EU's mikrochipindustri
EU's mikrochipforordning anerkender den afgørende rolle, som mikrochips spiller i alt lige fra forbrugerelektronik til kritisk infrastruktur, og deres vigtige bidrag til EU's konkurrenceevne.
Hvad er mikrochips, og hvorfor er de vigtige?
Mikrochips (også kaldet chips eller halvledere) er små sæt elektroniske kredsløb, som frembringes på et lille fladt stykke silicium.
Mikrochips er DNA'et i moderne teknologi – de kan indsamle, lagre, behandle og forvalte data, hvilket gør dem væsentlige i en lang række daglige og kritiske anvendelser.
I hverdagen
Mikrochips er motoren i vores smartphones, bærbare computere, spillekonsoller, modemmer, fjernsyn og husholdningsapparater.
Til kritiske anvendelser
Mikrochips er afgørende inden for bilindustrien, luftfart og sundhedspleje, bl.a. i medicinsk udstyr til diagnostik.
I vigtig infrastruktur
Mikrochips spiller en afgørende rolle inden for energi, forsvar, mobilitet, data og kommunikationssystemer.
Mikrochips er også væsentlige for EU's ambition om at blive førende på verdensplan inden for AI og vil danne grundlag for de teknologier, der vil være centrale for at styrke EU's konkurrenceevne – fra AI-applikationer og cloudinfrastruktur til droner, opkoblede køretøjer og industriel robotteknologi.
EU's position på verdensmarkedet
Verdensmarkedet for halvledere er i hastig udvikling. Halvledere var i 2025 verdens tredjemest handlede vare efter olie og køretøjer.
Inden udgangen af 2030 forventes verdensmarkedet for halvledere at nå op på 1,37 bio. €, og AI-relaterede komponenter tegner sig for omkring 70 % af denne vækst.
Forbruget af halvledere i EU er nået op på 41,1 mia. €, hvilket svarer til 10,5 % af de globale forsendelser. Imidlertid producerer EU mindre end 10 % af verdens halvledere.
Desuden har næsten 80 % af leverandørerne til EU's halvlederfirmaer hovedsæde uden for EU.
EU's mikrochipforordning
Mål
EU's mikrochipforordning, der blev vedtaget i juli 2023, tager fat på de vigtigste udfordringer, som halvlederindustrien står over for, med henblik på at:
- afhjælpe mangler
- styrke selvforsyningen og mindske afhængigheden af udenlandske aktører
- skabe job af god kvalitet og forretningsmuligheder
Forordningen skal fordoble EU's globale markedsandel inden for halvledere fra 10 % til mindst 20 % senest i 2030.
Tre søjler
Mikrochips til Europa-initiativet
Dette initiativ støtter omfattende teknologisk kapacitetsopbygning og innovation.
Forsyningssikkerhed og modstandsdygtighed
Denne hjørnesten skal tiltrække flere investeringer og sikre en pålidelig forsyningskæde for halvlederproduktionen.
Overvågnings- og kriseresponssystem
Dette system gør det muligt at foregribe mangler og koordinere reaktioner under kriser, så EU kan handle hurtigt på forstyrrelser.
EU's mikrochipforordning er et afgørende skridt i retning af at sikre regionens konkurrenceevne på det globale marked for halvledere og samtidig sikre Europas teknologiske fremtid.
Ifølge en evaluering fra Kommissionen har mikrochipforordningen bidraget til at mobilisere mere end 52 mia. € i offentlige og private investeringer og skabt omkring 46 000 direkte og indirekte arbejdspladser.
Yderligere styrkelse af EU's teknologiske suverænitet
På trods af de fremskridt, der er gjort takket være forordningen om europæiske mikrochips, er EU stadig afhængig af tredjelande på centrale områder såsom avanceret chipproduktion og halvlederdesign. EU er for eksempel næsten fuldstændig afhængigt af USA og Asien, hvad angår de mest avancerede og banebrydende mikrochips på under 5 nanometer, herunder AI-chips.
3. juni 2026 fremsatte Kommissionen et forslag til forordning om europæiske mikrochips 2.0. På grundlag af den oprindelige mikrochipforordning og dens struktur med tre søjler er formålet med initiativet, som er en del af pakken om europæisk teknologisk suverænitet, at styrke EU's position i den globale værdikæde for halvledere.
Det skal også støtte udviklingen af banebrydende teknologier, især AI-applikationer og cloudteknologier, og samtidig styrke modstandsdygtigheden og mindske sårbarheder i forsyningskæden.
Derudover har forslaget fokus på at forbedre forsyningskædesikkerheden og sikre en stabil forsyning.
Rådet og Parlamentet er i øjeblikket i færd med at fastlægge deres holdninger til forslaget til forordning om europæiske mikrochips 2.0. Når holdningerne er vedtaget, skal de forhandle om forordningens endelige udformning.
Se også
EU's industripolitik
Forordning om kunstig intelligens
Hvad EU gør for at styrke sin konkurrenceevne
Seneste gennemgang: 11. september 2026