Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Rådet (transport, telekommunikation og energi (energi)), 26. oktober 2021

Vigtigste resultater

EU's energiministre mødtes i dag i Luxembourg for at udveksle synspunkter om stigningen i energipriserne og drøfte mulige afbødende foranstaltninger på nationalt plan og EU-plan.

Energipriser

Efter et fald i de globale og europæiske energipriser i slutningen af 2019 og 2020 har der været en kraftig stigning i de seneste måneder.

I lyset af de politiske drøftelser i forskellige sammensætninger om mulige løsninger besluttede formandskabet for Rådet at indkalde energiministrene til en ekstraordinær samling i Rådet. Målet var at følge op på drøftelserne i Det Europæiske Råd 21.-22. oktober, hvor Rådet (energi) fik mandat til at fortsætte arbejdet med dette vigtige spørgsmål, og at have en første formel drøftelse af Kommissionens "værktøjskasse" om energipriser, der blev fremlagt 13. oktober.

Jernej Vrtovec, Sloveniens infrastrukturminister
Den grønne omstilling er ikke en del af problemet. Den grønne omstilling er en del af løsningen. Vi ønsker at nå to vigtige mål – klimaneutralitet og et energimæssigt uafhængigt Europa. Derfor skal vi investere i vedvarende energikilder og nye teknologier.
Jernej Vrtovec, Sloveniens infrastrukturminister
Jernej Vrtovec, Sloveniens infrastrukturminister

Drøftelserne fokuserede på to spørgsmål forberedt af formandskabet:

  1. Hvordan kan tiltag på EU-plan støtte og supplere de umiddelbare foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at afbøde indvirkningen af de stigende energipriser på EU's borgere og virksomheder?
  2. Mener medlemsstaterne, at de mellemfristede foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået, er tilstrækkelige til at håndtere udfordringen med fremtidige udsving i energipriserne? Hvilke yderligere foranstaltninger på EU- og medlemsstatsplan, herunder brug af finansielle EU-værktøjer, kan overvejes?

Ministrene hilste Kommissionens "værktøjskasse" velkommen som et godt grundlag for drøftelserne og støttede generelt Kommissionens analyse af grundene til stigningen i energipriserne.

Med hensyn til foranstaltninger på kort sigt var ministrene enige om, at der hurtigst muligt skal træffes nationale foranstaltninger for at beskytte de mest sårbare forbrugere. I den forbindelse er den foreslåede værktøjskasse en nyttig europæisk ramme til at koordinere nationale foranstaltninger.

Ministrene drøftede også mulige mellem- og langsigtede muligheder, bl.a. en reform af engrosmarkedet for elektricitet, frivillige fælles indkøbsordninger for gas og løsninger på EU-plan vedrørende lagring.

Nogle medlemsstater understregede, at klimapolitikker og omstillingen til ren energi er en del af løsningen og ikke grunden til energiprisernes stigning. De insisterede på, at investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet og integration af energisystemerne fortsat er afgørende for at øge EU's energisystemers modstandsdygtighed.

Ministrene så frem til at modtage yderligere analyser og vurderinger som nævnt af Kommissionen, især undersøgelserne af, hvordan såvel gas- og elektricitetsmarkederne som EU ETS-markedet fungerer.

En foreløbig rapport fra EU's Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) vil belyse situationen på elektricitetsmarkedet. Den første foreløbige vurdering fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) medio november vil give medlemsstaterne større klarhed om integriteten på det europæiske CO2-marked.

Markedsanalyserne vil blive brugt som input til yderligere overvejelser og mulige andre tiltag.

Flere ministre opfordrede Kommissionen til at præcisere naturgassens og kerneenergiens rolle i EU's klassificeringssystem for bæredygtig finansiering.

Energiministrene blev enige om i december at gøre status over energipriserne og de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af foranstaltningerne i Kommissionens værktøjskasse. Rådet (energi) vil udføre det forberedende arbejde for Det Europæiske Råd i december, hvor EU's ledere vender tilbage til spørgsmålet om energipriser.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025