimbabwe
Det Europæiske Råd beklagede dybt tabet af menneskeliv og ødelæggelserne i Mozambique, Malawi og Zimbabwe forårsaget af den tropiske cyklon Idai. Lederne glædede sig over den beredskabsindsats, EU og dets medlemslande allerede havde ydet, og fastslog, at de var klar til fortsat at yde akut humanitær bistand.
Handel mellem EU og Kina: fakta og tal (Infografik)
Styrkelse af EU's økonomiske fundament
EU's ledere var enige i, at et stærkt økonomisk fundament er afgørende for Europas velstand og konkurrenceevne. De fastslog, at dette mål kunne opnås gennem:
- det indre marked, som bør lægge vægt på serviceøkonomien
- industripolitikken, som bl.a. bør fokusere på kunstig intelligens
- den digitale politik, som bør være egnet til en tid med digital omstilling og dataøkonomi
Med henblik herpå opfordrede Det Europæiske Råd til, at EU og dets medlemsstater inkluderer:
1. En yderligere styrkelse og uddybning af det indre marked
Europa-Kommissionen opfordres til senest i marts 2020 at udarbejde en langsigtet handlingsplan for bedre gennemførelse af det indre marked.
2. Opbygning af et bæredygtigt og konkurrencedygtigt industrigrundlag
Kommissionen opfordres til inden udgangen af 2019 at fremlægge en langsigtet vision med konkrete skridt for EU's industrielle fremtid.
3. Udvikling af den digitale økonomi
Det Europæiske Råd ser frem til Kommissionens henstilling om 5G-nets sikkerhed.
4. Øgede investeringer og større risikotagning i forskning og innovation med foranstaltninger som f.eks. støtte til Det Europæiske Innovationsråd
5. Fremme af en frihandelsaftale med foranstaltninger som f.eks. indgåelse af nye frihandelsaftaler, fuld udnyttelse af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og genoptagelse af drøftelserne om EU's instrument for internationale offentlige udbud. Det Europæiske Råd opfordrede også til, at der tages de nødvendige skridt i retning af hurtig gennemførelse af USA's og EU's fælles erklæring af 25. juli 2018.
Klimaændringer
"Det Europæiske Råd fastholder sin forpligtelse med hensyn til Parisaftalen og anerkender, at det er nødvendigt at øge den globale indsats for at tackle klimaændringerne i lyset af den seneste tilgængelige videnskab." Det Europæiske Råds konklusioner
EU's ledere understregede betydningen af at forelægge en ambitiøs, langsigtet klimastrategi senest i 2020. Målet er at tilstræbe klimaneutralitet og samtidig bevare EU-landenes særlige forhold og den europæiske industris konkurrenceevne.
Det Europæiske Råd opfordrede Rådet til at intensivere arbejdet med en langsigtet klimastrategi forud for de videre drøftelser i Det Europæiske Råd i juni 2019. Lederne mindede også EU-landene om at færdiggøre deres nationale langsigtede strategier.
Bekæmpelse af desinformation
Stats- og regeringscheferne vedtog konklusioner om bekæmpelsen af desinformation og behovet for at beskytte den demokratiske integritet af de europæiske og nationale valg i hele EU. Det Europæiske Råd opfordrede indtrængende private aktører såsom onlineplatforme og sociale netværk til at gennemføre adfærdskodeksen fuldt ud og sikre højere standarder for ansvar og gennemsigtighed.
25-året for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
Statsministrene fra Island, Liechtenstein og Norge blev indbudt som gæster til Det Europæiske Råd til markering af 25-året for EØS. Ved denne lejlighed, fredag 22. marts, havde EU-lederne mulighed for at udveksle synspunkter.
Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde blev undertegnet i 1992 i Porto, Portugal, og trådte i kraft i 1994. Den indebærer, at EU-lovgivningen om de fire friheder – fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital – er gældende i samtlige 31 EØS-lande.
European Economic Area - 25 years (Infografik)
Mødedokumenter
Forberedende dokumenter
Pressemeddelelser
Report by President Donald Tusk to the European Parliament on March European Council meetings - 27.3.2019
Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter Det Europæiske Råds møde 21.-22. marts 2019 - 22.3.2019
Det Europæiske Råds konklusioner, 22. marts 2019 - 22.3.2019
Den Europæiske Centralbank: udnævnelse af Philip R. Lane til direktionen - 22.3.2019
Præsident Donald Tusks tale i anledning af 25-årsdagen for EØS-aftalen - 22.3.2019
Konklusioner fra Det Europæiske Råd (artikel 50), 21. marts 2019 - 21.3.2019
Indbydelse fra formand Donald Tusk til medlemmerne af Det Europæiske Råd forud for deres møder 21. og 22. marts 2019 - 20.3.2019
Presseinformation
Pressekontakter
-
Jüri Laas Pressemedarbejder
- +32 2 281 55 23
- +32 470 95 75 61
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
- Hashtag på X: #EUCO
Øvrige samlinger: Det Europæiske Råd
Afholdte møder
Seneste gennemgang: 15. januar 2025