Skip to content
  • Rådet for Landbrug og Fiskeri

Rådet (landbrug og fiskeri), 22.-23. marts 2021

Vigtigste resultater

Fiskeri

Ministrene gjorde status over konsultationerne mellem EU og UK om fastsættelse af fiskerimulighederne for 2021 og for dybhavsbestande for 2021 og 2022. Eftersom de to parter muligvis ikke når til enighed inden udgangen af marts (når de midlertidige og begrænsede fiskerimuligheder udløber), vedtog ministrene en beredskabsplanom forlængelse af midlertidige fiskerimuligheder mellem EU og UK indtil 31. juli 2021. Med denne plan sikres EU's flåder uafbrudt fiskeri, indtil EU og UK når til enighed om endelige fiskerimuligheder for 2021 og for dybhavsbestande for 2021 og 2022.

Beredskabsplanen fastsætter midlertidige og begrænsede fiskerimuligheder i overensstemmelse med videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) for 2021 og inden for rammerne af handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og UK.

Ricardo Serrão Santos, Portugals minister for havspørgsmål
Beredskabsplanen garanterer, at EU-flåderne fortsat vil fiske på deres traditionelle fangstpladser efter marts måned. Jeg håber ikke, at vi får brug for denne plan, og at der er udsigt til en aftale om fastsættelse af endelige fangstbegrænsninger mellem EU og UK.
Ricardo Serrão Santos, Portugals minister for havspørgsmål
Ricardo Serrão Santos, Portugals minister for havspørgsmål

Ministrene udtrykte også tilfredshed med den uformelle afslutning af konsultationerne mellem EU og Norge og mellem EU og Norge og UK om fastsættelse af endelige fiskerimuligheder i Nordsøen og i Skagerrak og Kattegat for 2021.

Landbrug

Beredskab med hensyn til plantesundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod planteskadegørere

Ministrene udvekslede synspunkter om EU's beredskab med hensyn til plantesundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod planteskadegørere, der truer landbruget. Ministrene understregede, at det er vigtigt at øge bevidstheden om plantesundhed, og at der er behov for at kunne identificere farlige skadegørere tidligt og udrydde dem så effektivt som muligt.

Flere ministre nævnte, at digital kapacitet (f.eks. udvikling af digitale databaser) og innovation kan spille en vigtig rolle i håndteringen af nuværende og fremtidige udfordringer vedrørende plantesundhed og skadegørere. Ministrene fremhævede også, hvordan Europas beredskab kan styrkes, f.eks. ved at udarbejde beredskabsplaner og gennemføre streng grænsekontrol.

Brug af biologiske bekæmpelsesmidler mod skadegørere

Ministrene havde en orienterende debat om brugen af biologiske bekæmpelsesmidler, dvs. makroorganismer, mod planteskadegørere. Ministrene var enige om, at biologiske bekæmpelsesmidler er et realistisk alternativ til kemiske pesticider og kan bidrage til at nå visse mål i den grønne pagt og jord til bord-strategien.

Der var også bred støtte til formandskabets initiativ til at fremsætte et forslag til Rådets afgørelse, hvori Kommissionen anmodes om at foretage en undersøgelse af situationen i Unionen og mulighederne for import, evaluering, produktion og markedsføring af biologiske bekæmpelsesmidler.

Maria do Céu Antunes, Portugals landbrugsminister
Med beskyttelse af planter menes beskyttelse af vores biodiversitet, afgrøder, fødevareproduktion og i sidste ende vores liv. Sammen kan vi bygge videre på eksisterende initiativer og videreudvikle vores beredskab.
Maria do Céu Antunes, Portugals landbrugsminister
Maria do Céu Antunes, Portugals landbrugsminister

Reformpakken vedrørende den fælles landbrugspolitik

Formandskabet gav ministrene en opdatering om de igangværende interinstitutionelle forhandlinger om de tre forordninger, der udgør reformpakken for den fælles landbrugspolitik (for perioden 2023-2027). Formandskabet noterede sig ministrenes forskellige synspunkter om flere af reformpakkens aspekter. Formandskabet vil nu med nye politiske retningslinjer fra ministrene stile mod at fremme de interinstitutionelle forhandlinger yderligere, navnlig i en "supertrilog" fredag 26. marts 2021.

I deres drøftelser om de tre forordninger kom ministrene ind på emner som:

  • strategiske planer
  • ny gennemførelsesmodel
  • målretning af betalinger
  • markedsforvaltning og ekstraordinære foranstaltninger

Strategisk planer

Ministrene udvekslede synspunkter om udarbejdelsen af de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. Medlemsstaterne er ved at udarbejde deres nationale strategiske planer, også baseret på Kommissionens ikke juridisk bindende og landespecifikke henstillinger.

Ministrene takkede Kommissionen for at have fremsat de landespecifikke henstillinger. Mange ministre forklarede, at disse henstillinger er et godt tegn og et godt udgangspunkt for udformningen af de strategiske planer. De fremhævede dog, at planerne vil være baseret på primært nationale prioriteter, særlige forhold og SWOT-analyse.

Delegationerne gav udtryk for divergerende synspunkter om, i hvilket omfang målene for den grønne pagt og jord til bord-strategierne skal integreres i de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. Nogle ministre anmodede Europa-Kommissionen om en konsekvensanalyse af forbindelsen mellem disse strategier og den fælles landbrugspolitik.

Ny gennemførelsesmodel

Ministrene gentog udtrykkeligt deres præference for en ny gennemførelsesmodel (som fastsat i forordningen om strategiske planer og den horisontale forordning), så medlemsstaterne får tilstrækkelig fleksibilitet med hensyn til, hvordan de skal udforme deres finansieringstiltag, samtidig med at der sikres en forenklet proces. For at sikre forenkling og mindske bureaukratiet var mange ministre imod et forslag om et system med to lag, der indfører både overholdelses- og præstationsbaserede forpligtelser.

Målretning af betalinger

Formandskabet opridsede kompromisforslagene om en række udestående spørgsmål, hovedsagelig om den obligatoriske karakter (eller ej) om bestemmelser, bl.a. definitionerne af "aktiv landbruger" og "ny landbruger", nedsættelse af betalinger (loft), betalinger til mindre landbrugere og omfordelingsbetalinger. Der var divergerende meninger om de forskellige bestemmelser, men flere ministre fremhævede behovet for fleksibilitet med hensyn til forskellige foranstaltninger (de foretrak hovedsagelig frivillige bestemmelser).

Markedsforvaltning og ekstraordinære foranstaltninger

Formandskabet forklarede, at Rådets og Europa-Parlamentets holdninger stemmer forholdsvis overens med hinanden, når det gælder vin og geografiske indikatorer, men fortsat divergerer med hensyn til markedsstyring og kriseforanstaltninger. Ministrene opfordrede formandskabet til at holde sig tæt til de principper, der er aftalt og nedfældet i Rådets generelle indstilling (vedtaget i oktober 2020) og respektere EU's WTO-forpligtelser under de igangværende interinstitutionelle forhandlinger. De var også indstillede på at tilnærme sig Parlamentet i visse spørgsmål.

Eventuelt

EU's skovstrategi efter 2020

Den østrigske delegation med støtte fra 11 medlemsstater udtrykte betænkeligheder med hensyn til, hvordan forskellige initiativer inden for rammerne af EU's grønne pagt tackler skovrelaterede aspekter og potentielt foregriber anvendelsesområdet for EU's kommende skovstrategi for perioden efter 2020. Et flertal af ministre understregede behovet for at fremme en bæredygtig forvaltning af skove og deres multifunktionelle rolle i EU's skovstrategi. De opfordrede også Kommissionen til at anerkende skovenes bidrag til biodiversitet og modvirkning af klimaændringer i den kommende EU-skovstrategi for perioden efter 2020.

Forslag om at forenkle gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik

Den franske delegation forelagde på vegne af 14 medlemsstater et uofficielt dokument om at begrænse den administrative byrde i den nye fælles landbrugspolitik med specifikke forslag om den nye gennemførelsesmodel, indholdet af de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, delegerede retsakter m.m.

Covid-19-krisen og vinsektoren

Den spanske delegation sammen med 13 medlemsstater orienterede ministrene om behovet for yderligere midler til støtte for vinsektoren, som er blevet ramt af covid-19-krisen og USA's toldsatser.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Afstemningsresultater fra mødet

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Landbrug og Fiskeri

Se flere møder

Seneste gennemgang: 13. januar 2025