Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 16. april 2018 10.35

Rådet vedtager sin holdning til en ny retlig ramme mod illoyal handelskonkurrence

Rådet vedtog i dag sin holdning vedrørende forordningen om modernisering af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, efter at der var opnået politisk enighed med Europa-Parlamentet i december 2017. Dette baner vejen for Parlamentets endelige vedtagelse af teksten i de kommende uger.

Forordningen ændrer den eksisterende retlige ramme, der giver mulighed for pålæggelse af højere told på dumpingimport og subsidieret import for bedre at beskytte EU-producenter mod skadelig illoyal konkurrence. Den nye forordning gør EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter mere forudsigelige, gennemsigtige og tilgængelige, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

"Vedtagelsen af disse nye handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter kommer virkelig i rette tid. I lyset af protektionismepresset og de voksende trusler mod det regelbaserede handelssystems værdier og principper er det endnu vigtigere, at EU har de rette værktøjer og samtidig støtter fri og fair handel", sagde Emil Karanikolov, minister med ansvar for handelsanliggender i Bulgarien, som for tiden har formandskabet for Rådet

Den foreslåede forordning vil:

  • øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden af midlertidige antidumping- og antisubsidieforanstaltninger. Dette omfatter en forhåndsfremlæggelsesperiode på 3 uger efter offentliggørelse af oplysninger, hvor midlertidig told ikke vil blive pålagt, samt ekstra sikkerhedsnet vedrørende lageropkøb
  • gøre det muligt at indlede undersøgelser uden en officiel anmodning fra erhvervslivet, hvis der er risiko for, at ikke-EU-lande vil indføre gengældelsesforanstaltninger
  • sætte fagforeninger i stand til at indgive klager sammen med erhvervslivet og lade dem blive interesserede parter i sager
  • nedsætte den normale undersøgelsesperiode til 7 måneder og begrænse den til højst 8 måneder. Endelig told skal pålægges inden for 14 måneder
  • gøre det muligt at indføre højere told i tilfælde af fordrejninger af priserne på råvarer, og hvis disse råvarer, inklusive energi, hver især udgør over 17 % af de modtagne varer. Derved kan toldniveauet tilpasses i henhold til "reglen om den laveste told", hvis det er i EU's interesse. Indførelse af højere told vil omfatte en målfortjeneste på mindst 6 %
  • give importører mulighed for at få tilbagebetalt told, der er opkrævet i forbindelse med en udløbsundersøgelse, hvis handelsbeskyttelsesforanstaltninger ikke opretholdes
  • tage hensyn til sociale og miljømæssige standarder, når det vurderes, om et tilsagn kan accepteres, og når skadestærsklen fastsættes

Rådets holdning blev vedtaget med kvalificeret flertal, idet Irland undlod at stemme, og Sverige og UK stemte imod. Europa-Parlamentet forventes at stemme om den endelige udgave af forordningen på plenarmødet og dermed afslutte lovgivningsproceduren ved andenbehandlingen.

Den formelle undertegnelse af forordningen ventes i Strasbourg i slutningen af maj. Forordningen bør offentliggøres i EU-Tidende kort tid derefter.

EU er i gang med den første gennemgribende evaluering af sine defensive handelsinstrumenter siden 1995
EU's defensive handelsinstrumenter (Infografik)

EU's defensive handelsinstrumenter (Infografik)

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024