Skip to content
  • Internationalt topmøde

Møde mellem EU's stats- og regeringschefer og Tyrkiet, 7.3.2016, 7. marts 2016

Den 7. marts 2016 afholdt EU's stats- og regeringschefer et møde med Tyrkiet med henblik på at styrke samarbejdet om migration og flygtningekrisen. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, ledede mødet, hvor Tyrkiet var repræsenteret af premierminister Ahmet Davutoğlu.

Mødet blev fulgt op af et uformelt møde mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd.

EU's ledere drøftede gennemførelsen af den fælles handlingsplan mellem EU og Tyrkiet. Selv om der er gjort gode fremskridt med hensyn til en række tiltag, er antallet af ulovlige indrejser fra Tyrkiet til Grækenland fortsat alt for højt. EU's ledere blev enige med premierminister Ahmet Davutoğlu om at styrke samarbejdet med henblik på at opnå konkrete resultater på stedet.

"All the above mentioned decisions send a very clear message that the days of illegal migration to Europe are over." Donald Tusk, President of the European Council

De udtrykte tilfredshed med Tyrkiets tilsagn om at acceptere en hurtig tilbagesendelse af alle migranter, der kommer fra Tyrkiet til Grækenland, og som ikke har behov for international beskyttelse. De ser også frem til oprettelsen af NATO's indsats i Det Ægæiske Hav med henblik på at dæmme op for antallet af indvandrere, som krydser grænsen.

Der blev også drøftet nye banebrydende forslag på mødet med henblik på at tackle migrationskrisen. EU-formand Donald Tusk fik til opgave at fastlægge de nærmere detaljer forbundet hermed inden det næste Europæiske Råd. 

Disse forslag omfatter:

  • tilbagesendelse af alle nye irregulære migranter, der kommer fra Tyrkiet til de græske øer
  • fremskyndelse af gennemførelsen af køreplanen for visumliberalisering
  • beslutningen om at fremskynde udbetalingen af de 3 mia. og træffe afgørelse om supplerende finansiering til flygtningefaciliteten for syrere
  • forberedelsen af beslutningen om at åbne nye kapitler i tiltrædelsesforhandlingerne
  • overvejelse af muligheden for at oprette humanitære sikre områder i Syrien
  • for hver syrer, som Tyrkiet tilbagetager fra græske øer, skal en anden syrer fra Tyrkiet genbosætte i EU

"Den ovennævnte tilbagesendelsesmekanisme (...) forventes efterhånden at ødelægge menneskesmugleres forretningsmodel", udtalte formand Donald Tusk.

EU's ledere drøftede også situationen med medierne i Tyrkiet og betydningen af tale- og ytringsfriheden med premierminister Ahmet Davutoğlu.

Uformelt møde i Det Europæiske Råd

Efter frokost med premierminister Ahmet Davutoğlu genoptog EU's 28 ledere mødet og blev enige om følgende:

  • at gå tilbage til den fulde anvendelse af Schengengrænsekodeksen med henblik på at bringe de ulovlige migrationsstrømme langs Vestbalkanruten til ophør
  • at styrke den humanitære bistand til flygtninge i Grækenland
  • at hjælpe Grækenland med at forvalte sine ydre grænser

Baggrund

Mødet var en opfølgning af topmødet med Tyrkiet i november 2015, hvor:

  • der blev vedtaget en fælles erklæring om at puste nyt liv i forbindelserne mellem EU og Tyrkiet
  • der blev lanceret en ambitiøs fælles handlingsplan med henblik på at tackle migrationskrisen 

Trods de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af handlingsplanen mellem EU og Tyrkiet, er antallet af ulovlige indrejser fra Tyrkiet fortsat for højt og bør mindskes væsentligt. På Det Europæiske Råds møde den 18.-19. februar 2016 blev lederne enige om at afholde et særligt møde med Tyrkiet med henblik på at forstærke samarbejdet om migrationskrisen.

For at forberede dette møde besøgte EU-formand Donald Tusk mellem 1. og 4. marts de vigtigste lande langs Vestbalkanruten, og han havde telefonsamtaler med Jens Stoltenberg om fremskridtene i samarbejdet mellem NATO og Frontex i Det Ægæiske Hav. Han mødtes også med premierminister Ahmet Davutoğlu og præsident Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet.

Migrationskrisen – tidslinje

Tidslinjen viser de vigtigste foranstaltninger, som EU sammen med medlemslandene har truffet i de sidste par måneder for at klare de udfordringer, migrationen fører med sig.

Se også den relevante politikside på vores websted:

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 14. januar 2025