- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 8. marts 2016 15.15
Selskabsskatteundgåelse: Rådet er enigt om sin holdning til udveksling af skatterelaterede oplysninger om multinationale selskaber
I afventning af Europa-Parlamentets udtalelse nåede Rådet 8. marts 2016 til enighed om sin holdning til udveksling af skatterelaterede oplysninger om multinationale selskabers aktiviteter.
Det Forenede Kongerige støttede fuldt ud denne holdning i afventning af høring af sit parlament.
Direktivet skal gennemføre en OECD-henstilling, der kræver, at multinationale selskaber indberetter skatterelaterede oplysninger detaljeret land for land, og at nationale skattemyndigheder automatisk udveksler disse oplysninger.
Pakke af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse
Det er det første element i en pakke af forslag, som Kommissionen offentliggjorde i januar 2016 for at styrke EU's regler om forebyggelse af selskabsskatteundgåelse. Pakken bygger på henstillinger, der er godkendt af OECD i efteråret 2015, for at tackle virksomheders udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS).
Rådets enighed viser det nederlandske formandskabs ambition om at gøre hurtige fremskridt med hensyn til pakken af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse.
Store multinationale selskaber
Direktivet skal gennemføre OECD's henstilling om land for land-rapportering (BEPS-aktion 13) og gøre den til et juridisk bindende instrument. Det omfatter multinationale virksomheder med en samlet konsolideret omsætning på mindst 750 mio. €.
Selv om dette kun vil omfatte 10-15 % af de multinationale koncerner, tegner disse grupper sig for 90 % af koncernernes samlede omsætning.
De multinationale selskabers skatteplanlægning er blevet mere vidtrækkende i de senere år, og skattepligtig fortjeneste flyttes til stater med gunstige skatteordninger. Aggressiv skatteplanlægning kan bestå i at udnytte de tekniske aspekter i et skattesystem eller divergenser mellem to eller flere skattesystemer til at betale mindre skat eller til helt at undgå at betale skat.
Oplysninger, der skal indberettes
Ved at øge gennemsigtigheden sigter udkastet til direktivet mod at tilskynde multinationale selskaber til at betale deres skat i det land, hvor de genererer deres overskud. De oplysninger, der skal indberettes land for land, omfatter omsætning, overskud, betalte skatter, kapital, fortjeneste, materielle aktiver og antallet af ansatte.
I henhold til direktivet vil et multinationalt selskab være forpligtet til at indgive en land for land-rapport i den medlemsstat, hvor det er skattemæssigt hjemmehørende, allerede for regnskabsåret 2016.
Hvis koncernens moderselskab ikke er skattemæssigt hjemmehørende i EU og ikke indgiver en rapport, skal dette ske gennem dets datterselskaber i EU. En sådan "sekundær rapportering" bliver obligatorisk fra regnskabsåret 2017, mens det er fakultativt i 2016.
Udveksling af oplysninger
Skattemyndighederne vil automatisk skulle udveksle disse rapporter, således at enhver risiko for skatteundgåelse i forbindelse med fastsættelse af intern afregningspris (1) kan vurderes. Med henblik herpå vil dette direktiv bygge på EU's eksisterende ramme for automatisk udveksling mellem skattemyndighederne, der er fastsat ved direktiv 2011/16/EU. Et eksisterende fælles kommunikationsnet vil blive anvendt for derved at spare gennemførelsesudgifterne.
Direktivet fastsætter frister på 12 måneder efter et regnskabsår for indberetning og yderligere tre måneder for automatisk udveksling.
En fælles EU-tilgang
Direktivet skal sikre en harmoniseret gennemførelse af OECD's henstilling om land for land-rapportering, herunder af 7 medlemsstater, der ikke er medlemmer af OECD.
Rådet vedtager direktivet, så snart Europa-Parlamentet har afgivet udtalelse og de nationale parlamentariske forbehold er hævet, samt teksten er endeligt udformet på alle sprog.
Ambitiøs tidsplan
For så vidt angår arbejdet med resten af pakken af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse har formandskabet fastsat en ambitiøs tidsplan. Rådet havde en første udveksling af synspunkter 12. februar 2016. Formandskabet har planer om at nå til enighed 25. maj 2016 om et forslag om regler, der skal tackle nogle af de mest fremherskende metoder til skatteundgåelse.
______________________________________
(1) Intern afregningspris er den pris, der betales for varer og tjenester, der udveksles mellem enheder i den samme koncern.
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024