Skip to content

Tidslinje: EU's rumpolitik

  • 2025

    • 23. maj

      Rådet opfordrer til bedre anvendelse af rumdata for at styrke krisestyringen

      Rådet godkendte konklusioner om brug af satellitdata, hvori det:

      • understreger betydningen af jordobservation og andre rumdata med henblik på modstandsdygtighed og kriseberedskab
      • fremhæver behovet for øget samarbejde og brug af alle tilgængelige satellitdata – offentlige, private og kommercielle – for bedre at imødegå klimaændringer, katastrofer og kriser, der påvirker den europæiske og globale sikkerhed
      • opfordrer til brug af kunstig intelligens og andre teknologier for at sikre bedre databehandling
      • anbefaler sikkerhedsforanstaltninger for at imødegå potentielle trusler, f.eks. cyberangreb
  • 2024

    • 23. maj

      Rådet vedtager konklusioner om rummets bidrag til Europas konkurrenceevne

      Rådet vedtog konklusioner om styrkelse af Europas konkurrenceevne gennem rummet.

      Rådets konklusioner fremhæver rummets voksende betydning på mange områder af EU's socioøkonomiske udfordringer og politikker, fra den grønne pagt til den digitale omstilling og EU's overordnede konkurrenceevne.

      Desuden:

      • understreges behovet for at øge brugen af rumdata
      • opfordres der til en stærkere udvikling af rumsektoren ved at sikre og øge både offentlige og private investeringer
      • fremhæves også, at rummet er vigtigt for beskyttelsen af kritisk infrastruktur
      • opfordres der til en udvidelse af den europæiske rumsektor og globale samarbejdspartnerskaber
  • 2023

    • 8. december

      Rumtrafikstyring: Rådet vedtager konklusioner om den aktuelle status

      Rådet vedtog konklusioner om "Rumtrafikstyring: status.

      I konklusionerne:

      • understreges det, at det haster med at udvikle en EU-tilgang til rumtrafikstyring
      • fremhæves betydningen af at tage hensyn til både civile og militære behov for rumtrafikstyring
      • understreges den rolle, som EU's system til overvågning og sporing i rummet spiller
    • 14. november

      Rådets godkender konklusioner om den første EU-rumstrategi for sikkerhed og forsvar

      Rådet mindede om EU's mangeårige engagement i folkeretten og de værdier og vejledende principper, der er udviklet inden for rammerne af FN, og bekræftede på ny, at EU's medlemsstater er rede til at fortsætte arbejdet på at fastsætte normer, regler og principper for ansvarlig adfærd i hele spektret af rumaktiviteter.

    • 23. maj

      Rådet opfordrer til en europæisk tilgang til rumtrafikstyring

      Rådet vedtog konklusioner om retfærdig og bæredygtig udnyttelse af rummet på et tidspunkt, hvor kredsløb i stigende grad overbelastes med rumobjekter.

      I konklusionerne:

      • opfordres der til afbødende foranstaltninger til overvågning og håndtering af eksisterende rumaffald
      • foreslås det at styrke kapaciteten gennem f.eks. bidraget fra Den Europæiske Unions tjeneste for overvågning og sporing i rummet i samarbejde med EU's Agentur for Rumprogrammet for at gøre fremskridt hen imod en EU-tilgang til rumtrafikstyring
      • anerkendes det, at rummet er et globalt fælleseje, der frit bør kunne udforskes og udnyttes af alle stater
    • 7. marts

      Rådet vedtager program for sikker rumbaseret konnektivitet

      Ministrene vedtog en forordning om EU-programmet for sikker konnektivitet for 2023-2027. Programmet fastsætter mål for Den Europæiske Unions ibrugtagning af en EU-satellitkonstellation benævnt "IRIS²" (Infrastructure for Resilience, Interconnectivity and Security by Satellite), som vil stille ultrahurtige og meget sikre kommunikationstjenester til rådighed inden udgangen af 2027.

      IRIS² vil bidrage til at forbedre EU's modstandsdygtighed og suverænitet, da regeringerne vil drage fordel af dette rumbaserede kommunikationssystem til tjenester såsom:

      • beskyttelse af kritisk infrastruktur
      • overvågning
      • støtte til eksterne foranstaltninger
      • krisestyring

      Programmet bidrager også til EU's digitale omstilling og styrker konkurrenceevnen for EU's satellitkommunikationstjenester.

  • 2022

    • 10. juni

      Ministrene vedtager konklusioner om styring af trafikken i rummet og Copernicusprogrammet

      Ministrene vedtog konklusioner om styring af trafikken i rummet, hvori de understreger betydningen af at styrke EU's overvågnings- og sporingskapacitet i rummet og af at koordinere lovgivning og standardisering. Dette vil styrke EU's stemme på den internationale scene om styring rumtrafikken.

      EU's tilgang til styring af rumtrafikken vil mindske risikoen for kollisioner og sørge for, at rummet forbliver sikkert og bæredygtigt.

      Rådet vedtog også konklusioner om Copernicus i 2035 for at hjælpe med at forberede fremtiden for rumprogrammet Copernicus. Konklusionerne fastsætter en vision for 2035 og politiske retningslinjer for Copernicusprogrammet på grundlag af tre nøglesøjler: den grønne pagt, den digitale omstilling og sikkerhed, der tilsammen bidrager til et mere modstandsdygtigt Europa.

  • 2021

    • 26. november

      Rådet vedtager konklusioner om rummet for alle

      Rådet vedtog konklusioner om rummet for alle, som understreger betydningen af, at interessenter fra alle medlemsstater deltager i rumsektoren, og at forbindelsen mellem rum- og ikkerumsektorerne styrkes.

      Rumsektoren er en af de hurtigst voksende teknologiske sektorer i EU, men den europæiske rumsektors kapaciteter er ujævnt fordelt. Konklusionerne understreger behovet for, at der blandt de deltagende interessenter er nystartede virksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og selskaber med mellemstor markedsværdi (midcapselskaber), da de kan bidrage til at imødegå globale udfordringer såsom klimaændringer og sikkerhedsproblemer.

    • 28. maj

      Et nyt rum for mennesker – Rådets konklusioner

      Rådet vedtog konklusioner om behovet for en europæisk tilgang til et nyt rum som drivkraft for en innovativ og konkurrencedygtig EU-rumsektor. "Et nyt rum for mennesker" kan bidrage til EU's grønne og digitale omstilling og styrke Europas modstandsdygtighed og samtidig imødekomme borgernes behov.

    • 28. maj

      Rummet for mennesker i kystområder – Rådets konklusioner

      Rådet vedtog konklusioner om behovet for at frigøre det fulde potentiale af EU's rumprogrammer Copernicus, Galileo og EGNOS for at forbedre modvirkningen af klimaændringer og livskvaliteten for mennesker i de europæiske kystområder.

    • 19. april

      EU's rumprogram: Rådet vedtager førstebehandlingsholdning

      Rådet vedtog sin førstebehandlingsholdning til den foreslåede forordning om oprettelse af det 14,8 mia. € store EU-rumprogram for årene 2021-2027.

      I tråd med den politiske aftale, som EU-lovgiverne indgik i december, forventes Europa-Parlamentet at godkende Rådets førstebehandlingsholdning i april 2021. Efter den formelle vedtagelse vil forordningen finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021.

    • 12. januar

      "Indsatsen i rummet i centrum for europæisk strategisk autonomi"

      Formand Charles Michel holdt en velkomsttale på den 13. europæiske rumkonference med titlen "Space embracing a changing world: green, digital, resilience & security" (Rummet og en verden i forandring: det grønne, det digitale, modstandsdygtighed og sikkerhed), der fandt sted 12.-13. januar 2021. Charles Michels tale fremhævede rumsektorens rolle i EU's overordnede strategi med fokus på den grønne og den digitale omstilling og på at sikre Europa mere strategisk autonomi.

      Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd
      Europa er allerede en vigtig magt i rummet. Hvis vi ønsker at være stærkere og mere selvsikre i det globale landskab, er vi nødt til også at være stærkere i rummet. [...] Udvikling af rumsektoren vil hjælpe os med at øge vores strategiske autonomi – og det er efter min mening mål nummer et for vores generation.
      Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd
      Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd
  • 2020

    • 16. december

      EU's rumprogram: Rådets formandskab når til politisk enighed med Europa-Parlamentet

      EU-Rådets og Europa-Parlamentets forhandlere nåede til foreløbig politisk enighed om den foreslåede forordning om oprettelse af EU's næste rumprogram for 2021-2027.

      Der er afsat en finansieringsramme på 14,8 mia. € i løbende priser (13,2 mia. € i 2018-priser) til programmet, fordelt på:

      • Galileo og EGNOS 9 mia. €
      • Copernicus: 5,4 mia. €
      • SSA og GOVSATCOM: 442 mio. €

      Teksten vil blive forelagt De Faste Repræsentanters Komité i Rådet til gennemgang/politisk godkendelse fredag 18. december 2020. Efter politisk godkendelse i både Rådet og Europa-Parlamentet vil den danne grundlag for den fremtidige vedtagelse af den foreslåede forordning ved andenbehandlingen.

    • 20. november

      Ministrene drøfter Europas rolle i den globale rumøkonomi

      Ministrene med ansvar for rummet havde via videokonference en uformel udveksling af synspunkter om Europas rolle i den globale rumøkonomi. De drøftede, hvordan EU kan forbedre sin rumindustris konkurrenceevne og få større indflydelse på udformningen af internationale regelsæt.

      På grundlag af konklusionerne vedtaget 11. november 2020 forberedte ministrene også 10. møde i Rumrådet, der blev afholdt via videokonference samme dag.

      Endelig noterede ministrene sig det kommende portugisiske formandskabs arbejdsprogram på rumområdet (første halvår 2021).

    • 11. november

      Rådet opfordrer til styrket EU-rumpolitik

      Rådet vedtog konklusioner om det europæiske bidrag til fastlæggelsen af nøgleprincipper for den globale rumøkonomi som forberedelse til 10. møde i Rumrådet med ESA 20. november 2020.

      Teksten udstikker vigtige retningslinjer for den fremtidige europæiske rumpolitik.

      Rådet noterer sig fremkomsten af en yderst konkurrencedygtig europæisk rumindustri og forsyningskæder, som gør det muligt for Europa at deltage i (og bidrage til) den globale vækst i rumøkonomien. Det opfordrer alle aktører til at arbejde for at sikre lige konkurrencevilkår på globalt plan og åbne økonomier.

      Rådet understreger behovet for europæisk teknologisk uafhængighed og minder om betydningen af at opretholde en sikker, autonom, pålidelig, omkostningseffektiv og økonomisk overkommelig adgang til rummet. Der lægges særlig vægt på rumtrafikstyring og cybersikkerhed i rummet.

      For at nå disse mål understreger Rådet betydningen af koordinerede tiltag fra Den Europæiske Unions, Den Europæiske Rumorganisations og deres respektive medlemsstaters side for at styrke den europæiske rumpolitik.

    • 4. juni

      Rumpolitik med henblik på en bæredygtig økonomi: Rådet vedtager konklusioner

      Rådet vedtog et sæt konklusioner med fokus på rumpolitikkens rolle inden for bæredygtig udvikling, især:

      • rummet for langsigtet bæredygtig vækst
      • rumrelateret uddannelse og færdigheder

      Rådet har understreget behovet for at fremme udviklingen af en bæredygtig europæisk rumsektor for at imødekomme fremtidige generationers krav og garantere den europæiske konkurrenceevne.

      Rådet har også opfordret Kommissionen til sammen med medlemsstaterne og i samarbejde med erhvervslivet, forskningsorganisationer og den akademiske verden at identificere fremtidige mangler på kvalifikationer og kvalifikationskløfter og overveje mulige løsninger og målrettede initiativer.

    • 29. maj

      Ministrene drøfter rummets rolle i EU's genopretning

      Ministrene drøftede, hvordan de økonomiske, miljømæssige og sociale fordele ved rumapplikationer kan forbedres. De drøftede det bidrag, som rumdata, rumtjenester og rumteknologier kan yde til bæredygtig udvikling af EU og genopretningen efter covid-19-krisen.

      Blaženka Divjak, Kroatiens videnskabs- og uddannelsesminister
      Rumteknologier spiller en afgørende rolle for at finde løsninger og sætte vores samfund i stand til at bekæmpe denne og eventuelle fremtidige kriser. De er et værdifuldt redskab i vores bestræbelser på at fremme en mere robust og bæredygtig udvikling af vores samfund. Vi vil stille tilstrækkelig finansiering og menneskelige ressourcer til rådighed for rumsektoren for at sikre Europas suverænitet i rummet.
      Blaženka Divjak, Kroatiens videnskabs- og uddannelsesminister
      Blaženka Divjak, Kroatiens videnskabs- og uddannelsesminister
  • 2019

    • 29. november

      Rumløsninger for et bæredygtigt Arktis: Rådet vedtager konklusioner

      Rådet vedtog konklusioner om rumbaserede tjenesters rolle med hensyn til at sikre en bæredygtig arktisk region.

      EU's ministre opfordrede Europa-Kommissionen og GNSS-Agenturet til at samarbejde aktivt med Den Europæiske Rumorganisation (ESA), Den Europæiske Organisation til Udnyttelse af Meteorologiske Satellitter (EUMETSAT).

    • 28. maj

      Rådets konklusioner: rummet, en drivkraft for konkurrenceevnen

      Rådet drøftede, hvordan EU's rolle som en global aktør kan styrkes, og hvordan det internationale samarbejde kan fremmes på rumområdet

      Ministrene opfordrede til flere investeringer i rumrelateret forskning og innovation.

      Rådet vedtog også konklusioner om rummet som en drivkraft for en mere konkurrencedygtig EU-økonomi.

    • 13. marts

      EU udformer sine fremtidige rumprogrammer

      EU udformer sit program for rumpolitik for 2021-2027. EU-ambassadørerne bekræftede i dag den fælles forståelse, der er opnået mellem Rådets formandskab og Europa-Parlamentet om udkastet til forordning om et EU-rumprogram.

      Forordningen skal sikre:

      • ajourførte og sikre rumrelaterede data og tjenester af høj kvalitet
      • øget vækst og jobskabelse i EU som følge af anvendelse af disse data og tjenester
      • øget sikkerhed og strategisk uafhængighed i EU
      • en stærkere rolle for EU som førende aktør i rumsektoren

      De finansielle og andre aspekter af EU's rumprogram afhænger af den fremtidige aftale om den næste flerårige finansielle ramme, som er EU's langsigtede budget.

  • 2018

    • 19. december

      Rådet fastlægger holdning til EU's rumprogram

      EU-ambassadørerne nåede til enighed om Rådets holdning vedrørende udkastet til forordning om EU's fremtidige rumprogram. Holdningen baner vej for forhandlinger med Europa-Parlamentet.

      Et af hovedformålene med den nye forordning er at sikre ajourførte og sikre rumrelaterede data og tjenester af høj kvalitet.

    • 29. maj

      Rådet drøfter fremtiden for rumpolitikken

      Ministrene drøftede fremtiden for den europæiske rumpolitik, navnlig i forbindelse med det digitale indre marked.

      På baggrund af den digitale økonomi spiller rummet en stadig vigtigere rolle. Det er en usynlig infrastruktur, som anvendes til at erhverve og formidle data og oplysninger. Dette indebærer, at der opstår nye former for forretningsmodeller. Emil Karanikolov, Bulgariens økonomiminister
  • 2017

    • 30. november - 1. december

      Rådet fremmer EU's rumprogrammer

      Rådet drøftede vejen frem for EU's rumprogrammer og vedtog konklusioner om midtvejsevalueringen af Copernicusprogrammet.

      Ministrene anerkendte, at flagskibsprogrammerne Galileo og Copernicus allerede bidrager til europæiske borgeres trivsel og til væksten i EU's økonomi. De tilføjede, at rumdata har et stort potentiale til at forbedre beskæftigelsesmulighederne.

    • 29.-30. maj

      Rådet fastsætter prioriteter for rumstrategien

      Rådet havde en drøftelse om gennemførelsen af rumstrategien for Europa. Det vedtog også konklusioner, der vil bidrage til gennemførelsen af strategien.

      Ministrene understregede, at EU's rumprogrammmer Galileo og Copernicus er vellykkede eksempler på de fordele og styrker, som europæisk integration kan give ikke alene EU-borgerne, men også hele verden.

  • 2016

    • 28.-29. november

      Rådet støtter ny rumstrategi

      Rådet hilste den nye rumstrategi for Europa, som Europa-Kommissionen foreslog 26. oktober 2016, velkommen.

      Ministrene havde en offentlig debat om de foranstaltninger i strategien, der kan give europæiske borgere og virksomheder konkrete fordele og få stor positiv indvirkning på EU's konkurrenceevne.

    • 26. maj

      EU vil fokusere på fordelene ved rumdata

      Rådet drøftede, hvordan rumdata fra europæiske rumprogrammer kan anvendes bedre til at skabe vækst og beskæftigelse.

      Resultatet af drøftelserne vil give et input til Kommissionens initiativ "En rumstrategi for Europa", der skal udsendes i efteråret 2016.

      Ministrene understregede, at rumdata, applikationer og tjenester sammen med den hurtige udvikling af den digitale økonomi kan give enorme fordele:

      • for offentlige politikker
      • for den private sektor
      • for samfundet som helhed

Seneste gennemgang: 23. maj 2025