Skip to content

Den europæiske grønne pagt

Formålet med den europæiske grønne pagt er at skabe et renere, sundere og klimaneutralt Europa ved at ændre måden, vi producerer og forbruger på.

Hvad er den europæiske grønne pagt?

Den europæiske grønne pagt er EU's vækststrategi. Den består af en pakke med politikinitiativer, der blev lanceret i 2019 og baner vej for EU's grønne omstilling, hvis endelige mål er at opnå klimaneutralitet senest i 2050.

Det er EU's bidrag til Parisaftalen, som EU og alle medlemslandene har ratificeret, og som har fastsat målet om at holde den globale opvarmning på højst + 1,5° C i forhold til det førindustrielle niveau.

Den grønne pagt støtter EU's omstilling til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne og konkurrencedygtig økonomi.

Den understreger behovet for, at alle politikområder bidrager til bekæmpelsen af klimaændringer. Strategien støtter foranstaltninger på tværs af økonomiske sektorer, der omfatter energi, transport, industri, landbrug, bæredygtig finansiering m.fl.

Inden for rammerne af den grønne pagt har Rådet – sammen med Europa-Parlamentet som medlovgiver – vedtaget lovgivning, der har omdannet strategiens vision til love og regler, der anvendes i alle EU's medlemsstater.

Hvorfor vi har brug for den grønne pagt

Europas fremtid afhænger af en sund planet.

Menneskelige aktiviteter får den globale gennemsnitstemperatur til at stige, hvilket påvirker klimamønstrene. Hyppigere og kraftigere ekstreme vejrforhold har ødelæggende konsekvenser for liv og for økonomien.

Vores nuværende økonomiske og forbrugsmæssige mønstre er mere end, hvad planeten kan klare, og skader miljøet og naturen. Vi og økonomien er fuldstændig afhængige af, at miljøet og økosystemerne er velfungerende.

Fakta:

En indsats for at standse den globale opvarmning og beskytte naturen er afgørende for EU's fremtid og dets borgeres velfærd.

Selv om den grønne omstilling har høje omkostninger, fordi den kræver store investeringer i at ændre vores økonomiske model, vil omkostningerne ved ikke at handle være meget større. Det anslås, at de globale skader kan beløbe sig til hele 12 % af BNP inden udgangen af århundredet, hvis vi ikke gør noget for at tackle klimaændringerne.

Centrale mål for den grønne pagt

Visionen for den europæiske grønne pagt er at gøre EU til det første klimaneutrale område i verden inden 2050, mindske forureningen og genoprette en sund balance i natur og økosystemer.

Klimaneutralitet

Drastisk reduktion af drivhusgasemissioner, så EU kan blive det første klimaneutrale område i verden.

Cirkulær økonomi

Ny økonomisk model, hvor produkter genbruges, repareres og genanvendes, med henblik på affaldsreduktion og bevarelse af ressourcerne.

Ren industri

Fremstød for renere, mere bæredygtige og energieffektive industrier, der trives i EU og på de globale markeder.

Sundere miljø

Plan for genopretning af naturen og arbejde hen imod nulforurening for at sikre et sundt miljø for kommende generationer.

Mere bæredygtigt landbrug

Grønnere landbrugsmetoder for at beskytte miljøet og samtidig producere sunde og økonomisk overkommelige fødevarer.

Klimaretfærdighed

Plan for en retfærdig og inklusiv omstilling for at hjælpe de mennesker, der er mest berørt af omstillingen, og ikke lade nogen i stikken.

Her er nogle af de vigtigste politikområder i den grønne pagt, som Rådet har arbejdet på:

Otte veje til et grønnere liv i EU

Det er vigtigt, at vi omstiller os til en grønnere livsstil for at kunne håndtere klimakrisen og mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, især fra Rusland. EU og dets 27 lande arbejder på nye fælles regler inden for rammerne af Fit for 55-pakken for at reducere EU's CO₂-aftryk. Hvordan vil de nye regler præge måden, som vi lever, arbejder og rejser på? Læs vores historie og få nogle eksempler på, hvordan livet i EU vil se ud i 2030.

En bygning, en vindmølle, træer og en elbil.

Rådets rolle i den grønne pagt

Det Europæiske Råd har ansvaret for at fastlægge den overordnede politiske strategi og de overordnede retningslinjer for EU. Lederne vedtager den strategiske dagsorden hvert femte år for at fastsætte prioriteterne for EU's politikarbejde. Den europæiske grønne pagt er resultatet af den vision, som lederne nåede til enighed om i den strategiske dagsorden, der blev vedtaget i 2019.

Efter Europa-Kommissionens lancering af den grønne pagt anerkendte Det Europæiske Råd strategiens mål i sine konklusioner fra december 2019.

Omstillingen til klimaneutralitet vil medføre betydelige muligheder såsom potentiale for økonomisk vækst, for nye forretningsmodeller og markeder samt for nye job og teknologisk udvikling.

Det Europæiske Råds konklusioner, 12. december 2019

EU-Rådet fungerer som medlovgiver sammen med Europa-Parlamentet efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Kort fortalt har Kommissionen fremsat forslag til ny lovgivning som bebudet i strategien for den grønne pagt. EU's ministre mødes i forskellige rådssammensætninger og drøfter forslagene til tiltag, indfører ændringer og forhandler med Parlamentet om den endelige udformning af lovgivningen, inden den bliver vedtaget af begge institutioner og bliver til EU-lovgivning.

Infografikken forklarer Fit for 55-pakken, de centrale indsatsområder i EU for at nedbringe drivhusgasemissionerne og beslutningsprocessen for, hvordan forslagene bliver til EU-lovgivning.
Fit for 55: Sådan omsætter EU klimamål til lovgivning (Infografik)

Fit for 55: Sådan omsætter EU klimamål til lovgivning (Infografik)

Seneste gennemgang: 21. februar 2025