"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Udvidelse af euroområdet: orientering om valutaombytningen i Kroatien til eurosedler og -mønter.
Eurogruppen hilste Kroatien velkommen som det 20. medlemsland
Eurogruppen markerede den særlige begivenhed, at Kroatien har indført euroen. Kroatiens minister, Kommissionen og ECB orienterede ministrene om status for overgangen til euro.
Vi er nu en eurofamilie på 20 familiemedlemmer. Det er ikke kun udtryk for euroens fortsatte modstandsdygtighed og styrke – både nu og de kommende år – men også en anerkendelse af det ekstraordinære arbejde, som de kroatiske myndigheder og Kroatiens regering har udført for at gennemføre denne meget komplekse overgang på en så vellykket måde.
Det er også en glæde at byde Marko Primorac velkommen som fuldgyldigt medlem af gruppen, og vi ser alle frem til at arbejde tæt sammen med ham.
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Eurogruppen gjorde status over fremskridtene med projektet om en digital euro og drøftede vejen frem. Ministrene vedtog en erklæring fra Eurogruppen, som sammenfatter de synspunkter, der er fremført om de politiske emner, der hidtil er blevet drøftet, og skitserer den fortsatte inddragelse af Eurogruppen i dette projekt.
Efter 18 måneders meget detaljerede drøftelser om forskellige dele af dette projekt gav vi os tid til at reflektere over det arbejde, der er gjort, hvor vi står nu, og Eurogruppens synspunkter om nøgleområder i dette projekt. Hvad vi planlægger at gøre, er at fortsætte vores politiske samarbejde med ECB og med Kommissionen, som de gør fremskridt i deres processer, fordi Eurogruppen i dag har anerkendt, at mange af de beslutninger, der venter forude, i sagens natur er politiske.
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Den økonomiske situation og IMF's artikel IV-gennemgang af euroområdets politikker – personalets foreløbige besøg
Den Internationale Valutafond fremlagde resultatet af sit personales foreløbige artikel IV-besøg i euroområdet. IMF's gennemgang forventes afsluttet medio 2023. Ministrene hørte også bidrag fra institutionerne om deres vurdering af den seneste makroøkonomiske udvikling og de seneste makroøkonomiske udsigter.
Artikel IV-gennemgangen af euroområdet er en fast opgave, hvor IMF gennemgår den økonomiske udvikling, rådfører sig med politiske beslutningstagere i euroområdet og yder målrettet politisk rådgivning. Drøftelserne i Eurogruppen er en god mulighed for at udveksle synspunkter om den aktuelle udvikling og kommende udfordringer.
Samordning af finanspolitikken i euroområdet – energistøtte til husholdninger og virksomheder – casestudier
Ministrene fortsatte deres opgave med samordning af finanspolitikken med fokus på energistøtteforanstaltninger med en fremlæggelse af casestudier. Den franske og den nederlandske minister fremlagde deres nationale erfaringer og skabte grundlag for en drøftelse i Eurogruppen om udfordringerne i forbindelse med udformning og gennemførelse af foranstaltninger, der skal afbøde virkningerne af den kraftige stigning i energipriserne på husholdninger og virksomheder.
Som vi går ind i årets andet kvartal, er vi bevidste om, at finansministrene og regeringerne vil træffe beslutninger om forlængelse af foranstaltningerne og om deres udformning. Vi er taknemmelige for det arbejde, som den nederlandske og den franske minister har fremlagt for os vedrørende deres overvejelser om, hvordan de vil lede denne omstilling i løbet af året. Vi vil fortsætte dette arbejde, og vi håber, at vi – når vi nærmer os mødet i marts – kan drøfte de finanspolitiske retningslinjer for 2024 og også se på mulighederne for en bedre koordinering af de beslutninger, der skal træffes, når sommeren rykker nærmere.
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Aspekter vedrørende euroområdet i forbindelse med gennemgangen af den økonomiske styring
Ministrene drøftede aspekter vedrørende euroområdet i forbindelse med gennemgangen af den økonomiske styring, f.eks. arbejdet med udkastene til budgetplaner, den finanspolitiske kurs i euroområdet og makroøkonomisk stabilisering samt overvågningsprocessen efter programgennemførelsen og anvendelsen af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer på medlemsstater i euroområdet.
Vi var enige om flere forslag i Kommissionens retningslinjer specifikt om euroområdet, navnlig i forbindelse med udkastene til budgetplaner og overvågningsrammen efter programgennemførelsen. Drøftelserne om de bredere spørgsmål inden for rammen for økonomisk styring vil fortsætte, hovedsagelig i Rådet (økonomi og finans).
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Ministrene drøftede udkastene til henstillinger om den økonomiske politik i euroområdet for 2023, inden de godkendes i Rådet (økonomi og finans). Rådet retter på grundlag af Kommissionens forslag årlige henstillinger om den økonomiske politik til euroområdet samlet set inden for rammerne af det europæiske semester. Henstillingerne drøftes først i Eurogruppen og vedtages formelt af Rådet efter godkendelse af Det Europæiske Råd på mødet i marts.
Den lettiske minister fremlagde den nye lettiske regerings politiske prioriteter. Det er almindelig praksis i Eurogruppen, når et land får ny regering.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.