Skip to content

EU-told kort forklaret

Varer, der importeres til EU fra resten af verden, pålægges told efter Verdenshandelsorganisationens regler og principper.

Hvad er told?

Told er en afgift, der opkræves ved indførsel af varer. Det primære formål med told er at:

fremme lokale virksomheder og arbejdspladser

beskytte indenlandsk industri mod illoyal konkurrence

Told udtrykkes normalt i værditermer (dvs. en procentdel af en angivet værdi af varer) eller i absolutte tal (f.eks. 100 € pr. ton). Mindre ofte kan den udtrykkes som en sammensat værdi bestående af begge ovennævnte bestanddele.

Der opkræves for det meste told på import, men told på eksport forekommer også i visse tilfælde.

Told øger indtægterne for regeringen og forhøjer priserne på importerede varer, hvilket giver indenlandsk producerede produkter en prisfordel.

Hvis EU f.eks. pålægger elektronisk udstyr fra Kina en told på 20 %, vil en virksomhed, der importerer en smartphone til en værdi af 200 €, betale 40 € i told. Virksomheden kan vælte disse ekstraomkostninger over på kunderne, hvilket gør smartphonen dyrere.

Hvordan fungerer told?

Det er takket være toldunionen, at toldmyndighederne i alle EU-lande samarbejder, som var de én. De anvender samme toldsatser på varer, der importeres til deres område fra lande uden for EU.

75 % af den opkrævede told er bestemt til EU-budgettet, hvilket svarer til 13,7 % af det samlede budget for 2024.

Med hensyn til told følger Den Europæiske Union de principper og regler, der er fastsat af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som den har været medlem af siden 1995. Alle EU's medlemsstater er også selvstændige medlemmer af WTO.

Et af WTO's vigtigste principper er kendt som mestbegunstigelsesbehandling. Det indebærer, at lande almindeligvis ikke må gøre forskel mellem deres handelspartnere. Der findes visse undtagelser. Landene kan f.eks. indgå en frihandelsaftale, der kun gælder for varer, der handles inden for gruppen. Et land kan også lægge hindringer i vejen for produkter, der anses for at være genstand for illoyal handel fra bestemte lande.

Hvad er handelskrige?

En handelskrig er en økonomisk konflikt mellem to lande eller enheder. En sådan kan forekomme, når et land gør gengæld mod et andet lands tilsyneladende urimelige handelspraksis med restriktioner, såsom told, på import. Handelskrige medfører højere omkostninger for både virksomheder og forbrugere i de involverede lande.

I 2018 indførte USA f.eks. told på stål og aluminium fra EU. Som reaktion herpå indførte EU told på amerikanske produkter såsom motorcykler og Bourbon-whisky.

EU anvender handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter såsom antidumpingtold til at beskytte EU's industrier mod internationale handelsforvridninger. EU's anvendelse af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er baseret på Verdenshandelsorganisationens regler.

EU's instrument til bekæmpelse af tvang giver EU og dets medlemsstater midler til at afskrække fra og reagere på økonomisk tvang fra tredjelande. Formålet er at nedtrappe og tilskynde til ophør af tvangsforanstaltninger inden for handel og investeringer gennem dialog.

EU kan også appellere til WTO's tvistbilæggelsesordning, som indeholder mekanismer til bilæggelse af handelstvister mellem dets medlemmer.

På grundlag af forud fastsatte regler kan ethvert WTO-medlem indgive en klage over overtrædelser af WTO-reglerne. WTO bidrager til at forhindre, at handelstvister eskalerer.

Siden oprettelsen af WTO i 1995 har EU været involveret i 201 sager: 110 som klager og 91 som indklaget.

Lavere told gennem handelsaftaler

EU forhandler handelsaftaler med tredjelande for at reducere tolden og lette handelen.

Nogle af aftalerne fokuserer hovedsagelig på afskaffelse af told, mens andre omfatter bredere forpligtelser vedrørende tjenesteydelser, investeringer, offentlige indkøb, konkurrence, forskellige reguleringsspørgsmål, bæredygtig udvikling og andre emner.

I øjeblikket har EU det største handelsnetværk i verden. EU har 44 aftaler med omkring 80 partnere.

EU har i øjeblikket status af:

  • verdensførende inden for handel med varer og tjenester
  • vigtigste handelspartner for omkring 80 partnere
  • verdens næststørste eksportør og importør af varer

EU's indre marked, et toldfrit område

Med oprettelsen af toldunionen i 1968 blev told mellem EU's medlemsstater afskaffet, hvorved der skabtes et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer.

Uden told kan virksomhederne operere med lavere omkostninger, lettere ekspandere på tværs af grænserne og få adgang til et større kundegrundlag. Forbrugerne nyder godt af flere valgmuligheder, bedre priser og høje sikkerhedsstandarder for produkter og tjenesteydelser.

Denne integration af det indre marked gavner både borgere og virksomheder i hele regionen og er en central drivkraft for EU's konkurrenceevne og vækst.

Se også

Handel

Handel

Illustration: et verdenskort og to firkanter med pile, der står for handel.
EU's rolle i verdenshandelen

EU's rolle i verdenshandelen

Abstrakt kollage med elementer fra USA's flag og EU-flaget og fragtcontainere.
Handel mellem EU og USA: fakta og tal

Handel mellem EU og USA: fakta og tal

Seneste gennemgang: 12. maj 2025