Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 17. november 2015 13.50

Rådets konklusioner om Den Centralafrikanske Republik

1.             Den Europæiske Union (EU) er fortsat fast besluttet på at støtte gennemførelsen af overgangen i Den Centralafrikanske Republik (CAR) med afholdelsen af troværdige og gennemsigtige valg. EU fordømmer den seneste tids vold og forsøg på destabilisering, som sigter mod at bringe landets tilbagevenden til forfatningsmæssig orden i fare og få hadet mellem de forskellige samfundsgrupper til at blusse op igen. Der bør ikke være nogen tolerance over for de parter, som nægter at overholde aftalen om afvæbning, som blev undertegnet den 10. maj 2015, aftalen om indstilling af fjendtlighederne og voldshandlingerne, som blev undertegnet den 23. juli 2014 i Brazzaville, samt de tilsagn, som blev givet af de politisk-militære grupper, der deltog i Banguiforummet, om at sætte en stopper for rekruttering og brug af børn, og som blev undertegnet den 5. maj 2015. I denne forbindelse er det afgørende at sikre bedre beskyttelse af civilbefolkningen og straks fortsætte bestræbelserne på at bekæmpe straffrihed. Det er fortsat vigtigt at gennemføre henstillingerne fra Banguiforummet for at sikre sikkerhed, fred, retfærdighed og national forsoning.

2.             EU glæder sig over, at overgangsmyndighederne den 9. november offentliggjorde en tidsplan for afholdelsen af valg og den 10. november 2015 indkaldte vælgerne til folkeafstemning og præsident- og parlamentsvalg. Det høje antal registrerede vælgere i CAR vidner om befolkningens vilje til at deltage i valgene. Det er vigtigt nu at mobilisere alle interne og eksterne kræfter, så der kan blive afholdt en folkeafstemning om forfatningen samt første runde af præsident- og parlamentsvalgene inden udgangen af 2015. Det er navnlig afgørende, at de centralafrikanske statsborgere, som er flygtet til nabolandene, i videst muligt omfang får mulighed for at blive registreret til valget. Ligeledes er det vigtigt at fortsætte bestræbelserne på hurtigt at få offentliggjort en endelig, troværdig og inklusiv valgliste for at styrke CAR's nationale samhørighed. I den forbindelse skal de bestræbelser, som FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har gjort for at hjælpe flygtningene og landene i de berørte regioner med at give de centralafrikanske flygtninge mulighed for at stemme, hilses velkommen.

3.             EU opfordrer den internationale mægler, formanden for Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC) og landene i underregionen til at give deres fulde støtte til den nye tidsplan for afholdelsen af valg, som er blevet godkendt af alle centralafrikanske interessenter, og hurtigst muligt godkende den tekniske forlængelse af overgangsperioden for at tilpasse den til den nye tidsplan. EU fortsætter med at undersøge de betingelser, som skal opfyldes for at udsende valgeksperter til de kommende valg i CAR i forlængelse af de igangværende bestræbelser og i en tilstrækkeligt sikker sikkerhedssituation takket være støtten fra de internationale styrker. EU, som yder det største bidrag til finansieringen af valgprocessen, glæder sig endvidere over flere staters tilsagn om bidrag og opfordrer det internationale samfund til snarest at opfylde sine forpligtelser.

4.             EU ser med tilfredshed på De Forenede Nationers multidimensionelle integrerede stabiliseringsmission i Den Centralafrikanske Republik (MINUSCA) og støtten fra operation Sangaris, som gør en uundværlig indsats for at sikre et sikkert miljø, navnlig under valgene, så hele befolkningen får mulighed for at deltage. Ud over valgene er MINUSCA's indsats for at støtte en varig stabilisering af CAR og reformen af sikkerhedssektoren (SSR), herunder gennem fremskridt i processen med afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR), afgørende, og den bør gennemføres i samarbejde med det internationale samfund.

5.             For at sikre en varig stabilisering af landet bør overgangsmyndighederne fortsætte bestræbelserne på at bekæmpe straffrihed med støtte fra MINUSCA og fra det internationale samfund. Et retsopgør og en genopbygning af strafferetskæden og fængselssystemet er af afgørende betydning, hvis det skal lykkes at sætte en stopper for krænkelserne af menneskerettighederne, herunder seksuel vold og kønsbestemt vold. I den forbindelse opfordrer EU alle parter til at bestræbe sig på at forebygge disse voldshandlinger og gentager vigtigheden af at overholde den internationale menneskerettighedsret.

6.             I lyset af den vanskelige sikkerhedsmæssige og politiske kontekst bifalder Rådet EUMAM-missionens arbejde og støtte til omstruktureringen af de centralafrikanske væbnede styrker. Den nylige lancering af ikkeoperationel træning er en ny etape i støtten til omstruktureringen af de centralafrikanske væbnede styrker (FACA), som Rådet ser på med tilfredshed. I denne forbindelse vurderer Rådet, at der er behov for at udvide støtten til FACA og imødekomme de centralafrikanske behov i samarbejde med FN, som har mandat fra Sikkerhedsrådet til at støtte reformen af sikkerhedssektoren i CAR. I denne forbindelse opfordrer Rådet den højtstående repræsentant til at indlede et planlægningsarbejde med henblik på at fremlægge et krisestyringskoncept i starten af 2016, som indeholder et forløb for udviklingen af EUMAM til en mission for strategisk rådgivning og operationel træning, som iværksættes, når de demokratisk valgte myndigheder er indsat, og i god tid inden EUMAM's mandat udløber. Dette skal ske i samarbejde med FN og i overensstemmelse med den igangværende reform af sikkerhedssektoren i Den Centralafrikanske Republik. Rådet understreger imidlertid vigtigheden af, at missionen EUMAM RCA samarbejder indgående med MINUSCA og de centralafrikanske myndigheder i lyset af de voldelige begivenheder i slutningen af september.

7.             EU, som indtil nu har bidraget med cirka 238 mio. EUR i støtte til overgangsregeringens vigtigste tiltag, gentager i forbindelse med sin samlede tilgang sit engagement i at styrke den centralafrikanske befolknings modstandsdygtighed takket være de tiltag, som finansieres af Bêkoutrustfonden. EU opfordrer andre partnere til at tage del i disse bestræbelser, navnlig med støtte til det nationale budget, for at gøre den offentlige sektor bedre rustet til at yde grundlæggende ydelser til befolkningen, herunder inden for sundhed og uddannelse, og for at sikre statens fortsatte eksistens. EU indgår fortsat i dialog med de centralafrikanske myndigheder med henblik på at forbedre forvaltningen af de offentlige finanser.

8.             EU fortsætter sin humanitære indsats til fordel for dem, som er ramt af konsekvenserne af krisen, både i CAR og i nabolandene. EU udtrykker anerkendelse for det arbejde, som de humanitære organisationer og udviklingsorganisationerne har udført under vanskelige sikkerhedsmæssige forhold, hvilket de seneste begivenheder i Bangui har vist. EU opfordrer den centralafrikanske regering og de internationale styrker i området til at fortsætte deres bestræbelser på at sikre disse organisationers medarbejdere, så de hurtigt kan redeployeres. Det er således altafgørende at sikre de humanitære organisationer og de udviklingsorganisationer, som befinder sig i CAR, uhindret og sikker adgang til de nødlidende befolkningsgrupper. EU opfordrer konfliktens parter til at sætte en stopper for og forebygge rekruttering og anvendelse af børn i væbnede grupper og fortsætte med at identificere, frigive og reintegrere disse børn i det civile liv. EU gentager vigtigheden af at overholde forpligtelserne i henhold til den humanitære folkeret.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024