Sæsonbestemte tidsomstillinger i EU
I 2018 blev der fremsat et forslag om at afskaffe de halvårlige tidsomstillinger i Den Europæiske Union. Indtil der træffes en endelig afgørelse, fortsætter det nuværende system.
Forslaget om sæsonbestemte tidsomstillinger
Europa-Kommissionen fremlagde udkastet til direktivet om sæsonbestemte tidsomstillinger 12. september 2018. De vigtigste elementer i forslaget er:
- afskaffelse af de halvårlige tidsomstillinger i alle EU-lande
- en meddelelsesordning, som et EU-land skal anvende, hvis det ønsker at ændre sin standardtid
Hvis det vedtages, vil direktivet medføre en afskaffelse af de halvårlige tidsomstillinger i EU, ofte kaldet sommertid.
Der er imidlertid ikke truffet nogen endelig afgørelse om dette spørgsmål, og der er ikke fastsat nogen tidsfrist for en sådan afgørelse. Det nuværende system med en tidsomstilling på en time, som forlænger dagslyset om sommeren, fortsætter.
Rådets rolle
Rådet er endnu ikke nået frem til sin holdning til forslaget. Rådets holdning fastlægges ved et kvalificeret flertal blandt EU-landene. Tilsvarende skal et kvalificeret flertal blandt EU-landene tilslutte sig den endelige tekst, der er forhandlet med Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet vedtog sin holdning til forslaget i marts 2019. Det stemte for at afskaffe sommertid i 2021.
Rådet og Europa-Parlamentet skal nå til enighed, før lovgivningen om afskaffelse af sæsonbestemte tidsomstillinger kan vedtages.
EU's lovgivning om sæsonbestemte tidsomstillinger
Tidsomstillingen forår og efterår i Europa har været i brug, før EU blev oprettet. Den blev indført første gang under første verdenskrig for at spare energi og genindført i mange lande i 1970'erne.
EU lovgav første gang om en sommertidsordning i 1980 med et direktiv, som koordinerede de eksisterende nationale praksisser for at bidrage til et velfungerende indre marked.
Det nuværende direktiv trådte i kraft i 2001. I henhold til dets bestemmelser skifter alle EU-lande til sommertid sidste søndag i marts og tilbage til deres standardtid ("vintertid") sidste søndag i oktober.
EU-landenes standardtid
EU-landene kan selv beslutte, hvilken tidszone de vil tilhøre. Der er i øjeblikket tre standardtidszoner i EU:
- Vesteuropæisk tid: Irland og Portugal
- Centraleuropæisk tid: 17 EU-lande i dette geografiske område
- Østeuropæisk tid: Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Grækenland, Letland, Litauen og Rumænien
Seneste gennemgang: 27. januar 2024