Skip to content
  • Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik

Videokonference mellem sundhedsministrene, 2. december 2020

Vigtigste resultater

Epidemiologisk situation og vacciner

I begyndelsen af mødet orienterede direktøren for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) ministrene om den epidemiologiske situation i EU og anførte, at der er forsigtige tegn på en positiv udvikling i l antallet af infektioner og andelen, som tester positivitet, men advarede om, at det ville være for tidligt at gå i gang med at lempe de nuværende restriktioner.

Eksekutivdirektøren for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) orienterede ministrene om processen for vurdering af ansøgninger om godkendelse af covid-19-vacciner og understregede, at der vil blive afholdt et møde i slutningen af december i år for at beslutte, om den første vaccine kan godkendes.

Opbygning af en europæisk sundhedsunion

På baggrund af den igangværende covid-19-pandemi drøftede ministrene de indhøstede erfaringer med covid-19 på sundhedsområdet. At lære af erfaringerne fra den igangværende krise og – ved en fælles indsats – at drage de rette konklusioner vil være et vigtigt skridt hen imod en stærkere og mere modstandsdygtig Europæisk Union. Drøftelserne omfattede en debat om Kommissionens meddelelse "Opbygning af en europæisk sundhedsunion: styrkelse af EU's modstandsdygtighed over for grænseoverskridende sundhedstrusler". Ministrene drøftede også tre lovgivningsforslag: til en forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler, en forordning om ændring af forordning (EF) nr. 851/2004 om oprettelse af et europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC) og en forordning om styrkelse af Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) rolle i kriseberedskabet og -styringen vedrørende lægemidler og medicinsk udstyr.

Jens Spahn, Tysklands forbundssundhedsminister
Den Europæiske Union viser sin styrke under pandemien. Sammen producerer, indkøber og distribuerer vi covid-19-vacciner. Vi hjælper hinanden med at tage os af patienterne. Og vi er ved at opbygge et netværk med vores advarselsapps. Under det tyske formandskab for Rådet har vi styrket Europas modstandsdygtighed og i fællesskab indhøstet erfaringer fra pandemien. Og sammen er vi engagerede i en sikker forsyning af lægemidler, bedre udveksling af sundhedsdata, et stærkt ECDC og en stærk europæisk stemme i den globale sundhedspolitik.
Jens Spahn, Tysklands forbundssundhedsminister
Jens Spahn, Tysklands forbundssundhedsminister

Ministrene hilste generelt Kommissionens lovgivningsforslag velkommen som et afgørende skridt i retning af at opbygge en stærk og selvstændig Europæisk Union, der er bedre forberedt på at imødegå alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler. Et stort flertal af ministrene fremhævede, at ECDC og EMA for at blive styrket skal tildeles flere menneskelige og finansielle ressourcer for at bistå medlemsstaterne med at forebygge og imødegå sundhedskriser. Samtidig pegede mange delegationer på en række områder, som skal behandles under de kommende drøftelser om lovgivningsforslagene, såsom at undgå overlapning af opgaver og yderligere administrative byrder samt ansvarsområder for de forskellige krisestyringsorganer og -mekanismer og en klar skelnen mellem beslutningstagning på ekspertniveau og politisk niveau. Ministrene var i den forbindelse enige om, at de nationale kompetencer skal respekteres. De understregede også betydningen af øget gennemsigtighed, tættere samarbejde og intensiv dialog, også med organisationer som Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

En lægemiddelstrategi for Europa

Sundhedsministrene udvekslede deres første vurderinger af den nyligt fremlagte strategi, som har til formål at styrke de europæiske lægemiddelsystemers beredskab og modstandsdygtighed. De drøftede også konkrete foranstaltninger til afhjælpning af mangel på lægemidler i EU som en af det tyske formandskabs prioriteter på sundhedsområdet.

Ministrene udtrykte generel støtte til strategien og dens ambitiøse mål om at bidrage til at sikre Europas forsyning af sikre og prisoverkommelige lægemidler og bistå den europæiske lægemiddelindustri med fortsat at være en innovator og førende på verdensplan. De var også enige om, at strategien og dens gennemførelse bør sigte mod at gøre EU bedre rustet til at klare fremtidige sundhedsrelaterede udfordringer.

Med hensyn til samarbejde udtrykte ministrene ønske om, at medlemsstaterne inddrages fuldt ud i alle fremtidige drøftelser og tiltag i forbindelse med gennemførelsen af strategien, og opfordrede til en styrkelse af dialogen med alle interessenter.

Med hensyn til mangel på og adgang til lægemidler henviste mange delegationer til behovet for at sikre europæisk strategisk autonomi. Blandt de foranstaltninger, som ministrene identificerede for at mindske afhængigheden af tredjelandsmarkeder, var diversificering af produktions- og forsyningskæder, sikring af strategisk lageropbygning og tilskyndelse til produktion og investeringer i Europa. Nogle delegationer antydede også, at der er behov for at øge gennemsigtigheden i forsyningskæderne og prisfastsættelsen, forbedre dataindsamlingen på EU-plan, identificere mangel på lægemidler på et tidligt tidspunkt og indføre europæiske centraliserede udbudsprocedurer.

Eventuelt

  • Formandskabet orienterede ministrene om status med hensyn til forslaget til forordning om medicinsk teknologivurdering (offentlig samling).
  • Formandskabet orienterede om status med hensyn til forslaget til forordning om EU4Health-programmet for 2021-2027 (offentlig samling).
  • Kommissionen gav en opdatering om Kommissionens europæiske plan for bekæmpelse af kræft, der skal vedtages i begyndelsen af næste år.
  • Kommissionen orienterede ministrene om gennemførelsen af forordningen om medicinsk udstyr og forordningen om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik.
  • color: inherit; Den nederlandske og danske delegation gav oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at håndtere covid-19-udbrud på minkfarme. ECDC's direktør og Kommissionen supplerede de fremlagte oplysninger.
  • Den tyske delegation gav et sammendrag af Rådets aktiviteter på sundhedsområdet under det tyske formandskab.
  • Den portugisiske delegation fremlagde det kommende formandskabs arbejdsprogram på sundhedsområdet.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025