Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 6. april 2017 22.37

Erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om de påståede kemiske angreb i Idlib, Syrien

Dette dokument er tilgængeligt på ikke-EU-sprog :

EU fordømmer på det kraftigste de luftangreb, der ramte byen Khan Sheikhoun i Idlibprovinsen 4. april 2017, hvilket har haft forfærdelige konsekvenser og dræbt og såret snesevis af civile, herunder børn og nødhjælpsarbejdere, og mange ofre viser symptomer på gasforgiftning.

EU opfordrer De Forenede Nationers Sikkerhedsråd til at mødes, på det kraftigste fordømme angrebet på Khan Sheikhoun og sikre en hurtig, uafhængig og upartisk undersøgelse af angrebet.

OPCW's undersøgelsesmission (FFM) er i færd med at indsamle og analysere oplysninger fra alle tilgængelige kilder. Mens undersøgelsen af dette angreb er i gang, er EU dybt bekymret over at konstatere, at det syriske regime tidligere har anvendt kemiske våben i 2015, som påvist i rapporterne fra august og oktober fra den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme, og som EU fordømte på det pågældende tidspunkt. I den forbindelse gentager EU, at det syriske regime som part i konventionen om forbud mod kemiske våben udtrykkeligt har forpligtet sig til at afstå fra anvendelsen af kemiske våben, og at det syriske regime har det primære ansvar for at beskytte den syriske befolkning. EU opfordrer derfor regimets allierede, navnlig Rusland, til at lægge et passende pres på det syriske regime med henblik herpå.

Anvendelsen af kemiske våben eller kemiske stoffer som våben udgør en krigsforbrydelse. Anvendelsen af disse våben i Syrien, herunder af regimet og af Da'esh, skal ophøre, og de identificerede lovovertrædere skal holdes ansvarlige for denne krænkelse af folkeretten.

De personer, der er ansvarlige for krænkelser af folkeretten og anvendelsen af kemiske våben, skal straffes i overensstemmelse hermed. I marts tilføjede EU fire højtstående syriske militære embedsmænd på sanktionslisten for deres rolle i anvendelsen af kemiske våben over for civilbefolkningen i overensstemmelse med EU's politik til bekæmpelse af spredning og anvendelse af kemiske våben.

EU vil fortsat støtte OPCW's bestræbelser i Syrien med hensyn til undersøgelsen af anvendelsen af kemiske våben og mener, at det internationale samfund skal fortsætte disse bestræbelser fremover.

Dette angreb udgør en åbenlys krænkelse af våbenhvilen. Det understreger det presserende behov for en reel og kontrolleret våbenhvile. EU opfordrer Rusland, Tyrkiet og Iran til at leve op til deres forpligtelser som garanter i denne henseende.

Denne type angreb bekræfter kun det presserende behov for en ægte politisk overgang i Syrien og EU's vilje til at støtte FN's bestræbelser på at nå frem til en politisk løsning på konflikten i Syrien gennem de interne syriske forhandlinger i Genève, som bekræftet igen på den internationale konference "Støtte til Syriens og regionens fremtid", som EU var vært for 5. april 2017 i Bruxelles.

Kandidatlandene den tidligere jugoslaviske republik Makedonien*, Montenegro* og Albanien*, EFTA-landene Island, Liechtenstein og Norge, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt Ukraine og Georgien tilslutter sig denne erklæring.

* Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Montenegro og Albanien deltager fortsat i stabiliserings- og associeringsprocessen.

Pressekontakter

  • Nabila Massrali fungerende talskvinde for EU-Udenrigstjenesten

  • +32 2 29 88093
  • +32 460 79 52 44

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024