"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Uformel videokonference mellem landbrugsministrene, 26. april 2021
Vigtigste resultater
Reform af den fælles landbrugspolitik
Formandskabet orienterede ministrene om fremskridtene i de interinstitutionelle forhandlinger (trilog) om reformpakken for den fælles landbrugspolitik og bad om vejledning fra dem om et kompromisforslag om grøn arkitektur. Et centralt element i formandskabets kompromisforslag er forhøjelse af de øremærkede beløb til økoordninger sammenlignet med Rådets generelle indstilling (gradvis stigning begyndende med 22 % i 2023 og op til 25 % i 2025) og bevarelse af finansiel fleksibilitet (f.eks. en indledende læringsperiode for medlemsstaterne).
Mange ministre tilkendegav, at de er åbne over for at overveje forslaget om forhøjede øremærkede beløb til økoordninger, men nogle ministre udtrykte bekymring og opfordrede formandskabet til at holde sig til Rådets generelle indstilling og den aftalte øremærkning på 20 % til økoordninger.
Alle ministrene udtrykte stærk præference for at bevare fleksibiliteten i den grønne arkitektur ved at forsvare elementer som en indledende læringsperiode og mulighed for at overføre midler mellem søjler for at undgå tab af uudnyttede midler.
Langt de fleste ministre udtrykte stærk støtte til formandskabets plan om at afslutte forhandlingerne under det portugisiske formandskab. Flere ministre fremhævede behovet for en aftale, der omfatter alle tre forordninger, som udgør reformpakken for den fælles landbrugspolitik.
Vi er nået frem til et fælles synspunkt om den grønne arkitektur, hvilket er et udmærket tegn på Rådets vilje til at fuldføre landbrugsreformen, et kompromis, som vi har indgået til fordel for europæiske landbrugere og borgere.
Maria do Céu Antunes, Portugals landbrugsminister
Markedssituationen
Kommissionen orienterede ministrene om situationen i den europæiske landbrugssektor og på de europæiske markeder og fremhævede, at landbrugsfødevaresektoren viser modstandsdygtighed generelt og garanterer fødevaresikkerheden under covid-19-krisen. Ministrene fremhævede de negative virkninger af den nylige frost, navnlig for vinsektoren og frugtsektoren. Flere ministre opfordrede indtrængende Kommissionen til at yde yderligere støtte til de berørte sektorer.
Covid-19: EU-støtte til landbrug og fiskeri (Infografik)
Handel
Ministrene havde en strategisk drøftelse om, hvilken retning EU's handelsforbindelser med tredjelande (samt andre relevante eksterne EU-politikker) bør følge for at bevare EU's landbrugsfødevaresektors bæredygtighed og miljømæssige anseelse. Ministrene udtrykte støtte til en åben, bæredygtig og ambitiøs handelsdagsorden, der sikrer lige konkurrencevilkår og støtte til de mere følsomme sektorer.
Ministrene havde også bemærkninger til Det Fælles Forskningscenters ajourførte undersøgelse af de kumulative økonomiske virkninger af igangværende og kommende handelsforhandlinger for EU's landbrugssektor: Mere regelmæssige ajourføringer og mere detaljerede analyser af handelsaftalers indvirkning på forskellige regioner og sektorer var de vigtigste ønsker.
Eventuelt
Kommissionen orienterede ministrene om resultatet af evalueringen af EU's strategi for dyrevelfærd for 2012-2015 og meddelte, at den agter at forelægge et relevant lovgivningsforslag inden udgangen af 2023. Flere ministre fremhævede betydningen af dyrevelfærd og tilføjede, at det er nødvendigt at revidere lovgivningen om dyretransport.
Den tyske delegation opfordrede Kommissionen til at overveje at udvide den obligatoriske mærkning af produktionsmetoder for høns til også at omfatte fødevarer, der indeholder æg som ingrediens i forarbejdede fødevarer (f.eks. pasta og mayonnaise). Dette initiativ fik støtte fra flere medlemsstater, som understregede merværdien af sådanne oplysninger for forbrugerne.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.