"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (udenrigsanliggender) og Rådet (udenrigsanliggender (forsvar)), 21. marts 2022
Vigtigste resultater
Udenrigsanliggender
Ruslands militære aggression mod Ukraine
Ministrene drøftede Ruslands militære aggression mod Ukraine. Indtil videre har 13 millioner mennesker brug for øjeblikkelig humanitær bistand, og over 3,3 millioner er flygtet ud af landet.
Ministrene stod sammen om at støtte Ukraine. De blev enige om fortsat at inddæmme og isolere Rusland diplomatisk og internationalt og fordømme landets krigsforbrydelser og krænkelser af den humanitære folkeret.
EU vil fortsat støtte Ukraine økonomisk og finansielt og støtte de ukrainske væbnede styrker. I den forbindelse nåede ministrene til politisk enighed om at mobilisere yderligere 500 mio. € under den europæiske fredsfacilitet.
De russiske væbnede styrker i Ukraine begår alvorlige krigsforbrydelser mod det ukrainske folk. Det kan ikke gå upåtalt hen. Derfor ser vi med tilfredshed på den undersøgelseskommission, som FN's Menneskerettighedsråd har nedsat. Vi ser også med tilfredshed på den efterforskning, som Den Internationale Straffedomstols anklager udfører, og vi minder om, at Den Internationale Domstol har beordret Rusland til at standse invasionen af Ukraine.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
EU er klar til at skærpe de restriktive foranstaltninger yderligere, hvis situationen kræver det, og samarbejde med internationale partnere.
Moldovas vicepremierminister og udenrigsminister, Nicu Popescu, deltog i ministrenes drøftelse.
Moldova, hvor 13 % af børnene er ukrainske flygtninge, er et af de lande, der er hårdest ramt af den russiske aggression og et af de mest truede lande. EU tager Moldovas bekymringer og behov alvorligt, og ministrene understregede deres tilsagn om i fællesskab at øge EU's støtte til landet.
Mali
Rådet drøftede situationen i Mali.
Overgangsmyndighederne i Mali har ikke bare krævet, at Barkhane- og Takuba-styrkerne trækker sig ud af landet, men har også besluttet at samarbejde med de russisktilknyttede lejesoldater i Wagnergruppen, som er berygtet for sine grusomheder, hvor end den opererer.
Rådet bekræftede, at EU's militære uddannelsesmission i Mali (EUTM Mali) ikke på nogen måde kan deltage i aktiviteter, der kan underminere EU's omdømme.
Den højtstående repræsentant har derfor skriftligt anmodet om garantier for, at de enheder, der er uddannet af EU, ikke vil arbejde eller samarbejde med Wagnergruppen. EU afventer svar fra de maliske myndigheder, men vil, såfremt disse garantier ikke gives, ikke have andet valg end at tage sin tilstedeværelse i Mali op til fornyet overvejelse.
Indtil da yder EU fortsat direkte finansiel støtte til befolkningen i Mali og Sahel mere generelt og vil udvide sin støtte til Burkina Faso og Niger.
EU's udenrigs- og forsvarsministre godkendte på en fælles samling det strategiske kompas, en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik senest i 2030.
Da jeg præsenterede kompasset i november, sagde jeg, at Europa er i fare. Det er i dag helt åbenlyst tilfældet. Denne uprovokerede og uberettigede invasion markerer en "tektonisk forskydning". Vores reaktion på krigen har vist, at vi som EU kan handle beslutsomt og hurtigt, når vi står sammen. Det bliver bekræftet af vedtagelsen af kompasset i dag.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Det strategiske kompas giver en fælles vurdering af det strategiske miljø, som EU opererer i, og af de trusler og udfordringer, som Unionen står over for. For første gang nogensinde fremsætter dokumentet konkrete og praktisk omsættelige forslag med en meget præcis tidsplan for gennemførelsen, der skal forbedre EU's evne til at handle beslutsomt i krisesituationer og forsvare sin sikkerhed og sine borgere.
Kompasset understreger også klart betydningen af de transatlantiske forbindelser og NATO's rolle i det kollektive forsvar. Et stærkere og bedre rustet EU på sikkerheds- og forsvarsområdet vil bidrage til at styrke den transatlantiske sikkerhed og NATO.
Det forventes, at Det Europæiske Råd godkender det strategiske kompas 24.-25. marts 2022.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.