Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Rådet (transport, telekommunikation og energi (telekommunikation)), 3. december 2021

Vigtigste resultater

EU-dækkende cybersikkerhedsregler

Rådet nåede til enighed om sin fælles holdning (generel indstilling) til de foreslåede foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele EU.

Forslaget skal yderligere øge robustheden og beredskabskapaciteten i både den offentlige og den private sektor og i EU som helhed. Når det er vedtaget, vil det nye direktiv, som kaldes "NIS 2-direktivet", erstatte de gældende regler om net- og informationssystemers sikkerhed (NIS-direktivet).

Boštjan Koritnik, Sloveniens minister for offentlig forvaltning
Det nye NIS-direktiv vil spille en afgørende rolle med hensyn til at styrke cybersikkerheden i vores stadig mere digitaliserede verden, hvor cybertrusler kan have hidtil usete konsekvenser for samfundet, økonomien og demokratiet. Det vil også vise, at Den Europæiske Union er førende inden for cybersikkerhedslovgivning.
Boštjan Koritnik, Sloveniens minister for offentlig forvaltning
Boštjan Koritnik, Sloveniens minister for offentlig forvaltning

Forordningen om kunstig intelligens

Rådet gjorde status over fremskridtene med forslaget til forordning om kunstig intelligens. Forslaget til forordning skal fremme udviklingen og udbredelsen i hele det indre marked af sikker og lovlig kunstig intelligens (AI) med respekt for de grundlæggende rettigheder.

Forordningen om kunstig intelligens har været en af det slovenske formandskabs prioriteter lige fra starten, og vi har arbejdet intenst på dette banebrydende og komplekse forslag. Vi gik efter at gøre så store fremskridt som muligt, og jeg er glad for, at vi har udarbejdet det første delvise kompromisforslag med succes. Det emne, vores forslag omfatter, bl.a. anvendelsesområde, definitioner og krav til højrisikoanvendelser af kunstig intelligens, er særlig vigtigt, da det har stor betydning for hele teksten. At dømme efter de indledende reaktioner vil jeg sige, at vi bevæger os i den rigtige retning, og det vil nu være op til det kommende formandskab at gå videre med denne store opgave. Boštjan Koritnik, Sloveniens minister for offentlig forvaltning

Digitale rettigheder og principper

Rådet afholdt en orienterende debat om digitale rettigheder og principper.

Debatten vil vejlede Kommissionen i forbindelse med dens endelige udarbejdelse af forslaget til en interinstitutionel erklæring om dette emne som bebudet i Kommissionens meddelelse "Det digitale kompas 2030: Europas kurs i det digitale årti". Formålet med de digitale principper er bedre at informere folk, der engagerer sig i det digitale miljø, samtidig med at de udgør en reference for politiske beslutningstagere og digitale aktører.

Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister med ansvar for digital omstilling
Dagens drøftelser viste, at en europæisk erklæring om digitale rettigheder og principper kan have en klar værdi ved at udstikke en kurs for EU's digitale årti. Den bør også være det første skridt i fastsættelsen af et globalt benchmark sammen med de partnere, der tilslutter sig EU's demokratiske værdier.
Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister med ansvar for digital omstilling
Mark Boris Andrijanič, Sloveniens minister med ansvar for digital omstilling

Under drøftelserne gav ministrene udtryk for, at de bakker kraftigt op om en højtidelig interinstitutionel erklæring om digitale rettigheder og principper, som vil gøre det klart, at de grundlæggende rettigheder har samme gyldighed online som offline.

Ifølge ministrene bør erklæringen afspejle centrale europæiske værdier, herunder inkluderende og bæredygtig digital omstilling med mennesket i centrum, retsstatsprincippet og princippet om, at ingen bør lades i stikken.

Potentielle principper, der skal forankres i erklæringen, kan omfatte fremme af adgang til pålidelig og økonomisk overkommelig konnektivitet og et åbent, retfærdigt, sikkert og pålideligt onlinemiljø. Mange ministre fremhævede betydningen af at øge digitale færdigheder, digital bevidsthed og myndiggørelse og behovet for at beskytte børn.

Flere ministre påpegede, at erklæringen bør tage hensyn til eksisterende erklæringer og internationale aftaler. Den kan også tjene som reference for ligesindede internationale partnere.

Kommissionen lovede at færdiggøre forslaget til erklæringen og forelægge det snarest muligt under det kommende formandskab.

En europæisk digital identitet

Rådet noterede sig fremskridtene med forslaget til forordning om en europæisk digital identitet (europæisk eID).

Forslaget skal etablere en fælles interoperabel og sikker ramme for en europæisk digital identitet, der vil være tilgængelig for alle EU-borgere, personer bosat i EU og EU-virksomheder. Den nye europæiske digitale ID-tegnebog vil gøre det muligt for alle europæere at tilgå onlinetjenester uden at skulle bruge deres private identifikationsmetoder eller uden at skulle dele personoplysninger unødigt.

Vejen mod det digitale årti

Ministrene vurderede fremskridtene med forslaget til afgørelse om etablering af politikprogrammet for 2030: "Vejen mod det digitale årti".

Forslaget skal gøre digitalisering til en drivkraft for økonomisk vækst og social velfærd i Europa ved at styrke EU's digitale lederskab og øge borgernes og virksomhedernes indflydelse. Det fastlægger specifikke digitale mål, som EU som helhed forventes at nå inden udgangen af årtiet, som først skitseret i meddelelsen om det digitale kompas.

Eventuelt

Formandskabet orienterede ministrene om status for drøftelserne om aktuelle retsakter.

Datastyringsforordningen

Formandskabet nåede til politisk enighed med Europa-Parlamentet om forslaget til datastyringsforordningen 30. november 2021. Formandskabet agter at forelægge medlemsstaternes repræsentanter den vedtagne tekst til godkendelse 15. december.

Roaming

Den reviderede roamingforordning har til formål at sikre, at mobilroaming uden tillæg kan fortsætte, når de nuværende roamingregler udløber 30. juni 2022. Formandskabet håber på at nå til enighed med Europa-Parlamentet under det næste trepartsmøde, der er rammet til 8.december 2021.

Ajourførte regler om beskyttelse af privatlivets fred i forbindelse med elektronisk kommunikation (e-databeskyttelse)

Det slovenske formandskab afholdt det andet trepartsmøde med Europa-Parlamentet om e-databeskyttelsesforslaget 18. november 2021. Der blev gjort fremskridt med hensyn til slutbrugernes ret til at kontrollere elektronisk kommunikation, håndhævelse og retsmidler og delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Formandskabet vil fortsætte arbejdet sammen med Europa-Parlamentet på teknisk plan, indtil det overdrager sagen til det kommende formandskab.

Under eventuelt orienterede den luxembourgske delegation også ministrene om resultaterne af D9+-ministermødet (de EU-lande, der er nået langt på det digitale område), der blev afholdt i Luxembourg 27.oktober 2021, og som fokuserede på den digitale og den grønne omstilling.

Den litauiske delegation orienterede om et fælles uofficielt dokument om EU's digitale prioriteter i forbindelse med Den Internationale Telekommunikationsunions (ITU) valg i 2022.

Som sidste punkt fremlagde det kommende franske formandskab sit arbejdsprogram for første halvår af 2022.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025