Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender), 16. maj 2022

Vigtigste resultater

Vestbalkan

Rådet (udenrigsanliggender) havde en strategisk drøftelse om, hvordan EU kan hjælpe med at afbøde konsekvenserne af den russiske aggression mod Ukraine på Vestbalkan. Ministrene undersøgte mulige EU-tiltag for at styrke EU's politiske engagement i regionen yderligere og overvejede, hvordan EU kan hjælpe partnerne på Vestbalkan med at øge deres modstandsdygtighed over for eksterne aktører og hybride trusler.

Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Alle vores partnere mærker de direkte konsekvenser, som Ruslands krig har rundt om i verden: på energipriser, fødevaremangel og inflation. Vi er nødt til at tilpasse vores finansielle støtte til disse nye behov, og vi vil i forbindelse med disse tiltag inddrage vores partnere for at afbøde virkningerne af den kommende krise.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Under en arbejdsfrokost mellem EU's udenrigsministre sluttede deres kolleger fra de seks partnere på Vestbalkan sig til dem, og de drøftede regionens fremtid på vejen mod Den Europæiske Union.

Rådet udtrykte tilfredshed med disse partneres valg, som er helt i tråd med EU's udenrigspolitik og sanktioner, og udtrykte en klar forventning om, at alle partnere i regionen, navnlig kandidatlandene, bakker op om europæiske værdier og den europæiske udenrigspolitik.

Ministrene opfordrede også partnerne på Vestbalkan til at tænke og handle mere strategisk i forbindelse med deres nationale problemer, reformer og løsning af udestående bilaterale spørgsmål.

Rådet drøftede situationen i Bosnien-Hercegovina og gentog, at EU fastholder landets EU-perspektiv som et selvstændigt, forenet og suverænt land. Tilbagerulning af reformer og opløsning af statslige institutioner er uforeneligt med et europæisk perspektiv og er uacceptabelt.

Med hensyn til dialogen mellem Beograd og Pristina gentog ministrene deres forventninger om fuld overholdelse og gennemførelse af alle tidligere aftaler og en gradvis normalisering af forbindelserne mellem Serbien og Kosovo*.

*Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/1999 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

Russisk aggression mod Ukraine

Rådet (udenrigsanliggender) drøftede den igangværende russiske aggression mod Ukraine og fokuserede på den seneste udvikling på stedet og på EU's indsatsområder. Ministrene drøftede navnlig EU's støtte til Ukraine, diplomatisk outreach, afskrækkende foranstaltninger, russisk manipulation af oplysninger og indblanding samt bestræbelserne på at sikre ansvarliggørelse.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, og Canadas udenrigsminister, Mélanie Joly, deltog også i drøftelsen.

Vi analyserede alle måder, hvorpå vi kan yde finansiel støtte: til afhjælpning af den forværrede humanitære situation og Ukraines umiddelbare finansielle behov under krigen og til genopbygningen af landet efter krigen og til selvforsvar. Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Ministrene drøftede forslaget om at bevilge yderligere 500 mio. € fra den europæiske fredsfacilitet til levering af våben til Ukraine.

Ministrene overvejede også, hvordan Ukraines økonomi kan støttes gennem handelsliberalisering og transportfremmende foranstaltninger. I kraft af den nylige vedtagelse af en EU-handlingsplan for solidaritetsbaner mellem EU og Ukraine hjælper EU allerede Ukraine med at fortsætte med at producere og eksportere korn og hvede på verdensplan.

Rådet kom ind på spørgsmålet om russisk manipulation af oplysninger og Ruslands forsøg på at skyde skylden for de voksende globale konsekvenser af dets aggression over på ikke kun Ukraine, men også over på EU og Vesten generelt. Rådet afviste kategorisk Ruslands fortælling og vil fortsætte med at tilbagevise den. Energi- og fødevaremangel samt prisstigninger er resultatet af Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig.

Sammen med G7, G20 og FAO arbejder EU på at afbøde de negative virkninger af Ruslands aggression og sikre fødevareforsyningen til alle lande.

Aktuelle sager

Den højtstående repræsentant orienterede Rådet om sin nylige mission til Latinamerika, hvor han mødtes med lederne i Chile og Panama.

Han orienterede også om EU's finansielle støtte til Palæstina som opfølgning på samlingen i Rådet (udenrigsanliggender) i april.

Rådet blev også orienteret om situationen i Etiopien, de fortsatte spændinger i det østlige Middelhavsområde og status for to EU-medlemsstaters ansøgning om NATO-medlemskab.

Rådets konklusioner

Rådet godkendte konklusioner om en EU-strategisk tilgang til støtte for afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter.

Ligestilling af markinspektioner og af visse frøsorter, der er produceret i Bolivia

Ministrene vedtog Kommissionens forslag om ligestilling af markinspektioner af afgrøder til formering af sædekorn og afgrøder til formering af frø af olie- og spindplanter, der er produceret i Bolivia. Rådets godkendelse vil føje Bolivia til listen over tredjelande, hvis frøcertificeringssystem er anerkendt som ligestillet med EU's, og tillade import af frø af sorghum, majs og solsikke fra Bolivia til EU-markedet.

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 5. februar 2025