- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 4. maj 2020 19.35
Erklæring fra den højtstående repræsentant, Josep Borrell, på Den Europæiske Unions vegne om Nicaragua
I de seneste måneder er der ikke gjort konkrete fremskridt med hensyn til demokrati og menneskerettigheder i Nicaragua. Sikkerhedsstyrkernes og regeringsvenlige væbnede gruppers undertrykkelse af politiske modstandere, demonstranter, journalister, civilsamfundsorganisationer og medlemmer af den katolske kirke er fortsat.
På denne baggrund besluttede Rådet i dag at opføre seks personer på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, nemlig rejseforbud og indefrysning af aktiver. Disse foranstaltninger er rettet mod enkeltpersoner, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Nicaragua, og de er udformet med henblik på ikke at skade den nicaraguanske befolkning.
Foranstaltningerne følger EU's konsekvente holdning om, at det vil anvende alle sine instrumenter til støtte for en demokratisk fredelig og forhandlet løsning på den politiske krise i Nicaragua. Dette er navnlig skitseret i rammen for målrettede restriktive foranstaltninger, som blev vedtaget af Rådet den 14. oktober 2019.
EU forventer, at Nicaraguas regering fuldt ud opfylder de tilsagn, der blev givet i aftalerne fra marts 2019 med oppositionen. Der er tre hovedområder, hvor der skal gøres konkrete fremskridt:
- fuld gennemførelse af aftalerne af 29. marts 2019 for at styrke de borgerlige og politiske rettigheder og garantier, bl.a. genoprettelse af de forbudte civilsamfundsorganisationers politiske friheder og retlige status, frivillig og sikker tilbagevenden af personer i eksil og løsladelse af de resterende politiske fanger. Dette betyder også, at anklagerne mod løsladte politiske fanger frafaldes, at chikanen og intimideringen af dem og deres familier indstilles, og at deres sikkerhed og fysiske integritet garanteres.
- fuldt samarbejde med internationale menneskerettighedsorganer, herunder FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) og Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR), og tilladelse til, at de vender tilbage til Nicaragua
- for det tredje en aftale mellem regeringen og oppositionsgrupperne, herunder den nationale koalition, om valgreformer og institutionelle reformer, der skal sikre troværdige, inklusive og gennemsigtige valg. I denne henseende mener vi, at henstillingerne fra EU's valgobservationsmission i 2011 stadig er gyldige og udgør en vigtig referenceramme. Disse henstillinger omfatter reformer såsom blandt andet udnævnelse af nye medlemmer af det øverste valgråd og dertil knyttede valgorganer, vælgerregistrering, offentliggørelse og tabulering af resultater samt akkreditering af nationale og internationale observatører.
EU minder om, at covid-19-pandemien styrker behovet for internationalt samarbejde, og EU er rede til at bistå Nicaragua i disse vanskelige tider. I denne udfordrende periode bør overholdelse af menneskerettighederne ikke glemmes og skal stå i centrum for ethvert tiltag.
EU bekræfter på ny sit tilsagn om at støtte det nicaraguanske folk, blandt andet ved at hjælpe med at styrke retsstaten og støtte den økonomiske og sociale udvikling for de mest sårbare.
Kandidatlandene Republikken Nordmakedonien, Montenegro og Albanien<>[1]>, Bosnien-Hercegovina, der er omfattet af stabiliserings- og associeringsprocessen og er potentielt kandidatland, og EFTA-landene Island, Liechtenstein og Norge, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt Ukraine, Republikken Moldova og Georgien tilslutter sig denne erklæring.
<>[1]> Republikken Nordmakedonien, Montenegro og Albanien deltager fortsat i stabiliserings- og associeringsprocessen.
Pressekontakter
-
Virginie Battu Talsperson for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
- +32 470 18 24 05
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024