Skip to content
  • Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Rådet (retlige og indre anliggender), 9. december 2025

Vigtigste resultater

Den generelle forordning om databeskyttelse: vejen frem for at forenkle anvendelsen

Forenkling og reduktion af byrder er horisontale prioriteter for det danske formandskab, og justitsministrene havde derfor en statusdrøftelse om forenkling af anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR).

I juli drøftede justitsministrene på det uformelle ministermøde i København, hvordan der kan skabes balance mellem konkurrenceevne og retten til beskyttelse af personoplysninger. Efterfølgende var der drøftelser på Rådets ekspertmøder. De tekniske drøftelser omhandlede spørgsmålet om, hvordan den administrative byrde i forbindelse med GDPR kan lettes, samtidig med at der opretholdes et højt databeskyttelsesniveau. I den forbindelse så eksperterne på både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige muligheder.

Denne drøftelse om status fulgte efter offentliggørelsen 19. november 2025 af en "digital omnibus" – en pakke, der skal forenkle forskellige love på data- og teknologiområdet, bl.a. GDPR.

<p>Peter Hummelgaard, Danmarks justitsminister</p>

Det har været en vigtig prioritet for det danske formandskab på alle områder at arbejde aktivt hen imod en stærkere europæisk konkurrenceevne. Derfor glæder det mig også, at vi har banet vejen for en enklere og mere strømlinet anvendelse af den generelle forordning om databeskyttelse i hele Europa.

<p>Peter Hummelgaard, Danmarks justitsminister</p>

Peter Hummelgaard, Danmarks justitsminister

Ruslands angrebskrig mod Ukraine: bekæmpelse af straffrihed

Ministrene udvekslede synspunkter om bekæmpelse af straffrihed for forbrydelser begået i Ukraine. De drøftede navnlig EU-medlemsstaternes samarbejde med den planlagte særlige domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine.

25. juni i år undertegnede Ukraine og Europarådet i Strasbourg aftalen om oprettelse af en særlig domstol for aggressionsforbrydelser mod Ukraine. En af de igangværende opgaver er at udarbejde samarbejdsaftaler mellem de deltagende medlemsstater og den særlige domstol. Ministrene delte deres syn på samarbejdet mellem deres nationale myndigheder og den særlige domstol.

Støtte til Den Internationale Straffedomstol (ICC), som også spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af straffrihed, blev også drøftet.

EU's strafferet: modelbestemmelser

Ministrene godkendte konklusioner om modelbestemmelser for EU's strafferet. Modelbestemmelserne udgør en værktøjskasse for fremtidige forhandlinger om EU's strafferetlige instrumenter.

Med disse modelbestemmelser ønsker medlemsstaterne at fremme konsekvens, sammenhæng og effektivitet på tværs af strafferetlige retsakter. National strafferet indeholder ofte horisontalt gældende regler om spørgsmål som jurisdiktion, skærpende omstændigheder og strafferammer, og disse regler finder normalt anvendelse på alle former for kriminalitet (f.eks. smugling af migranter eller omgåelse af sanktioner). Derfor har medlemsstaterne en interesse i, at EU-lovgivningen på det strafferetlige område er konsekvent, når det drejer sig om disse horisontalt gældende regler.

Bekæmpelse af narkotikahandel og organiseret kriminalitet

Formandskabet orienterede om de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til bekæmpelse af narkotikahandel og organiseret kriminalitet, siden EU's køreplan for disse spørgsmål blev vedtaget i oktober 2023.

Kommissionen fremlagde EU's nye narkotikastrategi og EU's handlingsplan for bekæmpelse af narkotikahandel, som begge blev offentliggjort 4. december 2025.

Det retlige samarbejde med tredjelande

Under en uformel frokost drøftede ministrene det retlige samarbejde med tredjelande med fokus på udlevering. På samlingen 13.-14. juni 2024 godkendte Rådet efter arbejdet under det belgiske formandskab konklusioner om styrkelse af det retlige samarbejde med tredjelande om bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Konklusionerne indeholder en værktøjskasse med foranstaltninger, der har til formål at styrke det retlige samarbejde med tredjelande, og som skal anvendes fleksibelt og afhængigt af de specifikke omstændigheder: Det er afgørende at sikre udlevering fra tredjelande for at gøre fremskridt i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Ministrene udvekslede bedste praksis og erfaringer i den henseende.

Eventuelt

Formandskabet orienterede om sit arbejde med adgang til data med henblik på effektiv strafferetlig efterforskning og orienterede ministrene om ministerforummet mellem EU og Vestbalkan om retlige og indre anliggender, der fandt sted i Sarajevo i oktober 2025.

Kommissionen orienterede ministrene om strategien for digital retfærdighed og strategien for uddannelse af retsvæsenets aktører, der blev offentliggjort 20. november 2025, og forelagde årsrapporten om anvendelsen af chartret om grundlæggende rettigheder.

Belgien orienterede ministrene om (manglen på) efterforskningsforanstaltninger til sporing og inddrivelse af ulovligt erhvervede aktiver i en grænseoverskridende situation i fuldbyrdelsesfasen (dvs. fasen efter domfældelse), og det kommende cypriotiske formandskab fremlagde sit arbejdsprogram.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 11. december 2025