- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 18. januar 2016 18.30
Rådets konklusioner om fredsprocessen i Mellemøsten
1. Rådet er dybt bekymret over, at den vedvarende voldsspiral har ført til alvorlige tab af menneskeliv i Israel og de palæstinensiske områder i de seneste måneder. EU fordømmer på det kraftigste terrorangrebene og voldshandlingerne fra alle sider og under alle omstændigheder, herunder dødsfald blandt børn. EU opfordrer de politiske ledere til med synlige handlinger at arbejde sammen om at bidrage til at skabe ro og imødegå de underliggende årsager til spændingerne. EU minder om den særlige betydning af de hellige steder og opfordrer til at opretholde status quo fra 1967 vedrørende Tempelbjerget/Haram al-Sharif i overensstemmelse med tidligere aftaler og med hensyn til Jordans særlige rolle.
2. EU opfordrer indtrængende alle parter til at afholde sig fra enhver handling, der kan forværre situationen ved opildnen eller provokation, og opfordrer parterne til at fordømme angreb, når de finder sted, og nøje overholde principperne om nødvendighed og proportionalitet ved magtanvendelse. Det roser begge parter for fortsat at koordinere sikkerheden i lyset af en ekstremt udfordrende situation. EU glæder sig over fremskridtene med Dumaundersøgelsen og opfordrer Israel til at stille alle bosættere, der begår vold, til regnskab. EU opfordrer også begge parter til i fællesskab og beslutsomt at bekæmpe opildnen og hadefulde udtalelser, f.eks. ved at oprette en høringsmekanisme vedrørende opildnen i overensstemmelse med deres tidligere tilsagn.
3. EU er overbevist om, at voldshandlingerne kun kan standses ved at genetabere en politisk horisont og genoptage dialogen. Sikkerhedsforanstaltninger alene kan ikke standse voldsspiralen. De underliggende årsager til konflikten skal imødegås. EU bekræfter på ny sin støtte til Kvartettens opfordringer til, at der tages betydelige forandringsskridt, som er i overensstemmelse med den overgang, der er fastsat i tidligere indgåede aftaler, med henblik på at genskabe tilliden og genopbygge tiltroen. EU opfordrer indtrængende begge parter til at gennemføre disse foranstaltninger hurtigst muligt. En grundlæggende ændring af Israels politik med hensyn til de besatte palæstinensiske områder, navnlig i Område C, vil øge de økonomiske muligheder væsentligt, styrke de palæstinensiske institutioner og forbedre stabiliteten og sikkerheden for både israelere og palæstinensere.
4. EU er forenet i sit engagement i at opnå en tostatsløsning – baseret på parametre fastsat i Rådets konklusioner fra juli 2014 – der opfylder de israelske og palæstinensiske sikkerhedsbehov og palæstinensernes stræben efter status som stat og suverænitet, bringer den besættelse, der blev indledt i 1967, til ophør og løser alle spørgsmål vedrørende endelig status for at bringe konflikten til ophør. Det er kraftigt imod alle handlinger, der undergraver tostatsløsningens levedygtighed, og opfordrer indtrængende begge parter til gennem politikker og handlinger at vise et ægte engagement i en tostatsløsning for at genoprette tilliden og finde tilbage til meningsfulde forhandlinger. Med henblik herpå vil EU fortsat nøje overvåge udviklingen på stedet og dens bredere følger og vil overveje yderligere foranstaltninger for at beskytte tostatsløsningens levedygtighed, som hele tiden bliver undergravet af nye forhold på stedet.
5. Sikring af en retfærdig og varig fred, som afslutter alle krav, vil kræve en øget fælles international indsats. EU vil, bl.a. gennem den indsats, der ydes af EU's særlige repræsentant, arbejde aktivt sammen med alle relevante aktører, herunder partnerne i Kvartetten, navnlig USA, i regionen og i FN's Sikkerhedsråd, hen imod en fornyet multilateral tilgang til fredsprocessen. Med tanke på den ånd af dialog og samarbejde, der prægede Madridkonferencen for 25 år siden, er oprettelse af en international støttegruppe og endnu en international konference to muligheder for at bidrage hertil. EU erindrer om sin vilje til at intensivere samarbejdet med regionale partnere på grundlag af det arabiske fredsinitiativ, der indeholder vigtige elementer til løsning af den arabisk-israelske konflikt og muligheden for at skabe en ramme for regional sikkerhed.
6. EU minder om, at staters og ikkestatslige aktørers efterlevelse af den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, herunder ansvarliggørelse, er en hjørnesten for fred og sikkerhed i regionen. EU opfordrer til beskyttelse af børn, herunder at sikre retten til uddannelse i et sikkert skolemiljø. Rådet understreger betydningen af civilsamfundets uhindrede arbejde både i Israel og de besatte palæstinensiske områder og følger den seneste udvikling i denne forbindelse med bekymring.
7. EU minder om, at bosættelserne er ulovlige ifølge folkeretten, udgør en hindring for fred og truer med at gøre en tostatsløsning umulig, og gentager sin stærke modstand mod Israels bosættelsespolitik og de foranstaltninger, der er truffet i den forbindelse, som f.eks. opførelsen af adskillelsesmuren uden for linjen fra 1967, nedrivning og konfiskering – herunder af EU-finansierede projekter – udsættelser, tvungne overførsler, bl.a. af beduiner, ulovlige bosættelser og rejse- og adgangsbegrænsninger. Det opfordrer indtrængende Israel til at afslutte al bosættelsesaktivitet og nedlægge de forposter, der er opført siden marts 2001 i overensstemmelse med tidligere indgåede forpligtelser. Bosættelsesaktiviteter i Østjerusalem skader alvorligt muligheden for, at Jerusalem kan blive hovedstad for begge stater.
8. EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til at sikre en fortsat, fuldstændig og effektiv gennemførelse af eksisterende EU-lovgivning og bilaterale ordninger vedrørende produkter fra bosættelserne. EU giver udtryk for sit engagement i at sikre, at alle aftaler mellem Staten Israel og EU - i overensstemmelse med folkeretten - entydigt og eksplicit skal angive, at de ikke kan anvendes på de områder, som Israel besatte i 1967. Dette udgør ikke en boykot af Israel, hvilket EU er stærkt imod.
9. EU opfordrer indtrængende alle palæstinensiske fraktioner til at deltage loyalt i forsoningsprocessen, som er et vigtigt element for at nå frem til en tostatsløsning. EU vil fortsætte sin støtte til de palæstinensiske forventninger om en status som stat. Det er af allerstørste betydning, at de positive resultater fra fortiden ikke går tabt, og de palæstinensiske institutioner skal fortsætte med at vokse sig stærkere, mere gennemsigtige, mere ansvarlige og mere demokratiske. EU opfordrer regeringen til at arbejde frem mod ægte og demokratiske valg for alle palæstinensere. Stærke, inklusive og demokratiske institutioner baseret på respekt for retsstaten og menneskerettighederne er afgørende for oprettelse af en levedygtig og suveræn palæstinensisk stat. EU opfordrer derfor alle palæstinensiske fraktioner til at finde et fælles grundlag og at arbejde sammen for at opfylde den palæstinensiske befolknings behov.
10. EU opfordrer alle parter til at tage hurtige skridt til at frembringe en grundlæggende ændring af den politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske situation i Gazastriben, herunder at lukningen af grænseovergange bringes til ophør, og at de åbnes fuldt ud, samtidig med at der tages hensyn til Israels legitime sikkerhedsinteresser. Militante gruppers nylige affyring af raketter er uacceptabel og understreger igen faren for eskalering. Alle aktører bør bekende sig til ikkevold og fred. EU opfordrer indtrængende de palæstinensiske parter til at gøre genopbygningen af Gaza til en overordnet national prioritet, især med hensyn til sundhed, energi og adgang til vand. Den Palæstinensiske Myndighed skal fuldt ud genoptage sine regeringsopgaver i Gaza, da det er en integrerende del af en fremtidig palæstinensisk stat. EU hilser de skridt, som Israel har taget for at lette nogle restriktioner for Gaza, velkommen. Men ophævelse af restriktioner for bevægelighed for personer, tjenesteydelser og varer – især dem, der betegnes som "produkter med dobbelt anvendelse" – er nødvendig for at muliggøre genopbygningsindsatsen og levering af basale tjenesteydelser. EU opfordrer alle parter, statslige og ikkestatslige aktører, til at sikre uhindret humanitær adgang til Gaza, som fastsat i den humanitære folkeret, for nationale, lokale og internationale humanitære organisationer, herunder EU-organer og medlemsstater. EU er fortsat rede til at indgå i arbejdet med parterne og relevante interessenter hen imod en løsning på situationen og opfordrer det internationale samfund til hurtigt at indfri sine løfter.
11. EU gentager sit tilbud til begge parter om en pakke bestående af europæisk politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig støtte og om et særligt privilegeret partnerskab med EU, som byder på betydelige fordele for begge parter i tilfælde af en endelig fredsaftale. EU understreger, at den fremtidige udvikling af forbindelserne mellem EU og såvel de israelske som de palæstinensiske partnere også vil afhænge af deres engagement i en varig fred på grundlag af en tostatsløsning.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024