Skip to content
  • Rådet for Konkurrenceevne

Uformel videokonference mellem forskningsministrene, 26. februar 2021

Vigtigste resultater

Forskning og innovation i genopretnings- og resiliensplanerne: investeringer og reformer

Ministrene havde en orienterende debat om, hvordan genopretnings- og resiliensfaciliteten kan bidrage til den videre udvikling af det europæiske forskningsrum (EFR).

Manuel Heitor, Portugals minister for videnskab, teknologi og videregående uddannelser
Forskning og innovation er i centrum for bestræbelserne på økonomisk genopretning efter covid-19-krisen. Forskning og innovation kan ikke blot stimulere den økonomiske aktivitet, men også fremskynde den grønne og den digitale omstilling og styrke vores økonomis modstandsdygtighed. Genopretnings- og resiliensfaciliteten giver en enestående mulighed for at styrke det europæiske forskningsrum og gøre det mere virkningsfuldt – og omvendt.
Manuel Heitor, Portugals minister for videnskab, teknologi og videregående uddannelser
Manuel Heitor, Portugals minister for videnskab, teknologi og videregående uddannelser

Ministrene understregede, at covid-19-pandemien har vist betydningen af forskning og innovation i bekæmpelsen af den nuværende sundhedsmæssige og økonomiske krise samt dets potentiale til at forebygge sårbarheder i fremtidige kriser. Desuden var der bred erkendelse af, at forskning og innovation er afgørende for at gennemføre den grønne og den digitale omstilling.

Eftersom genopretnings- og resiliensfaciliteten giver en enestående mulighed for at styrke EFR og gøre det mere virkningsfuldt, var ministrene generelt enige om, at investeringer i og reformer af forsknings- og innovationssystemer på passende vis bør afspejles i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der i øjeblikket er under udarbejdelse i medlemsstaterne.

Der var enighed om, at strukturreformer og intelligente investeringer i forbindelse med de nationale genopretnings- og resiliensplaner bør fokusere på forskning og innovation på de mest lovende områder såsom grøn brint, højtydende databehandling og kvantedatabehandling, kunstig intelligens, rumsystemer og innovationsknudepunkter. Flere ministre påpegede, at det er afgørende at fremskynde markedsadgangen for innovative løsninger.

Med udgangspunkt i EFR's stærke aktiver, navnlig fælleseuropæiske infrastrukturer, menneskelige ressourcer, grænseoverskridende forskningssamarbejde og åben videnskab, kan EU og medlemsstaterne i høj grad styrke inklusion og fremme økonomisk velstand gennem videnskabelig topkvalitet. I den forbindelse fremhævede en række ministre behovet for at modernisere universiteter og forskerkarrierer og understregede betydningen af at investere i menneskelig kapital og udvikling af færdigheder.

Mange ministre understregede betydningen af at støtte innovative opstartsvirksomheder og SMV'er ved at forenkle procedurerne for adgang til finansiering. For at maksimere løftestangseffekten bør der tilstræbes synergier mellem national finansiering og de forskellige europæiske programmer, navnlig Horisont Europa, samt den private sektors investeringer, idet overlapninger undgås. Flere ministre nævnte også den rolle, som partnerskaber spiller i det offentlig-private samarbejde og i grænseoverskridende projekter. I den forbindelse var der flere opfordringer til vejledning og ekspertise fra Kommissionen for at opnå den grad af koordinering, der er nødvendig for en vellykket gennemførelse af grænseoverskridende projekter og flerlandeprojekter.

Det portugisiske formandskab meddelte, at resultatet af debatten vil indgå i de kommende drøftelser mellem stats- og regeringscheferne på EU's forårstopmøde 25.-26. marts.

Eventuelt

a) Status for Rådets forordning om oprettelse af et fællesforetagende for europæisk højtydende databehandling

Det portugisiske formandskab orienterede ministrene om de fremskridt, der indtil videre er gjort med behandlingen af den foreslåede forordning i Rådets forberedende organer. Forslaget drøftes i øjeblikket i Forskningsgruppen.

b) EFR's "Forum for Transition" og pagten for forskning og innovation i Europa

Kommissionen orienterede ministrene om aktiviteterne i EFR's "Forum for Transition", der blev oprettet i januar. Det blev bemærket, at Kommissionen senest i juli 2021 agter at fremsætte et forslag til en pagt for forskning og innovation, der skal være det centrale element i den fremtidige forvaltningsramme for EFR.

c) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om Unionens deltagelse i det europæiske metrologipartnerskab, der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater

Kommissionen redegjorde (på en offentlig samling) for sit forslag til afgørelse om muliggørelse af EU's deltagelse i det europæiske metrologipartnerskab, som blev fremsat 23. februar.

d) Forslag til Rådets forordning om oprettelse af fællesforetagenderne under Horisont Europa

Kommissionen redegjorde for sit forslag til Rådets forordning om oprettelse af fællesforetagenderne under Horisont Europa, også kendt som "den enkelte basisretsakt", som blev fremsat 24. februar.

e) Orientering om den videnskabelige udtalelse om plasts biologiske nedbrydelighed i det åbne miljø

Kommissionen orienterede ministrene om den videnskabelige udtalelse fra Kommissionens gruppe af ledende videnskabelige rådgivere om plasts biologiske nedbrydelighed i det åbne miljø. Udtalelsen indeholder anbefalinger om de kriterier, der skal anvendes for at maksimere de miljømæssige fordele ved biologisk nedbrydeligt plast i forhold til konventionelle typer. Ifølge Kommissionen anbefaler gruppen en global reduktion i brugen af plast.

f) Partnerskab under Horisont Europa om pandemiberedskab

Kommissionen orienterede ministrene om den seneste status med hensyn til udarbejdelsen af Kommissionens forslag om et europæisk forsknings- og innovationspartnerskab om pandemiberedskab under Horisont Europa. Partnerskabet, som Kommissionen bebudede i april 2020 som led i de tiltag, der er fastlagt i handlingsplanen ERAvs.Corona, har til formål at øge potentialet i en koordineret europæisk reaktion på covid-19-pandemien med hensyn til forskning og innovation.

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Konkurrenceevne

Se flere møder

Seneste gennemgang: 14. januar 2025