Forbrugerbeskyttelse: rejserettigheder
EU-reglerne beskytter europæiske rejsende i og uden for EU.
Passagerrettigheder
EU-borgere har ret til at rejse frit i de 27 EU-lande med et gyldigt pas eller et nationalt identitetskort.
EU-regler sikrer beskyttelse af passagerer, som rejser i EU med fly, tog, skib eller bus, hvis der forekommer afbrydelser eller hændelser.
Aflysning
Bortkommet bagage
Forsinket afgang
Beskadiget bagage
Forsinket ankomst
Tilskadekomst under rejsen
Rejseudbyderen kan alt efter omstændighederne tilbyde fuld eller delvis refusion, omlægning af rejsen, ombooking, mad, indkvartering eller kompensation.
Personer med handicap og nedsat mobilitet:
- kan ikke nægtes transport
- skal modtage information om rejsen i et tilgængeligt format
- har ret til gratis assistance i terminaler og om bord
Ajourføring af reglerne
EU arbejder i øjeblikket på at styrke anvendelsen af passagerrettigheder . Der drøftes nye regler om:
- bedre håndhævelse af passagerernes rettigheder
- et højt beskyttelsesniveau for de mest sårbare passagerer
- passagerrettigheder i forbindelse med multimodale rejser
I juni 2026 nåede Rådet og Europa-Parlamentet til foreløbig enighed om at ajourføre reglerne om håndhævelse af passagerrettigheder. Målet er at forenkle, harmonisere og forbedre sammenhængen på tværs af de eksisterende rammer for alle transportformer. Dette gælder især med hensyn til at informere passagererne om deres rettigheder før og under rejsen, beskytte passagerer med nedsat mobilitet, behandle klager og sikre effektiv håndhævelse af passagerrettigheder.
Efter lange forhandlinger vedtog Rådet i juli 2026 ajourførte regler om flypassagerers rettigheder og luftfartsselskabers erstatningsansvar. Den nye ramme vil styrke og præcisere passagerers rettigheder.
De ajourførte regler omfatter:
- klarere vejledning om, hvordan der kan kræves kompensation i tilfælde af aflysning og forsinkelse
- ekstra bistand i tilfælde af forstyrrelser
- nye rettigheder ved "no show", for håndbagage og for personer med særlige behov
- forbedrede rettigheder for passagerer, der får omlagt rejsen
Flypassagerers rettigheder
Pakkerejser
Pakkeferier er et populært valg for turister. En pakkeferie kombinerer flere forskellige rejse- eller turistydelser såsom flyvninger, transfer, måltider, indkvartering, guidede ture, biludlejning osv.
EU-regler sikrer, at pakkerejserejsende:
- modtager klare oplysninger om de ydelser, der indgår i pakken, pakkens samlede pris, eventuelle visumkrav og deres rettigheder
- kan aflyse en pakkerejse uanset årsagen mod betaling af et rimeligt gebyr og gratis, hvis en aflysning skyldes sikkerhedsproblemer eller en naturkatastrofe, eller hvis pakkerejsens pris er steget med mere end 8 %
- skal have bistand fra rejsearrangøren, f.eks. i tilfælde af helbredsproblemer eller stjålne/bortkomne rejsedokumenter
- har ret til erstatning og eventuel hjemtransport, hvis rejsearrangøren går konkurs
30. marts 2026 vedtog Rådet det reviderede direktiv om pakkerejser. De ajourførte regler styrker forbrugernes rettigheder, mindsker byrden for operatørerne og præciserer pakkerejsearrangørernes forpligtelser i forbindelse med spørgsmål som refusion, beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens og brug af vouchere.
Korttidsudlejning af indkvartering
Onlineplatforme har gjort udlejning af lejligheder, huse eller værelser i korte perioder til en almindelig form for indkvartering for turister og rejsende.
EU har fastlagt regler for indsamling og videregivelse af data i forbindelse med korttidsudlejning af indkvartering.
Den lovgivning, der har været gældende siden 20. maj 2026, skal skabe større gennemsigtighed i sektoren for korttidsudlejning og være til gavn for alle:
- udlejerne får en nem registreringsprocedure
- platformene får et fælles regelsæt for de oplysninger, de skal indberette
- de rejsende vil få vigtige oplysninger, så de kan træffe deres valg
- myndighederne kan regulere på grundlag af nøjagtige og pålidelige data
De nye regler vil støtte den digitale omstilling af økosystemet i turismesektoren.
Syg eller tilskadekommet i udlandet
112 kan ringes gratis fra en fastnet- eller mobiltelefon overalt i EU for at tilkalde en ambulance og nødhjælp.
EU-borgere, der bliver syge eller er ude for en ulykke under et midlertidigt ophold i udlandet, har ret til samme lægebehandling som personer, der er forsikret i det land, de befinder sig i.
Det europæiske sygesikringskort er dokumentation for en sygeforsikring i et andet EU-land.
Konsulær beskyttelse
EU-borgere har ret til at bede om hjælp fra en anden medlemsstats ambassade eller konsulat, hvis de har brug for bistand uden for EU, f.eks. i tilfælde af:
- anholdelse eller tilbageholdelse
- en alvorlig ulykke
- alvorlig sygdom eller død
- naturkatastrofer eller politisk uro
- tab af pas eller rejsedokumenter
Se også
Seneste gennemgang: 13. juli 2026