"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Uformel videokonference mellem ministrene med ansvar for det indre marked og industri, 25. februar 2021
Vigtigste resultater
Det europæiske semester – nationale genopretnings- og resiliensplaner
Ministrene havde en orienterende debat om, hvordan nationale genopretnings- og resiliensplaner bedst kan anvendes som instrument til levering af resultater vedrørende industripolitiske mål: styrkelse af det indre marked, den dobbelte omstilling og den strategiske autonomi i et åbent EU.
Genopretnings- og resiliensfaciliteten har fastlagt rammerne. Nu er det op til os at identificere de områder, sektorer og tiltag, der er afgørende for genopretningen på kort sigt og modstandsdygtigheden på langt sigt i vores nationale økonomier samt i EU's økonomi som helhed. Dagens drøftelser er et vigtigt første skridt i denne retning.
Pedro Siza Vieira, Portugals førsteminister for økonomi og digital overgang
Ministrene var generelt enige om, at Rådet (konkurrenceevne) bør spille en fremtrædende rolle i gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, og at det bør yde koordinering og vejledning i de investeringer, der skal foretages.
Det blev understreget, at et velfungerende indre marked og fair konkurrence er de vigtigste forudsætninger for, at Europa kan komme stærkere og mere modstandsdygtigt ud af covid-19-krisen. Ministrene understregede betydningen af at opretholde frie strømme af varer og tjenesteydelser for at sikre et velfungerende indre marked. De understregede behovet for koordinering mellem medlemsstaterne inden indførelse af midlertidige kontrolforanstaltninger ved de indre grænser i EU.
EU's strategiske autonomi skal også fortsat stå højt på dagsordenen. EU er nødt til at mindske afhængigheden i kritiske sektorer og med hensyn til produkter såsom vaccineproduktion og halvledere. Samtidig påpegede et stort antal ministre, at EU's økonomi bygger på princippet om åbne markeder og er baseret på multilaterale regler og et solidt netværk af frihandelsaftaler med globale partnere. De understregede imidlertid også betydningen af at opretholde lige konkurrencevilkår på globalt plan og gøre retfærdig men bestemt brug af eksisterende handelsinstrumenter for at beskytte EU's virksomheder og forbrugere mod urimelig praksis fra konkurrenter uden for EU.
Mange ministre understregede den rolle, som forskning og innovation spiller med hensyn til at fremskynde genopretningen og styrke modstandsdygtigheden. Støtteforanstaltninger bør være rettet mod de særlige behov hos små og mellemstore virksomheder, som er bindevævet i EU's økonomi. Et stort antal medlemsstater fremhævede behovet for at udvikle mere harmoniserede standarder for at understøtte det indre marked. En række ministre nævnte betydningen af innovative grænseoverskridende projekter, f.eks. om 5G-konnektivitet, samt betydningen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse som et middel til at styrke deres koordinering.
Ministrene opfordrede Kommissionen til at tage hensyn til ovennævnte idéer, når den færdiggør sin ajourføring af den nye industristrategi for Europa.
Formandskabet vil sammenfatte resultatet af debatten i en skrivelse, der sendes til formanden for Det Europæiske Råd som bidrag til drøftelserne på mødet i Det Europæiske Råd i marts 2021.
EU's nye forbrugerdagsorden
Ministrene havde en orienterende debat om Kommissionens meddelelse "En ny forbrugerdagsorden". I den forbindelse henviste de også til Rådets konklusioner om emnet, som blev vedtaget 22. februar 2021. Begge sæt konklusioner skal sammen med resultatet af den orienterende debat fungere som politiske retningslinjer for Kommissionen for fremtidige initiativer på dette område.
Forbrugernes tillid spiller en afgørende rolle for vores økonomiers genopretning og modstandsdygtighed. Vi er nødt til at styrke denne tillid ved at sætte skub i det indre marked og sætte forbrugerne i stand til at spille en aktiv rolle i vores økonomiers omstilling til morgendagens grønne og digitale Europa.
Pedro Siza Vieira, Portugals førsteminister for økonomi og digital overgang
Ministrene understregede den afgørende rolle, som forbrugerne spiller i den økonomiske genopretning. De understregede, at forbrugerbeskyttelse skal styrkes og integreres i alle politikområder for at sætte skub i det indre marked og fremskynde den økonomiske genopretning.
Flere ministre understregede, at forbrugernes tillid og gennemskuelige forbrugeroplysninger er vigtige elementer i genopretningen af Europas økonomi efter covid-19-krisen. I forbindelse med den grønne og den digitale omstilling er det bl.a. vigtigt, at forbrugerne føler sig styrkede og beskyttede mod praksisser som f.eks. grønvask, når de ændrer deres forbrugsmønstre.
Nogle ministre påpegede betydningen af at bekæmpe indbygget forældelse og fremme retten til reparation for at tilskynde til bæredygtigt forbrug.
For at øge detailforbruget online bør reglerne om digitale tjenester i hele EU sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse ved at præcisere og styrke onlineplatformenes ansvarlighed. Flere ministre nævnte den meget vigtige rolle, som den fremtidige retsakt om digitale tjenester og den fremtidige retsakt om digitale markeder skal spille i den henseende.
Det er også vigtigt, at Kommissionen og medlemsstaterne undersøger effektiviteten af de eksisterende mekanismer i forbrugerpolitikken med henblik på at være forberedt på fremtidige kriser og således øge forbrugernes modstandsdygtighed.
Ministrene drøftede (på et offentligt møde), hvordan det foreslåede direktiv kan videreføres.
Gennemsigtighed på skatteområdet er et grundlæggende princip i ethvert demokratisk samfund. Det sætter de politiske beslutningstagere i stand til at træffe informerede beslutninger og sikre, at alle økonomiske aktører bidrager på en retfærdig og rimelig måde til økonomien i de forskellige lande, hvor de driver forretning. Dagens debat har banet vejen for, at det foreslåede direktiv videreføres som en prioritet.
Pedro Siza Vieira, Portugals førsteminister for økonomi og digital overgang
Et klart flertal af ministrene var af den opfattelse, at det seneste konsoliderede forslag fra formandskabet er teknisk modent. De opfordrede det portugisiske formandskab til straks at anmode om et forhandlingsmandat for sammen med Europa-Parlamentet at undersøge muligheden for en aftale med henblik på en hurtig vedtagelse af direktivet.
Det portugisiske formandskab konkluderede, at der var politisk støtte til, at det anmodede om et forhandlingsmandat for sammen med Europa-Parlamentet at undersøge muligheden for en aftale med henblik på en hurtig vedtagelse af det foreslåede direktiv.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Taskforce for industriel forøgelse af produktionen af covid-19-vacciner
Ministrene blev orienteret af Kommissionen om det arbejde, der hidtil er udført af den nye taskforce for industriel forøgelse af produktionen af covid-19-vacciner i EU. Medlemsstaterne blev opfordret til at orientere Kommissionen om nationale bestræbelser på og kapacitet til at afhjælpe eventuelle flaskehalse i forbindelse med produktionen af covid-19-vacciner. Mange ministre så i deres indlæg med tilfredshed på oprettelsen af en taskforce, der skal behandle dette vigtige spørgsmål.
D9+-ministermøde – "Leading the Way to Europe’s Digital Decade" (Kursen sat mod Europas digitale årti) (27. januar 2021)
Den finske delegation orienterede ministrene om resultatet af det seneste møde i D9+-gruppen, som Finland var vært for via videokonference den 27. januar 2021. Dette resultat består af en fælles erklæring med titlen "Leading the Way to Europe’s Digital Decade" (Kursen sat mod Europas digitale årti) fra alle deltagende lande, hvor hovedbudskabet er, at Europas teknologiske konkurrenceevne er baseret på digital udvikling, innovation og et velfungerende indre marked.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.