"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Kviksølv: Rådet og Parlamentet indgår en aftale om fuldstændig udfasning af kviksølv i EU
Denne pressemeddelelse blev opdateret 21. februar 2024 for at tilføje teksten til den foreløbige aftale.
Rådets og Europa-Parlamentets forhandlere nåede i dag til foreløbig politisk enighed om et forslag om at udfase brugen af tandfyldningsamalgam og forbyde fremstilling, import og eksport af en række produkter tilsat kviksølv, herunder visse lyskilder. Forslaget behandler de sidste resterende anvendelser af kviksølv i produkter i EU med henblik på at skabe et kviksølvfrit Europa.
Aftalen er foreløbig, indtil den formelt vedtages af begge institutioner.
Når kviksølv udledes i miljøet, kan det udgøre en alvorlig fare for vores lunger, hjerne og nyrer. EU's politikker har hidtil bidraget til i væsentlig grad at reducere anvendelsen af og eksponeringen for dette meget giftige kemikalie. Med dagens aftale med Parlamentet går vi målrettet efter den resterende anvendelse af kviksølv for at gøre EU kviksølvfri.
Alain Maron, minister for regeringen for hovedstadsregionen Bruxelles med ansvar for klimaomstilling, miljø, energi og deltagelsesdemokrati
Aftalen i hovedtræk
Selv om de nuværende regler allerede forbyder anvendelse af tandfyldningsamalgam til tandbehandling af børn under 15 år og gravide eller ammende kvinder, udvider ændringerne forbuddet til at omfatte alle i EU. Medlovgiverne fastholdt Kommissionens foreslåede dato for den fuldstændige udfasning i EU, 1. januar 2025, undtagen når tandlægen finder brugen af tandfyldningsamalgam strengt nødvendig for at imødekomme patientens særlige medicinske behov. De indførte imidlertid en 18 måneders undtagelse for de medlemsstater, hvor personer med lav indkomst ellers ville blive socioøkonomisk uforholdsmæssigt hårdt ramt. Senest en måned efter den reviderede forordnings ikrafttræden vil disse medlemsstater skulle behørigt begrunde deres anvendelse af undtagelsen og underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de agter at træffe for at gennemføre udfasningen senest 30. juni 2026.
Rådet og Parlamentet fastholdt forbuddet mod eksport af tandfyldningsamalgam fra 1. januar 2025 som foreslået af Kommissionen, men de nåede til enighed om at indføre et forbud mod fremstilling i og import til EU fra 30. juni 2026. Teksten til ændringen indeholder en undtagelse for at tillade import og fremstilling af tandfyldningsamalgam, der anvendes til patienter med særlige medicinske behov. Kommissionen vil senest 31. december 2029 foretage en overordnet gennemgang af undtagelserne for anvendelse af tandfyldningsamalgam under hensyntagen til tilgængeligheden af kviksølvfrie alternativer.
Desuden omhandler ændringerne krematoriers udledning af kviksølv i atmosfæren. Senest 31. december 2029 vil Kommissionen foretage en gennemgang af gennemførelsen og virkningen af medlemsstaternes retningslinjer for, hvordan emissionerne fra krematorier kan reduceres. Gennemgangen bør også omfatte en vurdering af behovet for at udfase de resterende anvendelser af kviksølv og udvide listen over kviksølvaffaldskilder.
Yderligere seks kviksølvholdige lyskilder vil også blive omfattet af et forbud mod fremstilling, import og eksport fra 31. december 2025 og 31. december 2026, afhængigt af typen af lyskilde.
Næste skridt
Den foreløbige aftale vil nu blive forelagt medlemsstaternes repræsentanter i Rådet (Coreper) og Parlamentets Miljøudvalg med henblik på godkendelse. Hvis teksten godkendes, vil den derefter blive vedtaget formelt af begge institutioner efter jurist-lingvisternes gennemgang, før den kan offentliggøres i EU-Tidende og træde i kraft.
Baggrund
EU's kviksølvforordning er et af de vigtigste EU-instrumenter til gennemførelse af Minamatakonventionen, en international traktat, der blev undertegnet i 2013 for at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger af kviksølv. Forordningen fra 2017 dækker kviksølvs fulde livscyklus, fra primær udvinding til bortskaffelse af affald, hvilket bidrager til EU's endelige mål om at begrænse og udfase anvendelsen, fremstillingen og eksporten af kviksølv og kviksølvholdige produkter over tid som fastsat i EU's kviksølvstrategi.
I juli 2023 foreslog Kommissionen en målrettet revision af forordningen for at adressere den resterende anvendelse af kviksølv i EU i overensstemmelse med EU's målsætning om nulforurening. I de foreslåede ændringer opfordres der til et fuldstændigt forbud mod anvendelse, fremstilling og eksport af tandfyldningsamalgam til tandbehandling og af visse typer lyskilder tilsat kviksølv.
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog deres forhandlingspositioner henholdsvis 17. og 30. januar 2024.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog: