Skip to content

Flypassagerers rettigheder

EU beskytter flypassagerers rettigheder. Reglerne om flypassagerers rettigheder er blevet ajourført for at gøre dem klarere og øge beskyttelsen.

Sådan beskytter EU flypassagerer

Flypassagerer i EU er beskyttet af en række tiltag, der har til formål at forsvare deres rettigheder i tilfælde af forsinkelser, aflysninger eller andre begivenheder, der påvirker deres rejseplaner.

Der har eksisteret regler til beskyttelse af flypassagerer siden 2004.

Hvad EU-reglerne dækker

EU-reglerne om flypassagerers rettigheder fastsætter tiltag for at kompensere rejsende i tilfælde af rejseafbrydelser. Tiltagene dækker de hyppigste årsager til afbrydelser.

Aflysning

Bortkommet bagage

Forsinket afgang

Beskadiget bagage

Forsinket ankomst

Tilskadekomst under rejsen

Retten til kompensation i tilfælde af aflysning og forsinkelse

Passagerer kan få kompensation i tilfælde af forsinkelse eller aflysning. Hvis en flyvning er mere end tre timer forsinket eller aflyses mindre end 14 dage før afgang, kan en passager have ret til kompensation på:

  • 250 € for alle flyvninger på højst 1 500 km
  • 400 € for alle flyvninger inden for EU eller flyvninger på mellem 1 500 og 3 500 km
  • 600 € for alle andre flyvninger

Hvad dækker reglerne?

Passagerer skal ikke være EU-borgere for at være beskyttet af reglerne. EU's flypassagerrettigheder gælder for alle passagerer:

  • som flyver inden for EU
  • som afrejser fra EU til et land uden for EU
  • som ankommer til EU fra et land uden for EU med et EU-luftfartsselskab

Klarere og strengere regler for flypassagerer

Med de ajourførte regler for flypassagerer, der blev godkendt i juli 2026, blev der indført et endnu stærkere beskyttelsessystem for flyrejser, som giver rejsende adgang til flere kompenserende foranstaltninger.

Ajourføringen af lovgivningen fokuserede på to elementer:

  • præcisering af de eksisterende passagerrettigheder
  • nye rettigheder

Styrkede og præciserede rettigheder

Flere af de eksisterende passagerrettigheder er blevet styrket og præciseret ved de ajourførte regler, bl.a.:

  • retten til at få rejsen omlagt
  • retten til bistand
  • retten til information og bedre kommunikation med luftfartsselskaber

Retten til at få rejsen omlagt

Luftfartsselskaberne skal tilbyde passagererne mulighed for at få rejsen omlagt ved førstgivne lejlighed, f.eks. til en alternativ lufthavn, på flyvninger, der udføres af andre luftfartsselskaber, eller ved hjælp af alternative transportformer, hvis det er relevant.

Hvis et luftfartsselskab ikke giver en passende mulighed for omlægning af rejsen inden for tre timer efter en afbrydelse, kan passagererne desuden selv arrangere omlægning af rejsen og anmode om refusion af op til fire gange den oprindelige billetpris.

Luftfartsselskabet skal omlægge passagerernes rejse for egen regning og under sammenlignelige transportbetingelser. Passagerer må f.eks. ikke tvinges til at tage flere tilsluttede flyforbindelser, hvis de har reserveret en direkte flyforbindelse.

Retten til bistand

Retten til bistand (forfriskninger, mad, indkvartering) er nu tydeligere. Flypassagerer har ret til:

  • forfriskninger hver anden time i ventetiden
  • et måltid efter tre timer og derefter hver femte time (op til tre måltider om dagen)
  • internetadgang og to telefonopkald

Hvis et luftfartsselskab ikke yder denne bistand, kan passagererne træffe deres egne foranstaltninger og få udgifterne refunderet bagefter. Luftfartsselskaberne skal refundere nødvendige, rimelige og forholdsmæssige udgifter senest 14 kalenderdage efter modtagelse af anmodningen.

Retten til information og bedre prisgennemsigtighed

Flypassagerer bør informeres bedre om deres rettigheder. Hvis et luftfartsselskab forventer, at en flyvning bliver forsinket, skal passagererne informeres straks, når det er muligt, og senest på det planlagte afgangstidspunkt, der er angivet på billetten. Luftfartsselskaber skal tilbyde passagerer mindst én gratis og effektiv måde at kommunikere med luftfartsselskabet på.

Nye rettigheder

Aftalen indfører også flere nye rettigheder, bl.a.:

  • høje servicestandarder for personer med særlige behov
  • et forbud mod boardingafvisning på returflyvninger, fordi en passager ikke foretog udrejsen ("no-show")
  • en forpligtelse til at vise flybilletpriser, herunder for håndbagage

Sikkerhedstiltag for personer med særlige behov

I de reviderede regler lægges der særlig vægt på personer med særlige behov som personer med handicap eller nedsat mobilitet, uledsagede mindreårige og gravide passagerer.

Bestemmelserne om personer med særlige behov indeholder:

  • nye kompensationsrettigheder, hvis lufthavne ikke yder tilstrækkelig bistand
  • fortrinsrettigheder i tilfælde af bistand og omlægning af rejsen
  • retten til at rejse med mobilitetsudstyr og servicehunde uden at skulle betale ekstra forsikring
  • retten til at få udskiftet mobilitetsudstyr uden omkostninger, hvis det bortkommer eller beskadiges

Familier, der rejser med børn, og den person, der ledsager en passager med særlige behov, får også ret til at sidde sammen gratis.

En passager med handicap i kørestol bistås af en lufthavnsmedarbejder iført en reflekterende sikkerhedsvest, mens en medarbejder fra et luftfartsselskab går ved siden af og holder et lille barn i hånden. Passageren i kørestol og medarbejderen fra luftfartsselskabet bærer begge et stykke bagage.

Forbud mod boardingafvisning på grund af "no-show"

En passager, der ikke foretog en udrejse ("no show"), kan ikke nægtes boarding ved returflyvningen. Boardingafvisning bliver også helt forbudt for passagerer med nedsat mobilitet, personer med handicap, gravide rejsende og uledsagede mindreårige.

Forpligtelse til at vise flybilletpriser, herunder for håndbagage

For at gøre det lettere at sammenligne luftfartsselskabers billetpriser skal flybilletpriser, herunder tillæg for håndbagage, også vises som standard, inden en reservationsprocedure indledes. Hvis en passager ikke ønsker at medbringe håndbagage, kan luftfartsselskabet stadig tilbyde en flybilletpris, der ikke omfatter håndbagage.

Passagerer har altid ret til at medbringe en personlig genstand om bord på flyet. En personlig genstand (f.eks. en håndtaske eller en lille rygsæk) må højst måle 40 cm x 30 cm x 15 cm eller bør kunne være under sædet foran passageren.

Se også

To store fly set forfra, hvoraf det ene befinder sig på en start- og landingsbane i forgrunden, mens det andet kommer ind til landing.
Luftfart

Luftfart

En mand og en kvinde står ved siden af hinanden klar til afrejse, hver især med en kuffert i hånden og en rygsæk på ryggen.
Forbrugerbeskyttelse: rejserettigheder

Forbrugerbeskyttelse: rejserettigheder

Et blåt EU-pas placeret over et stiliseret verdenskort.
Konsulær beskyttelse

Konsulær beskyttelse

Seneste gennemgang: 13. juli 2026