"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Uformel videokonference mellem telekommunikationsministrene, 14. oktober 2021
Vigtigste resultater
Retsakten om kunstig intelligens
Telekommunikationsministrene havde deres første indgående orienterende debat om forslaget til retsakten om kunstig intelligens for at udstikke politiske retningslinjer for det videre arbejde med dette komplekse forslag.
Drøftelsen fokuserede på retsaktens lovudformning og udfordringerne med at gennemføre den effektivt.
Ministrene udtrykte i dag klar støtte til én omfattende lov om kunstig intelligens, der skal tjene som model i hele verden, i lighed med den generelle forordning om databeskyttelse, GDPR, på området beskyttelse af personoplysninger. Der venter fortsat et stort arbejde, da vi ønsker at sikre, at retsakten om kunstig intelligens skal nå sit dobbelte mål om at garantere sikkerhed og respekt for de grundlæggende rettigheder og stimulere udviklingen og udbredelsen af AI-baseret teknologi i alle sektorer. Det slovenske formandskab vil fortsætte det intensive arbejde med dette forslag, som det anser som en topprioritet på det digitale område.
Boštjan Koritnik, Sloveniens minister for offentlig forvaltning og mødeleder
Under drøftelserne understregede ministrene, at kunstig intelligens kan have betydelige samfundsmæssige og økonomiske fordele på tværs af en lang række sektorer, men de fremhævede også behovet for at beskytte privatlivets fred og garantere sikkerhed og tryghed, så der kan opbygges den nødvendige tillid til disse nye teknologier.
Ministrene slog kraftigt til lyd for fortsat at arbejde hen imod etablering af en horisontal og menneskecentreret lovgivningsmæssig ramme for kunstig intelligens som foreslået af Kommissionen for at sikre retssikkerhed og overensstemmelse for udviklere og brugere. Visse delegationer nævnte behovet for at sikre overensstemmelse med relaterede regler i anden lovgivning.
Samtidig med at risiciene imødegås, og det sikres, at AI-systemer respekterer EU's værdier, skal den nye retsakt være fremtidssikret og fremme innovation. Det kræver, at dens bestemmelser er fleksible nok til at kunne tilpasses teknologier i hurtig udvikling.
Delegationerne hilste den risikobaserede tilgang i forslaget velkommen, men anførte, at mange spørgsmål kræver yderligere drøftelser, navnlig med hensyn til retsaktens anvendelsesområde, retshåndhævelsesaspekterne og definitionerne af nøglebegreber. Klarhed over disse blev anset for afgørende for retssikkerheden og en gnidningsløs gennemførelse af retsakten.
Reguleringsmæssige sandkasser og forsøgsfaciliteter blev anset for nyttige redskaber til mere intelligent regulering og gennemførelse. Standardisering og tilgængelighed af data af høj kvalitet bør fremmes, og flere ministre nævnte den vigtige rolle, som nuværende og fremtidige forslag om data spiller i denne henseende.
En række ministre nævnte betydningen af effektiv håndhævelse og effektivt tilsyn, navnlig menneskeligt tilsyn. Forvaltningsstrukturen bør være enkel, og den administrative og finansielle byrde for operatører, navnlig SMV'er og nystartede virksomheder, bør holdes på et minimum. Der bør tilbydes særlig støtte til SMV'er for at sikre, at de let kan overholde de nye regler.
Drøftelserne om forslaget vil fortsætte i Rådets Gruppe vedrørende Telekommunikation. Formandskabet sigter mod at forelægge et kompromisforslag i november.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.