Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 7. november 2018 17.10

Tilpasning af miljørapportering: Rådet fastlægger sin holdning

EU ønsker at tilpasse indberetningskravene på forskellige miljølovgivningsområder. Rådet fastlagde i dag sin holdning til en forordning, som vil sikre en mere sammenhængende og konsekvent tilgang til miljørapportering. Denne aftale baner vej for, at det østrigske formandskab kan indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet.

Forordningsforslaget berører 10 lovgivningsmæssige retsakter. Ved at forenkle de eksisterende rapporteringsforpligtelser vil det medvirke til at reducere de administrative omkostninger, forbedre kvaliteten af de tilgængelige data for fremtidige evalueringer og øge gennemsigtigheden.

Vi er alle enige om behovet for at forenkle lovgivningen. I dag forbedrer vi ikke blot miljølovgivningen, men gør det også lettere for de nationale myndigheder at sende data til Bruxelles. Det er mig en stor glæde at kunne meddele, at der var bred støtte blandt medlemslandene til at benytte denne lejlighed til at reducere de administrative omkostninger i forbindelse med i alt 10 EU-miljøbestemmelser. Elisabeth Köstinger, Østrigs forbundsminister for bæredygtighed og turisme

Forordningen samler i et enkelt forslag de ændringer, som vil gælde for følgende 10 lovgivningsmæssige retsakter:

  • Direktiv 86/278/EØF om slam fra rensningsanlæg
  • Direktiv 2002/49/EF om støj
  • Direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
  • Direktiv 2007/2/EF om en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire)
  • Fugledirektivet 2009/147/EF
  • Forordning (EF) nr. 166/2006 om et europæisk register over udledning og overførsel af forurenende stoffer (E-PRTR)
  • Direktiv 2010/63/EF om dyreforsøg
  • EU's tømmerforordning (EU) nr. 995/2010
  • Forordning (EF) nr. 2173/2005 om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT)
  • Forordning (EF) nr. 338/97 om konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES).

Rådet var i sin holdning mere specifik end Kommissionen om nogle rapporteringsfrister og -perioder samt om indholdet af miljøoplysninger, som medlemslandene har pligt til at indsamle og rapportere til Kommissionen. Disse ændringer vil yderligere bidrage til at reducere de administrative omkostninger.

Medlemslandene kunne ikke støtte de foreslåede ændringer af direktivet om miljøansvar. Dette skyldes, at disse ændringer går videre end anvendelsesområdet for rapportering, vil medføre yderligere administrative byrder, og fordi der mangler en omfattende konsekvensanalyse. Den tilhørende tekst udgår derfor.

Baggrund og næste skridt

Forordningen blev fremlagt af Kommissionen 31. maj 2018. Den bygger på resultaterne af evalueringen som led i kvalitetskontrollen om rapportering og overvågning af EU's miljøpolitik, som Kommissionen afsluttede i juni 2017. Dagens aftale følger efter intensive drøftelser på arbejdsniveau inden for Rådet.

Det østrigske formandskab kan nu indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, som vedtog sin holdning til forordningen 23. oktober 2018. Et første møde er berammet til 15. november.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024