Fit for 55: en fond til støtte for de hårdest ramte borgere og virksomheder
Overgangen til nulemissioner vil gavne både miljøet og mennesker. Men dem med lav indkomst og mikrovirksomheder kan blive påvirket af de højere priser på fossile brændstoffer som følge af indførelsen af et nyt emissionshandelssystem for bygninger og vejtransport og brændstoffer. Derfor vil den foreslåede sociale klimafond yde støtte til de sårbare grupper, der er hårdest ramt af indførelsen af dette nye system, som foreslås som led i Fit for 55-pakken.
EU-medlemsstaterne i Rådet er nået til enighed om en generel indstilling til fonden. Rådet og Europa-Parlamentet indgik en foreløbig aftale om den nye fond i december 2022. Rådet vedtog formelt de nye regler i april 2023.
Infografik: Den Sociale Klimafond kort fortalt
Den Sociale Klimafond er et nyt redskab, der finansielt skal støtte de borgere og virksomheder, der er mest berørt af, at der indføres et nyt emissionshandelssystem for bygninger, vejtransport og brændstoffer til yderligere sektorer.
Fonden skal bidrage til at afhjælpe energifattigdom og forbedre adgangen til mobilitet og transport med nul- og lavemission i EU.
Det anslås, at mere end 34 millioner mennesker i EU er energifattige – et tal, der uden tvivl vil vokse efter den kraftige stigning i energipriserne siden 2021.
Hvordan fungerer fonden?
- Der vil blive oprettet et nyt emissionshandelssystem for bygninger, vejtransport og brændstoffer til yderligere sektorer som led i Fit for 55-pakken
- Fossile brændstoffer til vejtransport og opvarmning tildeles en CO2-pris
- Virksomheder, der sælger brændstoffer, skal købe kvoter (til CO2-pris) til emissioner som følge af driften af deres virksomhed
- Indtægterne fra salg af kvoter placeres i Den Sociale Klimafond
-
Medlemsstaterne kan bruge de indtægter, der tildeles til Den Sociale Klimafond, til at hjælpe de mest trængende gennem:
- foranstaltninger og investeringer til at øge bygningers energieffektivitet, renovere bygninger, dekarbonisere opvarmning og køling af bygninger og udbrede nul- og lavemission inden for mobilitet og transport
- foranstaltninger, der yder midlertidig og begrænset direkte indkomststøtte
Støttemodtagere
- sårbare husstande
- sårbare mikrovirksomheder
- sårbare transportbrugere
Budget
- Op til 65 mia. € i støtte til medlemsstaterne i 2026-2032
Hvordan hjælper Den Sociale Klimafond til at nå klimamålene?
- ved at hjælpe med at dekarbonisere transportsektoren
- ved at forbedre bygningers ydeevne på miljø- og energieffektivitetsområdet
- ved at afhjælpe energifattigdom
- ved at støtte økonomisk vækst og oprette grønne job
Andre EU-tiltag, der skal sikre en socialt retfærdig omstilling
- Mekanisme for retfærdig omstilling: Der ydes finansiel støtte til sårbare borgere og kulstofintensive industrier og regioner til at afbøde omkostningerne ved omstillingen til renere energi
- Energilovgivning: I henhold til energibeskatningsdirektivet kan sårbare husstande opnå visse afgiftsfritagelser. Direktivet om energieffektivitet indfører foranstaltninger til at afhjælpe energifattigdom
- Fit for 55: Rådet vedtager centrale retsakter, der opfylder klimamålene for 2030 (pressemeddelelse, 25. april 2023)
- Fit for 55: Rådet og Parlamentet indgår en foreløbig aftale om EU's emissionshandelssystem og Den Sociale Klimafond (pressemeddelelse, 18. december 2022)
- Fit for 55-pakken: Rådet når frem til generelle indstillinger om emissionsreduktioner og deres sociale virkninger (pressemeddelelse, 29. juni 2022)
- Fit for 55: reform af EU's emissionshandelssystem (infografik)
- Fit for 55 (baggrundsinformation)
- Den europæiske grønne pagt (baggrundsinformation)
Seneste gennemgang: 3. februar 2025