Skip to content

Den Økonomiske og Monetære Union

Den Økonomiske og Monetære Union indebærer samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker og finanspolitikker sammen med en fælles pengepolitik for de medlemsstater, der har indført euroen. Den bidrager til økonomisk stabilitet og vækst.

Sådan fungerer Den Økonomiske og Monetære Union

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er en af grundpillerne i Den Europæiske Union. Den støtter økonomisk stabilitet og vækst med høj beskæftigelse og holdbare offentlige finanser i medlemsstaterne.

I praksis omfatter ØMU'en:

  • en økonomisk union: samordning af nationale finanspolitikker og økonomiske politikker på grundlag af fælles regler og henstillinger, hovedsagelig i forbindelse med processen med det europæiske semester
  • en monetær union: en fælles pengepolitik for euroområdet fastsat af den uafhængige Europæiske Centralbank (ECB)

ØMU'en suppleres af:

  • en bankunion: mere harmoniserede regler for den europæiske finanssektor, centraliseret tilsyn og afvikling af banker i euroområdet
  • en kapitalmarkedsunion: regler, der fremmer privat risikodeling, og bedre adgang til finansiering

Hvem deltager i Den Økonomiske og Monetære Union?

Alle EU-medlemsstater er med i den økonomiske union og udgør sammen det indre marked. De har stadig kontrol over deres økonomiske politikker med undtagelse af pengepolitikken for dem, der er med i euroområdet, men træffer deres beslutninger i tæt samordning på grundlag af EU-regler og -henstillinger.

Med dets fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker og kapital supplerer det indre marked ØMU'en.

De 21 medlemsstater, der allerede har indført den fælles valuta – euroen – udgør den europæiske monetære union.

EU har fastsat såkaldte konvergenskriterier for de lande, som ønsker at blive medlem af euroområdet. For at blive medlem af euroområdet skal landene have:

  • lav inflation
  • holdbare offentlige finanser
  • stabile valutakurser
  • bæredygtige renter

Den Økonomiske og Monetære Unions historie

Den Økonomiske og Monetære Union kan betragtes som en fortsat uafsluttet proces, da den er resultatet af en igangværende proces med økonomisk integration i EU.

I 1957 besluttede medlemsstaterne at opbygge et fælles marked. Med tiden stod det klart, at et tættere økonomisk og monetært samarbejde var ønskeligt, for at det indre marked kunne udvikle sig og vokse yderligere.

Beslutningen om, at EU skulle oprette en økonomisk og monetær union med euroen som fælles valuta, blev formelt truffet af Det Europæiske Råd i december 1991 i Maastricht (Nederlandene). ØMU'ens principper er fastsat i traktaten om Den Europæiske Union, også kendt som Maastrichttraktaten.

ØMU'en blev indført i tre faser, og den tredje fase kulminerede med indførelsen af euroen, den fælles valuta, i januar 1999. I de første tre år blev euroen anvendt som regnskabsenhed og udelukkende til elektroniske betalinger. Euromønter og -sedler blev indført 1. januar 2002.

Uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union

Efter statsgældskrisen, der udspandt sig i 2009-2010 i kølvandet på finanskrisen, og som afslørede manglende aspekter i styringen af euroområdet, traf EU foranstaltninger til at styrke sin økonomiske og monetære union.

Det blev besluttet:

  • at oprette den europæiske stabilitetsmekanisme
  • at forbedre rammen for økonomisk styring
  • at iværksætte en bankunion

Under statsgældskrisen modtog en række euromedlemsstater finansielle bistandslån som led i tilpasningsprogrammer. I begyndelsen blev disse lån ydet gennem midlertidige instrumenter. I 2012 blev den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) imidlertid oprettet som et permanent instrument. Den kan yde finansiel bistand til lande i euroområdet, der står over for finansielle vanskeligheder, som kan udgøre en fare for andre medlemsstater eller euroområdet som helhed.

EU reviderede sin ramme for økonomisk styring i 2011 og 2013 med henblik på at forebygge og om nødvendigt korrigere finanspolitiske og makroøkonomiske ubalancer. De nye regler blev kendt som henholdsvis "sixpack"- og "twopack"-lovgivningen på grund af antallet af retsakter, der hver gang blev vedtaget. Dette omfattede en styrkelse af de fælles finanspolitiske regler i stabilitets- og vækstpagten.

Iværksættelse af bankunionen

På eurotopmødet i juni 2012 anerkendte man behovet for en velfungerende og stabil banksektor, navnlig for euroområdet. EU's ledere besluttede at iværksætte en bankunion. Med bankunionen ønsker EU at fremme finansiel integration og sikre, at urentable banker ikke reddes med skatteydernes penge.

Bankunionen startede med, at tilsynet med store banker blev centraliseret i Den Europæiske Centralbank gennem oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme (FTM). Senere blev der ved oprettelsen af den fælles afviklingsmekanisme (SRM) tilføjet en anden søjle, som centraliserede afviklingen af banker.

De fem formænds rapport

I 2015 offentliggjorde formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen en rapport, der skitserede en køreplan for ØMU'en, også kaldet "de fem formænds rapport".

EU gennemførte en række af rapportens henstillinger i månederne efter dens offentliggørelse. Det omfattede:

  • oprettelse af et europæisk finanspolitisk råd
  • indledning af drøftelser om fuldførelsen af bankunionen, bl.a. en europæisk indskudsforsikringsordning
  • en handlingsplan for kapitalmarkedsunionen

I december 2017 udpegede lederne fuldførelse af bankunionen og videreudvikling af ESM som prioriterede områder. I december 2018 drøftede de et "budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne" for euroområdet.

Videreudvikling af ESM

Efter det mandat, som euroområdets ledere fik på eurotopmødet i december 2018, arbejdede Eurogruppen på en revideret ESM-traktat indtil juni 2019. Ændringerne åbner mulighed for en mere effektiv og fleksibel anvendelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), bl.a.:

  • en mere tilgængelig forebyggende ESM-kreditlinje for medlemsstater, der kan have behov for finansiel støtte
  • en stærkere rolle for ESM i forbindelse med forebyggelse og styring af økonomiske kriser i euroområdet
  • en mere gennemsigtig tilgang til vurdering af bæredygtigheden af medlemsstaternes offentlige gæld
  • en kreditlinje eller "fælles bagstopperordning" for bankunionens Fælles Afviklingsfond

I november 2020 begyndte de nationale ratifikationsprocesser. Den reviderede ESM-traktat træder i kraft, når alle euromedlemsstater har ratificeret den.

Et fælles budgetinstrument

I juni 2019 nåede Eurogruppen også til enighed om de vigtigste elementer i budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne for euroområdet og for medlemsstaterne i EU's valutakursmekanisme (ERM II) på frivillig basis. EU oprettede valutakursmekanismen (ERM II) 1. januar 1999 som efterfølger til ERM. ERM II sikrer, at valutakursudsving mellem euroen og andre EU-valutaer ikke forstyrrer den økonomiske stabilitet i det indre marked. Den hjælper også landene med at forberede sig på at blive medlem af euroområdet.

Formålet med budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne var at skabe finansielle incitamenter til strukturreformer og offentlige investeringer med henblik på at styrke vækstpotentialet i euroområdets økonomier og den fælles valutas modstandsdygtighed over for økonomiske chok.

Arbejdet med budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne blev suspenderet, da covid-19-pandemien brød ud i 2020. Det tjente imidlertid som inspiration for genopretnings- og resiliensfaciliteten, som er kernen i den midlertidige genopretningsplan Next Generation EU.

Programmet gav medlemsstaterne betydelige EU-tilskud og -lån til støtte for investeringer og de reformer, der er nødvendige for at støtte deres økonomier efter pandemien og gennemføre den grønne og den digitale omstilling. Generelt viste ØMU'en sig at være mere modstandsdygtig end ti år tidligere.

Fuldførelse af bankunionen

I 2021 og 2022 genoptog Eurogruppen drøftelserne om fuldførelsen af bankunionen. Ministrene behandlede spørgsmål såsom krisestyring, indskudsforsikring, grænseoverskridende integration og sikring af finansiel stabilitet.

I juni 2022 vedtog Eurogruppen en erklæring om bankunionens fremtid. Ministrene var enige om, at arbejdet i første omgang skulle fokusere på at styrke ordningerne i den fælles ramme for bankkrisestyring og indskudsforsikring.

Kommissionen fulgte op på dette i april 2023 ved at fremlægge et lovgivningsforslag med henblik på yderligere at styrke EU's ramme for bankkrisestyring og indskudsforsikring med fokus på mellemstore og mindre banker.

Større reform af rammen for økonomisk styring

Genopretningen efter covid-19-pandemien og konsekvenserne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine har skabt nye udfordringer for EU's økonomi på baggrund af højere gældsniveauer og rentesatser og nye investerings- og reformmål. EU har derfor ajourført sin ramme for økonomisk styring yderligere for at gøre den klar til fremtiden.

Hovedformålet med reformen er at sikre sunde og holdbare offentlige finanser og samtidig fremme bæredygtig og inklusiv vækst i alle medlemsstater gennem reformer og investeringer.

29. april 2024 vedtog Rådet en lovgivningspakke om reform af EU's ramme for økonomisk og finanspolitisk styring. Den nye regler trådte i kraft 30. april 2024.

Fremtidsudsigter

EU-institutionerne og medlemsstaterne arbejder fortsat på at tilpasse ØMU'en til en verden i forandring og behovene.

Der arbejdes også på en eventuel indførelse af en digital euro.

Se også

Emner

Seneste gennemgang: 1. januar 2026