Skip to content

EU og Verdenshandelsorganisationen

EU går ind for et åbent, retfærdigt og regelbaseret multilateralt handelssystem med et moderniseret WTO i centrum.

Hvad er WTO?

Verdenshandelsorganisationen (WTO) er et globalt organ med ansvar for internationale handelsregler på multilateralt plan. WTO's overordnede mål er at udvide samhandelen som et middel til at hæve levestandarder, skabe arbejdspladser og forbedre folks liv.

WTO, som blev oprettet i 1995, er efterfølgeren til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT), der var resultatet af forhandlingerne om internationalt økonomisk samarbejde efter anden verdenskrig.

I dag dækker WTO-aftaler adskillige områder af international handel, herunder:

  • handel med varer
  • handel med tjenesteydelser
  • beskyttelse af intellektuel ejendomsret

WTO's hovedfunktioner

WTO har tre hovedfunktioner:

Fungere som forum for handelsforhandlinger og fastsætte regler for international handel

WTO fungerer som et forum, hvor medlemmerne forhandler handelsregler.

Bilægge handelstvister

Når medlemmer mener, at WTO-regler er blevet overtrådt, anvender de det multilaterale system til at bilægge tvister i stedet for at iværksætte ensidige tiltag.

Overvåge medlemmernes handelspolitikker

WTO gennemgår regelmæssigt nationale handelspolitikker for at forbedre gennemsigtigheden og vurdere deres indvirkning.

Alle WTO-aftaler bygger på et fælles sæt principper, der danner grundlag for det multilaterale handelssystem:

  • samhandel uden forskelsbehandling (ved at følge principperne om mestbegunstigelsesbehandling og national behandling)
  • gradvis mindskelse af handelshindringer gennem forhandlinger
  • sikring af forudsigelighed gennem bindinger og gennemsigtighed
  • fremme af fair konkurrence
  • tilskyndelse til udvikling og økonomisk reform

WTO er EU's hovedfokus i dets multilaterale handelspolitik, og WTO-regler danner grundlag for EU's handelsforbindelser. Andre EU-samhandelsordninger såsom frihandelsaftaler bygger på WTO-regler.

EU i WTO

EU har været medlem af WTO siden 1. januar 1995. De 27 EU-lande er også selvstændige medlemmer. Som en toldunion med en fælles handelspolitik og en fælles toldtarif over for tredjelande fungerer EU som en fælles stemme i WTO og repræsenteres af Europa-Kommissionen.

Rådet spiller en hovedrolle i fastlæggelsen af EU's politik i WTO. Dets vigtigste rolle med hensyn til WTO er at:

  • drøfte og koordinere EU's handelsholdninger, herunder gennem regelmæssige konsultationer med Kommissionen i Handelspolitikudvalget (alias "udvalget i henhold til artikel 207, stk. 3, i TEUF")
  • bemyndige Kommissionen til at forhandle, undertegne og (efter at Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse) indgå retligt bindende WTO-aftaler og indtage formelle holdninger i de relevante WTO-organer
  • vedtage EU-holdninger, der skal indtages i WTO
  • godkende resultaterne af møderne i WTO-Ministerkonferencen, det højeste beslutningstagende organ i WTO, som normalt mødes hvert andet år

EU's målsætninger

EU's målsætninger som en del af WTO er at:

  • opretholde og forbedre regelbaseret handel gennem et reformeret og styrket WTO
  • holde verdens handelssystem åbent, retfærdigt, forudsigeligt og baseret på fælles regler
  • modernisere WTO og gøre det egnet til formålet, så EU-handel og ‑investeringer fortsat kan drage fordel heraf
  • sikre, at andre medlemmer også følger reglerne, herunder ved at genoprette et fuldt fungerende tvistbilæggelsessystem
  • støtte integration af udviklingslandene i verdensøkonomien
  • styrke WTO's støtte til bæredygtige handelspolitikker i hele verden

Modernisering af WTO

EU har spillet en hovedrolle i udviklingen af det internationale handelssystem siden anden verdenskrig. I øjeblikket undersøger EU muligheden for at modernisere WTO for at gøre organisationen egnet til formålet i lyset af de voksende udfordringer for regelbaseret verdenshandel.

Se også

Illustration: et verdenskort og to firkanter med pile, der står for handel.
EU's rolle i verdenshandelen

EU's rolle i verdenshandelen

Handelsaftaler

Handelsaftaler

EU-told kort forklaret

EU-told kort forklaret

Seneste gennemgang: 20. marts 2026