"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet for Retlige og Indre Anliggender (retlige anliggender), 13. oktober 2025
Vigtigste resultater
Retlige anliggender
Eurojusts fremtid
Justitsministrene havde en orienterende debat om Eurojusts fremtid. Eurojust, der har hjemsted i Haag, er EU's Agentur for Strafferetligt Samarbejde mellem de nationale efterforsknings- og anklagemyndigheder.
Ministrene delte deres synspunkter om Eurojusts muligheder for at forbedre sin støtte til de nationale efterforsknings- og retsforfølgningsmyndigheder i bekæmpelsen af grov kriminalitet. Mange ministre understregede, at Eurojust bør have midlerne og redskaberne til at støtte konkrete efterforskninger. Flere ministre fremhævede også den rolle, som Eurojust kan spille med hensyn til at forbedre det retlige samarbejde mellem EU og tredjelande, f.eks. i forbindelse med udlevering af narkotikakriminelle.
Europa-Kommissionen offentliggjorde i juli 2025 en evaluering af Eurojusts effektivitet og produktivitet og dets arbejdsmetoder og forventes at gennemføre en konsekvensanalyse af den lovgivning, der ligger til grund for Eurojust. Dagens udveksling af synspunkter mellem ministrene vil gøre det muligt at udstikke politiske retningslinjer for Kommissionen med henblik på en mulig revision af Eurojustforordningen.
Kommissionen gjorde status over det arbejde, der er udført på det retlige område vedrørende adgang til data.
Europa-Kommissionen orienterede om den offentlige høring, den har gennemført om datalagring – og som sluttede 12. september 2025 – samt den igangværende konsekvensanalyse. Formandskabet orienterede om de udvekslinger, der har fundet sted på teknisk plan om medlemsstaternes operationelle behov, udfordringer og bedste praksis i forbindelse med datalagring.
"Datalagring" henviser til de forpligtelser, der pålægges tjenesteudbydere som telekommunikationsvirksomheder, til at opbevare metadata (f.eks. telefonlokaliseringsdata) i en vis periode, så de kan anvendes som led i strafferetlig efterforskning. Siden EU-Domstolen i 2014 erklærede datalagringsdirektivet for ugyldigt, har der ikke været nogen EU-retlig ramme for datalagring.
Ruslands angrebskrig mod Ukraine: bekæmpelse af straffrihed
Ministrene blev opdateret om de igangværende bestræbelser på at bekæmpe straffrihed for forbrydelser begået i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine.
EU, dets medlemsstater og internationale organer har iværksat forskellige initiativer som oprettelsen af et fælles efterforskningshold mellem ukrainske og flere EU-medlemsstaters retlige myndigheder for at sikre ansvarlighed.
Europarådets medlemmer nåede i 2025 til enighed om oprettelsen af en international kravskommission. Dette organ vil gennemgå krav fra personer, der har lidt skade som følge af Ruslands aggression, og fastsætte en erstatning.
25. juni i år undertegnede Ukraine og Europarådet i Strasbourg også aftalen om oprettelse af en særlig domstol for aggressionsforbrydelser mod Ukraine. Medlemsstaternes eksperter i Rådet har indledt drøftelser om de nærmere bestemmelser for EU-landenes samarbejde med den særlige domstol.
Denne krig er en påmindelse om, at vores sikkerhed og værdier er uadskillelige. Derfor støtter vi op om visionen om "Et stærkt Europa i en verden i forandring" – for i tider med krig og usikkerhed er enhed vores største styrke. Støtte til Ukraines kamp for fred og frihed er en prioritet for det danske formandskab.
Under arbejdsfrokosten om udviklingen på retsområdet med hensyn til retsstatsforhold drøftede ministrene, hvordan man kan sikre politisk deltagelse og beskytte politikere mod trusler og vold. Denne debat fandt sted på baggrund af øgede trusler lige fra fysisk vold og intimidering til hadefuld tale online. Ministrene drøftede bl.a., hvordan man skaber balance mellem på den ene side behovet for at sikre en åben offentlig debat og på den anden side behovet for at beskytte politikerne mod skade og intimidering. De udvekslede også synspunkter og erfaringer vedrørende nationale beskyttelsesordninger for politikere og sikring af et informationsrum, der er sikkert mod misbrug og skade.
Europa-Kommissionen orienterede ministrene om den årlige statusrapport om forenkling, gennemførelse og håndhævelse. Frankrig tog ordet om det kommende europæiske demokratiskjold, som er et initiativ, der skal styrke informationsintegriteten i EU. Slovakiet orienterede om sin regerings reaktion på rapporten om retsstatssituationen 2025. Slovenien fremlagde oplysninger om USA's sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol og FN's menneskerettighedsrapportører.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.