"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Ministrene nåede til enighed om et forslag til Rådets direktiv om satser for merværdiafgiften (moms). Ajourføringen af retsakten skal sikre, at medlemsstaterne behandles ens, og at de får større fleksibilitet til at anvende nedsatte momssatser og momssatser på nul. Reglerne skal også udfase præferencebehandlinger for miljøskadelige varer.
Vi er i dag blevet enige om forslaget til Rådets direktiv om satser for merværdiafgiften. Sagen har været drøftet i Rådet længe, så jeg er glad for, at det er lykkedes os at få den afsluttet.
Andrej Šircelj, Sloveniens finansminister
De nye regler skal afspejle medlemsstaternes aktuelle behov og EU's nuværende politiske mål, som har ændret sig betydeligt, siden de gamle regler blev indført.
Bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme
Rådet noterede sig formandskabets situationsrapport om lovpakken om bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme.
EU-ambassadørerne blev 1. december 2021 enige om et mandat til at forhandle med Europa-Parlamentet om et af forslagene i pakken om en ajourføring af de eksisterende regler om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler. Ajourføringen har til formål at udvide reglernes anvendelsesområde til at omfatte visse kryptoaktiver.
De øvrige forslag i pakken er stadig til behandling i Rådet.
Formandskabet orienterede ministrene om status for pakken om digital finans. Rådet vedtog 24. november 2021 sin holdning til et forslag til forordning om markeder for kryptoaktiver (MiCA) og et forslag til retsakt om digital operationel modstandsdygtighed (DORA). Enigheden udgør Rådets forhandlingsmandat til trepartsforhandlingerne med Europa-Parlamentet.
24. november 2021 indgik formandskabet og Europa-Parlamentets forhandlere på politisk plan en foreløbig aftale om en pilotordning for markedsinfrastrukturer baseret på distributed ledger-teknologi (DLT). De nærmere detaljer i aftalen vil blive afklaret på teknisk niveau, hvorefter medlemsstaternes EU-ambassadører vil godkende aftalen, inden den formelle vedtagelsesprocedure i Rådet og Europa-Parlamentet indledes.
Ministrene gjorde status over de fremskridt, der er gjort med hensyn til at styrke bankunionen, på grundlag af en rapport fra formandskabet, der omfatter drøftelserne i Rådets Ad Hoc-Gruppe vedrørende Styrkelse af Bankunionen i andet halvår af 2021.
Ministrene havde en første udveksling af synspunkter om lovgivningsforslagene om kapitalmarkedsunionen, som Kommissionen forelagde 25. november.
Pakken om kapitalmarkedsunionen indeholder en meddelelse, der gør status over handlingsplanen, og 7 sektorspecifikke retsakter, der kan samles i 4 forskellige lovgivningsmæssige blokke: direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF-direktivet), forordningen om europæiske langsigtede investeringsfonde (ELTIF), det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP) samt direktivet og forordningen om markeder for finansielle instrumenter (MiFID/MiFIR). Målet med lovgivningspakken er at skabe bedre forbindelse mellem EU-virksomheder og investorer og forbedre deres adgang til finansiering, udvide investeringsmulighederne for detailinvestorer og bedre integrere kapitalmarkederne.
Ministrene gjorde status over gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten.
Gennemførelsen af faciliteten er på rette spor. Rådet har godkendt 22 genopretningsplaner. Samlet set består de hidtil godkendte planer af 291 mia. € i ikketilbagebetalingspligtig støtte og 154 mia. € i lån. 18 medlemsstater har samlet allerede fået over 54,2 mia. € i forfinansiering til at støtte deres økonomier baseret på grøn omstilling og digital omstilling.
Andrej Šircelj, Sloveniens finansminister
Alle medlemsstater undtagen Nederlandene har forelagt deres genopretnings- og resiliensplaner.
Rådet har vedtaget 22 gennemførelsesafgørelser, der godkender Kommissionens vurderinger af genopretnings- og resiliensplanerne, og allerede udbetalt over 50 mia. € i forfinansiering for at kickstarte investeringer og reformer.
Ministrene drøftede det europæiske semester 2022, herunder en årlig vækstundersøgelse for 2022, en rapport om varslingsmekanismen 2022 og en henstilling om den økonomiske politik i euroområdet som led i efterårspakken, som Europa-Kommissionen forelagde 24. november 2021.
Formanden for Det Europæiske Finanspolitiske Råd fremlagde rådets årsrapport for 2021 om den seneste finanspolitiske udvikling i EU.
10. november 2021 offentliggjorde rådet sin 5. årsrapport. I rapporten vurderes gennemførelsen af EU's finanspolitiske ramme i det første år af covid-19-pandemien, og der mindes om forslagene til at forbedre den finanspolitiske styring på grundlag af Kommissionens genoptagede revision af den økonomiske styring.
Ministrene blev enige om at tilføje en erklæring til Rådets protokol om det øgede antal ansatte i Europa-Parlamentet i budgettet for 2022.
23. november vedtog Rådet EU's budget for 2022, efter at der var opnået enighed med Europa-Parlamentet 16. november 2021. Næste års budget fastsætter de samlede forpligtelser til 169,5 mia. € og betalinger til 170,6 mia. €.
Rapport til Det Europæiske Råd om beskatningsspørgsmål
Siden juni 2012 har Rådet udarbejdet halvårlige rapporter til Det Europæiske Råd om beskatningsspørgsmål. Disse rapporter vedtages i Rådets forberedende organer og mere specifikt i Fiskalgruppen.
Ministrene noterede sig uden debat formandskabets rapport om de fremskridt, der er gjort med Fit for 55-forslagene og fokuserede især på forslagene om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og en revision af energibeskatningsdirektivet.
Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning)
Ministrene godkendte Rådets konklusioner om de fremskridt, der er gjort i Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) under det slovenske formandskab.
Formanden for Den Internationale Monetære og Finansielle Komité (IMFC)
Efter Magdalena Anderssons tilbagetræden fra stillingen som formand for IMFC støttede finans- og økonomiministrene Nadia Calviño, Spaniens vicepremierminister, som ny EU-kandidat til stillingen som formand for IMF's Internationale Monetære og Finansielle Komité (IMFC). Nadia Calviño vil nu søge stillingen gennem de gældende procedurer i IMF.
Rådet vedtog også uden debat punkterne på listerne over lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige A-punkter.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.