Skip to content

EU's forbindelser med USA

EU og USA har verdens mest omfattende bilaterale handels- og investeringsforbindelser og samarbejder om at håndtere globale sikkerhedsudfordringer.

Handel og investeringer

Handelen mellem EU og USA

De transatlantiske forbindelser udgør en vigtig del af verdensøkonomien. Den Europæiske Union og USA tegner sig tilsammen for næsten 30 % af den globale handel med varer og tjenesteydelser og 43 % af det globale bruttonationalprodukt (BNP, udtrykt i USD). EU og USA har verdens tættest integrerede økonomiske forbindelser.

2025 var endnu et rekordår, hvor den bilaterale handel med varer og tjenesteydelser nåede op på 1,77 bio. € (ifølge foreløbige tal). Dette er mere end Spaniens BNP. Hver dag krydser varer og tjenesteydelser til en værdi af mere end 4,8 mia. € Atlanten.

I 2025 havde EU et handelsoverskud på 20 mia. € over for USA under hensyntagen til både varer og tjenesteydelser.

Udvikling i den transatlantiske handel (2014-2025)

Tekstudgave

En oversigt, der viser, hvordan handelen med varer og tjenesteydelser mellem EU og USA udviklede sig mellem 2015 og 2025. Handelen med både varer og tjenesteydelser blev mere end fordoblet i denne periode. I 2025 beløb handelen sig til 1,77 bio. € mod lidt over 856 mia. € i 2015.

Kilde: Eurostat.

Abstrakt kollage med elementer fra USA's flag og EU-flaget og fragtcontainere.
Handel mellem EU og USA: fakta og tal

Handel mellem EU og USA: fakta og tal

Fælles erklæring fra EU og USA

Efter den fælles erklæring fra EU og USA af 21. august 2025 vedtog Rådet i juni 2026 formelt to forordninger om EU's toldnedsættelser.

Forordningerne fjerner den resterende told på amerikanske industrivarer, giver præferenceadgang for visse landbrugsprodukter og udvider suspensionen af told på import af hummer (fra alle lande, ikke kun USA). De ledsages af forstærkede garantier for at beskytte EU's producenter, virksomheder og arbejdstagere.

Forordningerne indeholder en beskyttelsesmekanisme, en suspensionsmekanisme, der gør det muligt for EU at reagere, hvis USA ikke overholder sine forpligtelser, og en udløbsklausul, der bestemmer, at hovedforordningen er gældende indtil udgangen af 2029, og hummerforordningen udløber i juli 2030, medmindre der træffes yderligere foranstaltninger.

Forordningerne træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende. Forordningen om import af hummer finder anvendelse med tilbagevirkende kraft fra 1. august 2025.

Investeringer

EU's og USA's gensidige investeringer er de største i verden og er en betydelig drivkraft bag de transatlantiske forbindelser. I 2024 nåede de gensidige beholdninger af udenlandske direkte investeringer (FDI'er) op på mere end 4,8 bio. €. Det svarer næsten til værdien af hele Frankrigs og Spaniens økonomier tilsammen.

Af alle de EU-virksomheder, der investerer i udlandet, investerer ca. en tredjedel i USA, og af alle udenlandske investeringer i EU kommer ca. en tredjedel fra USA.

USA's samlede investeringer i EU er næsten fire gange højere end i Asien og Stillehavsregionen. EU's udenlandske direkte investeringer i USA er ca. ti gange større end EU's investeringer i Indien og Kina under ét.

Bilateral handel og bilaterale investeringer understøtter millioner af arbejdspladser i EU og USA. USA's eksport af varer og tjenesteydelser til EU understøtter 2,3 millioner arbejdspladser i USA, og EU-virksomhedernes investeringer i USA beskæftiger 3,4 millioner mennesker.

Energi

Det tætte transatlantiske samarbejde har spillet en afgørende rolle med hensyn til at sikre EU's energisikkerhed efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine. EU har erstattet en del af gasimporten fra Rusland med flydende naturgas (LNG) fra USA.

I 2025 importerede EU over 82,9 mia. kubikmeter (mia. m³) LNG fra USA. Det svarer til 26,4 % af EU's samlede gasimport og næsten 58 % af LNG-importen.

EU's gasimport

Tekstudgave

Søjlediagram, der sammenligner gasforsyningen til EU fra de vigtigste partnere i 2021, 2023 og 2025.

Importen fra Rusland faldt fra over 150 mia. kubikmeter (mia. m³) i 2021 til 38 mia. m³ i 2025. Dette blev hovedsagelig opvejet af stigende import fra andre partnere. Importen fra Norge steg fra 86,4 mia. m³ i 2021 til 97,1 mia. m³ i 2025. Importen fra USA steg fra 21 mia. m³ i 2021 til 82,9 mia. m³ i 2025, mens importen fra andre partnere steg fra 51,7 mia. m³ i 2021 til 56,9 mia. m³ i 2025.

Kilde: Bruegel

De to transatlantiske partnere samarbejder inden for Energirådet EU-USA, et forum for koordinering af strategiske energispørgsmål af gensidig interesse og for samarbejde om forskning og udvikling.

Håndtering af globale sikkerhedsudfordringer

EU og USA samarbejder om at håndtere globale sikkerhedsudfordringer som f.eks. terrorisme, voldelig ekstremisme, spredning af kernevåben og grænseoverskridende kriminalitet. De har også stadig tætte forbindelser på sikkerheds- og forsvarsområdet.

EU og USA har investeret 600 mia. $ på verdensplan via G7-partnerskabet for global infrastruktur og globale investeringer, bl.a. gennem EU's Global Gateway.

Ruslands angrebskrig mod Ukraine

Ruslands angrebskrig mod Ukraine udgør en åbenbar overtrædelse af FN-pagten og folkeretten. Det er en stor udfordring, ikke kun for Ukraines suverænitet og territoriale integritet, men også for den regelbaserede internationale orden.

I tæt samarbejde med deres G7-partnere støtter EU og USA Ukraine og dets befolkning og gennemfører en række foranstaltninger for at øge presset på Rusland for at få det til at stoppe sin angrebskrig mod Ukraine.

Solidaritet med Ukraine

EU står urokkeligt sammen med Ukraine og dets folk og vil fortsat yde politisk, finansiel, økonomisk, humanitær, militær og diplomatisk støtte.

EU og USA støtter Ukraine på alle områder, bl.a. ved at yde militær bistand, fortsætte indsatsen for fred og diplomati, give sikkerhedsmæssige tilsagn og støtte genopbygning og (tiltrædelsesrelaterede) reformer.

Siden Rusland indledte sin angrebskrig, har EU og dets medlemsstater ydet over 215 mia. € i støtte til Ukraine og dets folk.

Hånd, der holder en solsikke.
EU's solidaritet med Ukraine

EU's solidaritet med Ukraine

Sanktioner mod Rusland

EU, USA og andre ligesindede partnere har indført omfattende og hidtil usete sanktioner mod Rusland som reaktion på landets angrebskrig mod Ukraine.

Foranstaltningerne har til formål at svække Ruslands økonomiske fundament og afskære landet fra kritiske teknologier og markeder og i væsentlig grad begrænse dets evne til at føre krig.

EU's sanktioner er rettet mod Ruslands finansielle sektor og mod handels-, energi-, transport-, teknologi- og forsvarssektorerne samt tjenesteydelser, der leveres til Rusland eller russiske statsborgere. De er også rettet mod personer og enheder, der er ansvarlige for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet eller uafhængighed.

De personer, der er omfattet af sanktioner, er bl.a. den russiske præsident, Vladimir Putin, og ministre, guvernører og lokale politikere, medlemmer af den russiske statsduma og af det russiske sikkerhedsråd, propagandister, højtstående embedsmænd og militærpersonel.

EU koordinerer nøje sin sanktionspolitik med USA og andre G7-partnere for at øge sanktionernes virkning og effektivitet.

Mellemfolkeligt samarbejde

EU og USA fremmer en række mellemfolkelige udvekslinger og akademiske programmer, bl.a.:

  • Erasmus+ og Erasmus Mundus
  • Jean Monnet-aktioner
  • Marie Skłodowska-Curie-aktiviteter
  • Fulbright-Schuman-programmet
  • EU's besøgsprogram
  • besøgsprogrammet for nye ledere mellem EU og USA

Se også

En stiliseret kollage, der kombinerer det canadiske flags røde ahornblad med EU's stjerner, fragtcontainere og børslignende søjler som symbol på handelen mellem Canada og Den Europæiske Union.
Handel mellem EU og Canada: fakta og tal

Handel mellem EU og Canada: fakta og tal

Et stiliseret kort over Nord- og Mellemamerika med det mexicanske flag til venstre og EU-flaget til højre i baggrunden for at illustrere handelen.
Handel mellem EU og Mexico: fakta og tal

Handel mellem EU og Mexico: fakta og tal

Illustration: et verdenskort og to firkanter med pile, der står for handel.
EU's rolle i verdenshandelen

EU's rolle i verdenshandelen

Seneste gennemgang: 1. juli 2026