Post-Cotonouaftalen
Post-Cotonouaftalen er den overordnede ramme for EU's forbindelser med landene i Afrika, Caribien og Stillehavet.
Efter undertegnelsen 15. november blev post-Cotonouaftalen til Samoaaftalen.
Samoaaftalen er den overordnede ramme for EU's forbindelser med landene i Afrika, Caribien og Stillehavet.
En ny partnerskabsaftale mellem EU og Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (OACSS)
Den nye partnerskabsaftale bliver den nye retlige ramme for EU's forbindelser med 79 lande.De omfatter 47 afrikanske lande, 16 caribiske lande og 15 lande i Stillehavet samt Republikken Maldiverne.
Aftalen skal styrke EU's og ACS-landenes kapacitet til sammen at imødegå globale udfordringer.
Den fastlægger fælles principper og dækker følgende seks prioriterede områder:
- demokrati og menneskerettigheder
- bæredygtig økonomisk vækst og udvikling
- klimaændringer
- menneskelig og social udvikling
- fred og sikkerhed
- migration og mobilitet
Aftalen vil omfatte et fællesgrundlag på ACS-niveau kombineret med tre regionale protokoller for Afrika, Caribien og Stillehavet med fokus på regionernes specifikke behov.
- Efter Cotonou: forhandlerne når til enighed om en politisk aftale om en ny partnerskabsaftale mellem EU og Afrika, Caribien og Stillehavet (Europa-Kommissionen)
- Frem mod en omfattende strategi med Afrika (Europa-Kommissionen)
20. juli 2023 gav Rådet grønt lys for undertegnelse og midlertidig anvendelse af partnerskabsaftalen, der efterfølger Cotonouaftalen, og som udgør den nye retlige ramme for de næste 20 år.
EU og dets medlemsstater og OACSS-medlemmerne vil i de følgende måneder officielt undertegne den nye aftale. Den midlertidige anvendelse begynder den første dag i den anden måned efter undertegnelsen.
Cotonouaftalen
Den nuværende partnerskabsramme, Cotonouaftalen, blev vedtaget i 2000 som efterfølger til Lomékonventionen fra 1975. Den blev indgået for en periode på 20 år.
Cotonouaftalen skulle oprindeligt udløbe i februar 2020. Bestemmelserne i den er blevet forlænget indtil 30. november 2021, medmindre den nye partnerskabsaftale mellem EU og ACS-landene tages midlertidigt i anvendelse eller træder i kraft før den dato.
Cotonouaftalens mål er at reducere og på sigt udrydde fattigdom og bidrage til en gradvis integration af ACS-landene i verdensøkonomien.
Den hviler på tre søjler:
- udviklingssamarbejde
- samarbejde om økonomi og handel
- den politiske dimension
EU's forbindelser med landene i Afrika, Caribien og Stillehavet (Infografik)
Fælles institutioner (Cotonouaftalen)
ACS-EU-Ministerrådet er den øverste institution i ACS-EU-partnerskabet. Det træder sammen en gang om året, skiftevis i Bruxelles og i et ACS-land, og består af:
- medlemmer af EU-Rådet
- et medlem af Kommissionen
- et regeringsmedlem fra hvert ACS-land
ACS-EU-Ambassadørudvalget bistår Ministerrådet og overvåger gennemførelsen af Cotonouaftalen.
ACS-EU-Udvalget for Samarbejde med henblik på Udviklingsfinansiering undersøger gennemførelsen af samarbejdet med henblik på udviklingsfinansiering og overvåger fremskridtene.
Det Blandede ACS-EU-Ministerudvalg for Handel drøfter alle handelsrelaterede emner, der har betydning for alle ACS-lande. Det overvåger forhandlingerne og gennemførelsen af økonomiske partnerskabsaftaler. Det undersøger også, hvordan de multilaterale forhandlinger om handel indvirker på handelen mellem ACS og EU og på udviklingen af ACS-landenes økonomier.
Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS-EU er et rådgivende organ, der består af lige mange EU-repræsentanter og ACS-repræsentanter. Forsamlingen fremmer demokratiske processer og øger forståelsen mellem befolkningerne i EU og i ACS-landene. Desuden drøfter den emner vedrørende udvikling og ACS-EU-partnerskabet, herunder de økonomiske partnerskabsaftaler.
Nuværende indsatsområder
1. Udvikling
EU støtter programmer og initiativer til gavn for en lang række lande i Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet. EU har også programmer for fremme af regional økonomisk vækst og udvikling i særlige regioner i ACS.
Under det nye langsigtede EU-budget for 2021-2027 finansierer EU de fleste af sine udviklingsprogrammer for ACS-partnerlandene gennem instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa (NDICI). NDICI vil få tildelt en samlet finansieringsramme på ca. 79,5 mia. € (i løbende priser). Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), som blev finansieret gennem direkte bidrag fra medlemsstaterne, ophører med at eksistere fra 2021.
2. Handel
EU har forhandlet en række økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) med de 79 ACS-lande. Formålet med disse aftaler er at etablere et fælles handels- og udviklingspartnerskab, der støttes af udviklingsbistand.
Rådet giver Kommissionen mandat til at forhandle disse aftaler og skal undertegne den endelige aftale, når den er afsluttet.
ØPA'er med afrikanske lande
Forhandlingerne med 16 vestafrikanske lande, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (UEMOA) om den regionale ØPA blev afsluttet i juli 2014. Undertegnelsesprocessen er i øjeblikket i gang. Frem mod vedtagelsen af hele den regionale ØPA med Vestafrika blev de foreløbige økonomiske partnerskabsaftaler med Elfenbenskysten og Ghana taget midlertidigt i anvendelse henholdsvis 3. september 2016 og 15. december 2016.
Ligeledes i juli 2014 blev forhandlingerne med landene i Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab afsluttet med positivt resultat. Aftalen blev undertegnet 10. juni 2016 i Kasane, Botswana. Den blev taget midlertidigt i anvendelse 10. oktober 2016.
- EU vil undertegne økonomisk partnerskabsaftale med gruppen af SADC-ØPA-lande, 1. juni 2016
- ØPA med SADC-ØPA-landene
I oktober 2014 blev forhandlingerne med Det Østafrikanske Fællesskab afsluttet med positivt resultat. Undertegnelsesprocessen er i øjeblikket i gang.
Cameroun var det eneste land i regionen, der undertegnede den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Centralafrika 15. januar 2009. 4. august 2014 blev aftalen midlertidigt taget i anvendelse.
Med hensyn til landene i det østlige og sydlige Afrika undertegnede Mauritius, Seychellerne, Zimbabwe og Madagaskar en ØPA i 2009. Aftalen har fundet midlertidig anvendelse siden 14. maj 2012.
ØPA med den caribiske region
I oktober 2008 undertegnede EU en ØPA med Det Caribiske Forum (Cariforum), en gruppe af 15 caribiske lande. ØPA'en mellem Cariforum og EU har fundet midlertidig anvendelse siden 29. december 2008.
ØPA med Stillehavsregionen
Den foreløbige ØPA mellem EU og ACS-landene i Stillehavet blev undertegnet af Papua Ny Guinea i juli 2009 og af Fiji i december 2009. Papua Ny Guinea ratificerede den i maj 2011. I juli 2014 besluttede Fiji at begynde at anvende aftalen midlertidigt. Af de 14 lande i Stillehavet tegner Papua Ny Guinea og Fiji sig for størstedelen af handelen mellem EU og Stillehavsområdet. Samoa tiltrådte ØPA'en 21. december 2018, og Salomonøerne 17. maj 2020.
3. Migration
Migration er et vigtigt aspekt i forbindelserne mellem EU og ACS. Rammen for samarbejde på dette område er fastsat i artikel 13 i Cotonouaftalen.
Denne artikel indeholder stykker om forbedring af forholdene i oprindelses- og transitlande, lovlig migration og tilbagesendelse af ulovlige indvandrere.
I november 2015 holdt EU og de afrikanske ledere fra de mest berørte lande et topmøde for at styrke det politiske samarbejde om migration. De blev enige om en handlingsplan, der indeholdt 16 konkrete foranstaltninger. EU's Nødtrustfond for Stabilitet og Håndtering af de Grundlæggende Årsager til Irregulær Migration og til Fordrivelse af Personer i Afrika blev ligeledes iværksat på topmødet.
Reaktion på migrationspresset
Rådet og Det Europæiske Råd arbejder på at fastlægge en samlet europæisk migrationspolitik
4. Konsultationsprocedure (artikel 96)
Cotonouaftalen fastsætter en procedure, der kan anvendes i sager, hvor en af parterne ikke overholder de væsentlige elementer i partnerskabet. Disse omfatter bl.a. respekt for menneskerettighederne, demokratiske principper og retsstaten.
Målet med proceduren er at vende tilbage til et normalt forhold mellem partnerne. Hvis der ikke opnås enighed, kan den part, der indledte konsultationsprocessen, træffe foranstaltninger vedrørende samarbejdsprojekter og udviklingsbistand.
På EU's side kan Rådet indlede denne proces gennem en opfordring til konsultationer. Det leder konsultationerne og vedtager den afgørelse, ved hvilken de afsluttes.