Skip to content
  • Rådet for Almindelige Anliggender

Rådet for Almindelige Anliggender, 21. oktober 2025

Vigtigste resultater

Ministrene med ansvar for europæiske anliggender fortsatte forberedelserne til Det Europæiske Råds møde i oktober 2025 ved at drøfte udkastet til konklusioner. Rådet drøftede også den nye flerårige finansielle ramme (FFR) 2028-2034, noterede sig en situationsrapport om forenkling og afholdt niende høring om retsstatssituationen i Ungarn.

<p>Marie Bjerre, Danmarks europaminister</p>

Den næste flerårige finansielle ramme skal opfylde vores strategiske prioriteter. Vi har brug for en finansiel ramme, der er enklere, mere reaktionsdygtig og med større virkning, hvis vi ønsker et stærkt, modstandsdygtigt og konkurrencedygtigt EU i fremtiden. Dagens drøftelse i Rådet (almindelige anliggender) markerer et vigtigt skridt i retning af en styrkelse af den europæiske konkurrenceevne i den næste FFR. Jeg er opmuntret af vores konstruktive dialog og ser frem til at fortsætte drøftelserne i Rådet (almindelige anliggender) i november og december.

<p>Marie Bjerre, Danmarks europaminister</p>

Marie Bjerre, Danmarks europaminister

Forberedelse af Det Europæiske Råds møde i oktober

Rådet fortsatte forberedelserne til mødet i Det Europæiske Råd 23. oktober 2025 med en drøftelse af et udkast til konklusioner. Lederne ventes at drøfte:

  • Ruslands angrebskrig mod Ukraine
  • den seneste udvikling i Mellemøsten med fokus på Gaza
  • europæisk forsvar og sikkerhed
  • konkurrenceevne og dobbelt omstilling
  • boliger og
  • migration.

Den flerårige finansielle ramme (FFR) 2028-2034

Rådet havde den anden orienterende debat om EU's FFR 2028-2034.

På grundlag af en note fra formandskabet udvekslede ministrene synspunkter om horisontale spørgsmål som f.eks. den næste FFR's forvaltning, forudsigelighed, virkning og reaktionsevne. De drøftede også "udgiftsområde 2" i rammen, som – gennem initiativer som f.eks. en ny Europæisk Fond for Konkurrenceevne og det nye Horisont Europa-program – har til formål at fremme velstand via konkurrenceevne, forskning og innovation i EU.

Debatten vil danne grundlag for den første forhandlingsramme, det dokument, der har til formål at identificere elementer til politisk overvejelse og lette EU-ledernes drøftelse heraf. Det danske formandskab agter at fremlægge denne første forhandlingsramme uden tal inden Det Europæiske Råds møde i december 2025.

Forenkling

Rådet noterede sig en situationsrapport om omnibuspakker om forenkling af lovgivningen. Som opfølgning på EU-ledernes opfordring har Kommissionen fremlagt flere "omnibus"-pakker, som har til formål at forenkle den eksisterende lovgivning på forskellige områder: krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering og due diligence, visse EU-investeringsprogrammer, forenklingsforanstaltninger for landbrug, små midcapselskaber og digitalisering, forsvar og kemikalier.

Dagsordenen for forenkling er en topprioritet for Rådet. Efter indsatsen fra det polske formandskab vil det danske formandskab fortsat prioritere behandlingen af alle de nuværende omnibusforslag om forenkling og hurtigt fremme gennemgangen af dem, forberedelsen af forhandlingsmandaterne og forhandlingerne med Europa-Parlamentet.

Artikel 7-høring om retsstatssituationen i Ungarn

Som led i proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU afholdt Rådet niende høring af Ungarn som en del af proceduren. Den omfattede alle de spørgsmål, der er blevet rejst i Europa-Parlamentets begrundede forslag fra september 2018, der udløste proceduren. Formålet var at give Rådet et aktuelt billede af retsstatssituationen i Ungarn.

Udvekslingerne fokuserede især på det forfatningsmæssige systems funktion og kontrolforanstaltninger, retsvæsenets uafhængighed, foranstaltninger til bekæmpelse af korruption, beskyttelse af civilsamfundets råderum, mediepluralisme, forsamlingsfrihed og beskyttelse af LGBTIQ+-rettighederne i Ungarn.

Det europæiske demokratiskjold

Under en arbejdsfrokost havde ministrene en omfattende udveksling af synspunkter, der gav input til Kommissionens kommende forslag om et europæisk demokratiskjold.

Eventuelt

Østrigs minister og Sloveniens statssekretær for europæiske anliggender orienterede Rådet om deres nylige besøg i landene på Vestbalkan.

Den nederlandske delegation understregede, hvor vigtigt det er at respektere EU-rettens forrang og alle borgeres menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Den franske delegation orienterede Rådet om respekt for og fremme af Den Europæiske Unions værdier, bl.a. gennem EU-finansiering.

Andre punkter

Rådet vedtog som et punkt uden debat en afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at undertegne aftalen om Schweiz' deltagelse i EU-programmer.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Almindelige Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 22. oktober 2025