"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (udenrigsanliggender (handel)), 21.11.2019, 21. november 2019
Vigtigste resultater
Højdepunkter fra Rådet (handel), 21. november 2019 i Bruxelles
Modernisering af Verdenshandelsorganisationen
Rådet drøftede status for forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen og fremskridtene i processen med at reformere den.
Kommissionen orienterede ministrene om sine seneste initiativer for at fremmeEU's samlede tilgang til moderniseringen af alle WTO's hovedfunktioner: fastsættelse af regler, overvågning og tvistbilæggelse. Der blev lagt særlig vægt på behovet for at finde operationelle løsninger for at forhindre lammelse af tvistbilæggelsessystemet, når mandatet for den ene af de tre resterende dommere i Appelinstansen udløber 11. december 2019, og instansen ikke længere er i stand til at operere.
Et velfungerende tvistbilæggelsessystem er afgørende for WTO's effektivitet, relevans og troværdighed som helhed. Dets betydning kan ikke overvurderes, og reformen heraf er helt central for et velfungerende multilateralt system. Vi er fast besluttet på at tackle de grundlæggende årsager til utilfredsheden med det eksisterende system og foreslå løsninger, der tager fat på problemer på både kort og længere sigt.
Ville Skinnari, Finlands udviklings- og udenrigshandelsminister
Kommissionen forelagde også Rådet en statusrapport om forberedelserne til 12. WTO-Ministerkonference (MC12), der finder sted i juni 2020 i Nur-Sultan i Kasakhstan, og dens mulige resultater.
Medlemsstaterne støttede generelt et ambitiøst resultat af MC 12 og gentog betydningen af den multilaterale proces og af at bane vej for konkrete resultater både gennem plurilaterale og multilaterale forhandlinger. EU prioriterer spørgsmål som bl.a. fiskeristøtte, tvistbilæggelse, industrisubsidier og e-handel.
Rådet gjorde status over den seneste udvikling med hensyn til handelsforbindelserne mellem EU og De Forenede Stater.
Ministrene fremhævede deres støtte til den nuværende strategi med at bevare eller endda udvide omfanget af en positiv handelsdagsorden med USA på grundlag af den enighed, der blev opnået mellem formand Jean-Claude Juncker og præsident Donald Trump 25. juli 2018, samtidig med at der værnes om grundprincipperne i det multilaterale system.
Kommissionen gjorde rede for den seneste udvikling vedrørende de forskellige elementer i de bilaterale forbindelser med USA, herunder:
forhandlinger om overensstemmelsesvurdering og afskaffelse af told på industrivarer
eventuel indførelse af restriktive foranstaltninger fra amerikansk side (såkaldt "section 232"-told) på bilimport fra EU og
opfølgning af WTO-tvisterne om Airbus/Boeing
Ministrene kom også ind på handel i en bredere sammenhæng og drøftede den seneste udvikling i forbindelserne mellem USA og Kina og USA og Japan med hensyn til deres indvirkning på EU's interesser og den globale økonomi mere bredt.
Rådet havde en orienterende debat om gennemførelsen af handelsaftaler på grundlag af en rapport fra Kommissionen.
Det fremhæves i rapporten, at europæiske virksomheder fortsat gør god brug af de muligheder, som EU's handelsnetværk skaber. Samlet tegner handelen sig for 35 % af EU's bruttonationalprodukt, og over 36 mio. arbejdspladser er afhængige af eksporten til lande uden for EU. EU havde et overskud på 84,6 mia. € i varehandelen med sine handelsaftalepartnere i forhold til sit samlede handelsunderskud på ca. 24,6 mia. € over for resten af verden.
Under drøftelserne understregede ministrene betydningen af at sikre en effektiv gennemførelse af handelsaftaler, så at EU's virksomheder og borgere kan drage fuld nytte af dem. I denne forbindelse fremhævede ministrene også betydningen af et tæt samarbejde og en god kommunikation mellem Kommissionen, medlemsstaterne, private virksomheder og interessenter.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.