Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender), 22.1.2018, 22. januar 2018

Vigtigste resultater

Fredsprocessen i Mellemøsten

Den højtstående repræsentant og EU’s udenrigsministre havde en uformel frokost med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i tilknytning til Rådets samling. Mødet gav Den Europæiske Union lejlighed til at gentage dens fælles og klare budskaber om betydningen af at bevare en tostatsløsning og Jerusalems status som fremtidig hovedstad for to stater.

Vi støtter fortsat en tostatsløsning. Vi modsætter os bosættelsesaktiviteterne, som vi mener er ulovlige i henhold til folkeretten. For at nå dette mål er vi nødt til at tale og handle klogt, konsekvent og ansvarsbevidst. Dette er ikke det rette tidspunkt til at afbryde forbindelserne, tværtimod. Vi mener, at palæstinenserne og israelerne mere end nogensinde før må vise deres engagement med det internationale samfund og med centrale aktører i denne proces, så vi i fællesskab kan arbejde hen imod et forhandlet resultat. Federica Mogherini, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Forud for den uformelle frokost drøftede Rådet den seneste udvikling i fredsprocessen i Mellemøsten. Ministrene drøftede, hvordan EU kan medvirke til at sikre inddragelse af alle relevante aktører for at fremme fredsprocessen.

Libyen

Rådet havde en debat om Libyen. FN-generalsekretærens særlige repræsentant, Ghassam Salamé, gav et overblik over status for den politiske proces, bl.a. fremskridt hen imod vedtagelsen af en ny forfatning og det kommende valg. Han modtog udenrigsministrenes fulde støtte i sine bestræbelser på at skabe enhed og forsoning i landet.

Udenrigsministrene drøftede også vigtigheden af EU's engagement i Libyen som et middel til at støtte FN's bestræbelser på at skabe politisk stabilitet og de FN-organer, der arbejder på at håndtere migrantsituationen i Libyen. Ministrene fremhævede også, at det er vigtigt at fortsætte samarbejdet med oprindelseslande, især i Sahelregionen.

Fremtidige forbindelser med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet

Udenrigsministrene havde en indledende drøftelse af Kommissionens henstilling og udkast til forhandlingsdirektiver af 12. december 2017 for en fremtidig aftale mellem EU og AVS-landene, da den nuværende aftale for partnerskabet, Cotonouaftalen, udløber 29. februar 2020.

Udenrigsministrene gav udtryk for bred støtte til Kommissionens tilgang med at arbejde hen imod en paraplyaftale på AVS-plan kombineret med tre regionale skræddersyede partnerskaber for Afrika, Vestindien og Stillehavet. De understregede, at det er vigtigt at bygge på den erfaring, der er opnået gennem samarbejdet i henhold til den nuværende Cotonouaftale, særlig vedrørende politisk dialog og migration.

Drøftelserne om forhandlingsmandatet vil fortsætte i Rådets relevante forberedende organer med henblik på at vedtage en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og forhandlingsdirektiver i første halvår 2018.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 27. januar 2024