Skip to content
  • Rådet for Konkurrenceevne

Rådet (konkurrenceevne (det indre marked og industri)), 25. november 2021

Vigtigste resultater

Forordningen om digitale markeder

Rådet nåede enstemmigt til enighed om en generel indstilling til forslaget til forordning om digitale markeder, der har til formål at skabe lige digitale vilkår med klare rettigheder og forpligtelser for store onlineplatforme.

Zdravko Počivalšek, Sloveniens minister for økonomisk udvikling og teknologi
Med Rådets aftale om både forordningen om digitale markeder og forordningen om digitale tjenester har vi nået en af formandskabets nøgleprioriteter. Vi mener, at vi i Den Europæiske Union går foran med et godt eksempel med reguleringen af det digitale marked, og at det vil føre til et mere konkurrencedygtigt digitalt miljø og et mere fair erhvervsklima.
Zdravko Počivalšek, Sloveniens minister for økonomisk udvikling og teknologi
Zdravko Počivalšek, Sloveniens minister for økonomisk udvikling og teknologi

Ministrene understregede betydningen af forordningen om digitale tjenester og påpegede behovet for at regulere store onlineplatforme og for et forslag, der sikrer retssikkerhed, og som er fremtidssikret.

Nogle medlemsstater understregede, at de ikke ønsker, at dette forslag udvandes under forhandlingerne med Europa-Parlamentet, og de fleste ministre støttede, at det bliver Europa-Kommissionen, der får eneansvaret for at håndhæve forordningen. Betydningen af at give SMV'er mulighed for at få deres innovationer ud på markedet og af lige vilkår for alle virksomheder blev også nævnt af mange delegationer.

Ministrene var generelt enige om, at forslaget udgør et retfærdigt og afbalanceret kompromis, der giver et stærkt mandat til forhandlingerne med Europa-Parlamentet, som efter planen indledes i 2022.

En EU-forordning på en baggrund af gule og blå prikker, der repræsenterer SMV-onlineplatforme
Forordningen om digitale markeder (Infografik)

Forordningen om digitale markeder (Infografik)

Forordningen om digitale tjenester

Rådet er nået til enighed om en generel indstilling til forslaget til forordning om digitale tjenester. Hovedformålet med den foreslåede forordning om digitale tjenester er at beskytte brugerne mod ulovlige varer, ulovligt indhold og ulovlige tjenester og beskytte deres grundlæggende rettigheder online. Forslaget moderniserer også en del af direktivet om elektronisk handel fra 2000.

Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister for digital omstilling
Forordningen om digitale tjenester vil ændre EU's digitale omgivelser enormt og skabe et sikrere og mere retfærdigt onlinemiljø for EU-borgerne. Sammen med forordningsforslaget om digitale tjenester udgør dette forslag kernen i den europæiske digitale strategi, og vi er overbevist om, at det vil genskabe borgernes tillid og øge forbrugerbeskyttelsen.
Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister for digital omstilling
Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister for digital omstilling

På den offentlige samling gav ministrene udtryk for deres støtte til forslaget og understregede betydningen af et sikrere digitalt miljø baseret på princippet om, at "hvad der er ulovligt offline, bør også være ulovligt online".

Ministrene understregede betydningen af innovation og behovet for at reagere hurtigt og samtidig sikre kvaliteten, men var i det store og hele enige om, at teksten udgør et afbalanceret kompromis.

De fleste medlemsstater hilste den øgede beskyttelse af mindreårige velkommen, og adskillige medlemsstater understregede betydningen af oprindelseslandsprincippet.

Den generelle indstilling danner grundlag for forhandlingerne med Europa-Parlamentet, som efter planen indledes i 2022.

Individuelle bobler, der viser de forskellige EU-medlemsstater og deres e-handel
Forordningen om digitale tjenester (Infografik)

Forordningen om digitale tjenester (Infografik)

Genopretningsplanen for Europa

Ministrene havde en orienterende debat om genopretningsplanen for Europa. De drøftede status for medlemsstaternes gennemførelse af de nationale genopretnings- og resiliensplaner samt tilgange til udarbejdelsen af planerne.

Ministrene gjorde rede for, hvilke udfordringer de forudser i forbindelse med gennemførelsen af planerne, såsom den nuværende forsyningsknaphed på halvledere og råstoffer og den nuværende mangel på arbejdskraft. Mange medlemsstater hilste Europa-Kommissionens kommende retsakt om chips og forslaget til et endnu et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse om mikroelektronik velkommen.

Konkurrencepolitik

Europa-Kommissionen orienterede ministrene om en meddelelse om en konkurrencepolitik, der skal være klar til nye udfordringer. Denne gennemgang af konkurrencepolitikken blev vedtaget af Europa-Kommissionen 18. november. Den redegør for bidraget fra konkurrencepolitikken og gennemgangen heraf til den grønne og den digitale omstilling og til et modstandsdygtigt indre marked.

Andre punkter på dagsordenen

Fit for 55-lovgivningspakken

Det slovenske formandskab gav en opdatering om status for gennemgangen af de forskellige elementer i Fit for 55-pakken med klimarelaterede lovgivningsforslag.

Fit for 55-pakken er et sæt indbyrdes forbundne forslag, som Kommissionen vedtog 14. juli med det formål at reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 % senest i 2030.

Rådet (konkurrenceevne) har en central rolle at spille med hensyn til at sikre, at EU lever op til det aftalte ambitionsniveau, som foreslås i pakken, og kan udstikke retningslinjer ved at tackle de udfordringer og muligheder for virksomhederne, der opstår som følge af omstillingen til klimaneutralitet.

Direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering

Det slovenske formandskab forelagde en situationsrapport om behandlingen af forslaget om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering, som blev vedtaget af Europa-Kommissionen 21. april 2021. Det foreslåede direktiv har til formål at udvide og styrke de eksisterende regler om ikkefinansiel rapportering for at sikre en konsekvent strøm af bæredygtighedsoplysninger gennem det finansielle system og dermed lette omstillingen til en bæredygtig økonomi. Forslaget forventes vedtaget i 2022.

Forordningen om produktsikkerhed i almindelighed

Det slovenske formandskab orienterede om status i behandlingen af denne vigtige forbrugerbeskyttelsessag, som Europa-Kommissionen vedtog 30. juni 2021. Forordningen om produktsikkerhed i almindelighed ajourfører og moderniserer de generelle rammer for sikkerheden ved nonfoodforbrugerprodukter og er af stor betydning for styrkelsen af det indre marked.

Direktivet om forbrugerkredit

Det slovenske formandskab forelagde en rapport om de fremskridt, der er gjort med forslaget til direktiv om forbrugerkredit. Forslaget, som blev fremsat af Europa-Kommissionen 30. juni 2021, har til formål at øge beskyttelsen af finansielle forbrugere og bidrage til en mere harmoniseret EU-retlig ramme for levering af finansielle tjenesteydelser i detailleddet i og mellem medlemsstaterne. Forslaget forventes vedtaget i 2022.

Det slovenske formandskab orienterede også om status for forordningen om maskinprodukter.

Andre punkter under eventuelt

Formandskabet orienterede delegationerne om topmødet om EU's næste generation af innovatorer, der blev afholdt 26.-27. oktober i Ljubljana, og om resultaterne af en workshop om reformen af REACH-restriktionerne, navnlig på områderne godkendelse og begrænsninger, der blev afholdt 9. november 2021 i Brdo.

Europa-Kommissionen fremlagde den årlige rapport for 2021 fra SMV-repræsentantnetværket og orienterede ministrene om arbejdet i industriforummet.

Den græske delegation orienterede ministrene om styrkelse af modstandsdygtigheden i EU's sundhedssektor og lægemiddelsektor, og den svenske delegation fremlagde et uofficielt dokument om en handlingsplan for servicesektoren. Den franske delegation forelagde det kommende formandskabs arbejdsprogram.

Rådet vedtog desuden uden debat de punkter, der figurerer på listen over ikkelovgivningsmæssige A-punkter.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Konkurrenceevne

Se flere møder

Seneste gennemgang: 3. februar 2025