- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressearrangement
- 13. december 2021 11.20
Civil FSFP-aftale: Rådets konklusioner roser fremskridtene
Rådet har i dag vedtaget konklusioner om den civile FSFP-aftale, hvori det bekræfter sit tilsagn om at styrke den civile gren af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.
I konklusionerne fremhæves det centrale bidrag fra alle civile FSFP-missioner til international fred og sikkerhed som et vigtigt redskab inden for rammerne af EU's integrerede tilgang til eksterne konflikter og kriser. I konklusionerne understreges endvidere det bidrag, som FSFP's civile dimension kan yde med hensyn til at reagere på nye og fremspirende trusler og udfordringer, herunder dem, der er knyttet til hybride trusler, cybersikkerhed, terrorisme og radikalisering, desinformation og informationsmanipulation, organiseret kriminalitet, grænseforvaltning og maritim sikkerhed samt forebyggelse og bekæmpelse af voldelig ekstremisme.I konklusionerne mindes der også om de civile FSFP-missioners bidrag til at styrke partnerlandenes modstandsdygtighed.
Rådet ser med tilfredshed på tilsagnet fra alle interessenter på det årlige møde til gennemgang af den civile FSFP-aftale, der fandt sted den 19. november 2021, og de waypoints, der vil være retningsgivende for vejen frem for at sikre fuld og sammenhængende gennemførelse af alle tilsagn i aftalen senest i starten af sommeren 2023. Rådet roser også de generelle fremskridt med hensyn til gennemførelsen af den civile FSFP-aftale, både på nationalt plan fra medlemsstaternes side og på EU-plan fra EU-Udenrigstjenestens og Kommissionens tjenestegrenes side. Antallet af eksperter fra medlemsstaterne i de civile FSFP-missioner er steget, og samarbejdet mellem aktører inden for FSFP og retlige og indre anliggender (RIA) på EU- og medlemsstatsplan er blevet styrket, hvilket understreger den stærke forbindelse mellem ekstern og intern sikkerhed. EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen vil støtte medlemsstaterne i at udvikle og tilvejebringe de kapaciteter og kompetencer, der er nødvendige for at gennemføre hele spektret af civile FSFP-missioner, og de vil alle bestræbe sig på at øge komplementariteten og synergierne.
Rådet minder om, at det strategiske kompas, der, når det er vedtaget, vil være en yderligere rettesnor for ambitionsniveauet og fastlægge politiske retningslinjer og specifikke mål og målsætninger på sikkerheds- og forsvarsområdet, herunder vedrørende den civile FSFP.
Baggrund og næste skridt
Aftalen blev udarbejdet på grundlag af konklusioner vedtaget af medlemsstaterne på samlingen i Rådet (udenrigsanliggender) 19. november 2018. Med aftalen agter EU at styrke sin kapacitet til at indsætte og opretholde civile krisestyringsmissioner. Disse missioner skal styrke politiet, retsstaten og den civile administration i skrøbelige og konfliktfyldte situationer.
EU har i øjeblikket 11 igangværende civile missioner, henholdsvis i Ukraine, Georgien, Kosovo*, Libyen, de palæstinensiske områder (Ramallah og Rafah), Den Centralafrikanske Republik, Niger, Mali, Somalia og Irak.
- Rådets konklusioner om den civile FSFP-aftale
- EU's civile krisestyring: EU afholder tredje årlige møde til gennemgang af den civile FSFP-aftale (EU-Udenrigstjenesten)
- Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (EU-Udenrigstjenestens hjemmeside)
* Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/1999 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024