Migrationspolitik: Rådet når til enighed om centrale asyl- og migrationsforordninger

Rådet tog i dag et afgørende skridt i retning af en modernisering af EU's regelsæt for asyl og migration. Det nåede til enighed om en forhandlingsposition om asylprocedureforordningen og om forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring. Denne position vil danne grundlag for de forhandlinger, som Rådets formandskab skal føre med Europa-Parlamentet.

Ingen medlemsstat kan håndtere migrationsudfordringerne alene. Landene i frontlinjen har brug for vores solidaritet. Og alle medlemsstater skal kunne stole på, at den aftalte regel overholdes på ansvarlig vis. Jeg er meget glad for, at vi på dette grundlag nåede til enighed om vores forhandlingsposition.

Maria Malmer Stenergard, Sveriges migrationsminister

Strømlining af asylproceduren

Asylprocedureforordningen fastsætter en fælles procedure i hele EU, som medlemsstaterne skal følge, når personer søger international beskyttelse. Den strømliner de proceduremæssige ordninger (f.eks. procedurens varighed) og fastsætter standarder for asylansøgerens rettigheder (f.eks. at få stillet tolkebistand til rådighed eller have ret til juridisk bistand og repræsentation).

Forordningen har også til formål at forhindre misbrug af systemet ved at fastsætte klare forpligtelser om, at ansøgerne skal samarbejde med myndighederne under hele proceduren.

Grænseprocedurer

Asylprocedureforordningen indfører også obligatoriske grænseprocedurer med henblik på hurtigt at vurdere ved EU's ydre grænser, om ansøgninger er grundløse eller uantagelige. Personer, der er omfattet af grænseproceduren for asyl, må ikke rejse ind på medlemsstatens område.

Grænseproceduren vil finde anvendelse, når en asylansøger fremsætter en ansøgning ved et grænseovergangssted, efter pågribelse i forbindelse med en ulovlig grænsepassage og efter ilandsætning efter en eftersøgnings- og redningsoperation. Proceduren er obligatorisk for medlemsstaterne, hvis ansøgeren udgør en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, hvis vedkommende har vildledt myndighederne med falske oplysninger eller ved at tilbageholde oplysninger, og hvis ansøgeren er af en nationalitet med en anerkendelsesprocent på under 20 %.

Grænseproceduren for asyl og tilbagesendelse bør samlet ikke vare længere end seks måneder.

Tilstrækkelig kapacitet

Med henblik på at gennemføre grænseprocedurerne skal medlemsstaterne etablere en tilstrækkelig kapacitet med hensyn til modtagelse og menneskelige ressourcer, der er nødvendig for på et givet tidspunkt at kunne behandle et fastsat antal ansøgninger og for at kunne fuldbyrde afgørelser om tilbagesendelse.

På EU-plan er denne tilstrækkelige kapacitet 30 000. Den enkelte medlemsstats tilstrækkelige kapacitet vil blive fastlagt på grundlag af en formel, der tager hensyn til antallet af irregulære grænsepassager og nægtet indrejse over en treårig periode.

Ændring af Dublinreglerne

Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring bør, når den er vedtaget, erstatte den nuværende Dublinforordning. Dublinforordningen fastsætter regler for, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring vil strømline disse regler og gøre fristerne kortere. For eksempel vil den nuværende komplekse tilbagetagelsesprocedure, der har til formål at overføre en ansøger til den medlemsstat, der er ansvarlig for vedkommendes ansøgning, blive erstattet af en enkel meddelelse om tilbagetagelse.

Ny solidaritetsmekanisme

For at skabe balance i det nuværende system, hvor nogle få medlemsstater er ansvarlige for langt de fleste asylansøgninger, foreslås der en ny solidaritetsmekanisme, der er enkel, forudsigelig og brugbar. De nye regler kombinerer obligatorisk solidaritet med fleksibilitet for medlemsstaterne med hensyn til valg af individuelle bidrag. Disse bidrag omfatter omfordeling, finansielle bidrag eller alternative solidaritetsforanstaltninger såsom udsendelse af personale eller foranstaltninger med fokus på kapacitetsopbygning. Medlemsstaterne har fuld skønsbeføjelse med hensyn til, hvilken type solidaritet de bidrager med. Ingen medlemsstat vil nogensinde blive forpligtet til at foretage omfordelinger.

Der vil være et minimum for det årlige antal omfordelinger fra medlemsstater, hvor de fleste personer rejser ind i EU, til medlemsstater, der er mindre udsatte for sådanne ankomster. Dette antal er fastsat til 30 000, og det årlige minimumsbeløb for finansielle bidrag er fastsat til 20 000 EUR pr. flytning. Disse tal kan om nødvendigt forhøjes, og der vil også blive taget hensyn til situationer, hvor der ikke forventes noget behov for solidaritet i et givet år.

For at kompensere for et eventuelt utilstrækkeligt antal omfordelinger, der er givet tilsagn om, vil der være mulighed for ansvarskompensationer som en solidaritetsforanstaltning på sekundært niveau til fordel for de medlemsstater, der drager fordel af solidaritet. Dette betyder, at den bidragydende medlemsstat påtager sig ansvaret for behandlingen af en asylansøgning fra personer, der under normale omstændigheder ville være genstand for en overførsel til den ansvarlige medlemsstat (den solidaritetsmodtagende medlemsstat). Denne ordning bliver obligatorisk, hvis omfordelingstilsagnene ikke opfylder 60 % af de samlede behov, som Rådet har identificeret for det pågældende år, eller hvis de ikke når op på det antal, der er fastsat i forordningen (30 000).

Forhindring af misbrug og sekundære bevægelser

Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring indeholder også foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug fra asylansøgerens side og undgå sekundære bevægelser (når en migrant flytter fra det land, hvor vedkommende først ankom, for at søge beskyttelse eller permanent genbosætning et andet sted). Forordningen fastsætter f.eks. forpligtelser om, at en asylansøger skal ansøge i den første indrejsemedlemsstat eller den medlemsstat, hvor vedkommende har lovligt ophold. Forordningen modvirker sekundære bevægelser ved at begrænse mulighederne for at bringe medlemsstaters ansvar til ophør eller flytte ansvaret mellem dem og mindsker dermed ansøgerens muligheder for at vælge den medlemsstat, hvor de indgiver deres ansøgning.

Selv om den nye forordning burde bevare de vigtigste regler om fastlæggelse af ansvar, omfatter de aftalte foranstaltninger ændrede frister for varigheden heraf:

• den første indrejsemedlemsstat vil være ansvarlig for asylansøgningen i en periode på to år
• når et land ønsker at overføre en person til den medlemsstat, der faktisk er ansvarlig for migranten, og denne person forsvinder (f.eks. når migranten skjuler sig for at unddrage sig en overførsel), overgår ansvaret til den overførende medlemsstat efter tre år
• hvis en medlemsstat afviser en ansøger i grænseproceduren, ophører dens ansvar for den pågældende person efter 15 måneder (i tilfælde af en fornyet ansøgning)

Baggrund og næste skridt

Begge forordninger, som Rådet nåede frem til en generel indstilling til, er en del af pagten om migration og asyl, der består af en række forslag til reform af EU's migrations- og asylregler. Denne nye pagt om migration og asyl fra 23. september 2020 blev ledsaget af en række lovgivningsforslag. Heriblandt en forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og en ændring af forslaget fra 2016 til en asylprocedureforordning.

• Forslag til forordning om asylforvaltning og migrationsstyring, 13. juni 2023.
• Forslag til forordning om en fælles procedure for international beskyttelse, 14. juni 2023