Skip to content
  • Rådet for Almindelige Anliggender

Uformel videokonference mellem europaministrene, 20. april 2021

Vigtigste resultater

Den årlige dialog om retsstatsprincippet

Ministrene havde inden for rammerne af den årlige dialog om retsstatsprincippet en landespecifik drøftelse om udviklingen på retsstatsområdet i 5 medlemsstater: Tyskland, Irland, Grækenland, Spanien og Frankrig.

Det var den anden landespecifikke drøftelse i Rådet efter drøftelsen i november sidste år, der fokuserede på situationen i Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark og Estland. Øvelsen er en del af en styrket, mere struktureret tilgang, der tager sigte på yderligere at forbedre retsstatsprincippet i alle medlemsstaterne, inden for rammerne af de konklusioner, som Rådet vedtog i 2014, hvorved dialogen blev etableret.

Ana Paula Zacarias, Portugals statssekretær for europaspørgsmål
Det overordnede mål med øvelsen er yderligere at forbedre retsstatsprincippet i Den Europæiske Union, bl.a. styrkelse af uafhængige retssystemer, indførelse af effektive rammer for bekæmpelse af korruption, der fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed, indførelse af garantier for mediepluralisme samt andre spørgsmål, der vedrører kontrol og tilsyn og det at bringe borgerne tættere på beslutningsprocessen. Den giver mulighed for en åben og konstruktiv debat om retsstatssituationen i alle medlemsstaterne.
Ana Paula Zacarias, Portugals statssekretær for europaspørgsmål
Ana Paula Zacarias, Portugals statssekretær for europaspørgsmål

Forbindelserne mellem EU og UK

Europaministrene vurderede status for forbindelserne mellem EU og UK i lyset af de seneste begivenheder.

3. marts 2021 meddelte den britiske regering, at den agtede ensidigt at udskyde den fulde anvendelse af protokollen om Irland/Nordirland. 15. marts sendte EU UK en åbningsskrivelse for overtrædelse af protokollens materielle bestemmelser og forpligtelsen til at agere i god tro samt et politisk brev, hvori det opfordrer den britiske regering til at rette op på situationen. Sideløbende hermed er der kontakter på teknisk plan mellem EU og UK for at finde hurtige pragmatiske løsninger inden for protokollens rammer. Kommissionens næstformand Maroš Šefčovič havde 16. april 2021 et uformelt møde med Lord David Frost som led i EU's overordnede bestræbelser på at finde fælles løsninger.

I december 2020 nåede EU's og UK's forhandlere til enighed om en handels- og samarbejdsaftale og en informationssikkerhedsaftale, der anvendes midlertidigt fra 1. januar 2021. 23. februar 2021 besluttede EU-UK-Partnerskabsrådet at forlænge den midlertidige anvendelse af aftalen indtil 30. april 2021 for at give tilstrækkelig tid til at afslutte den juridisk-sproglige gennemgang af aftalerne. 26. februar 2021 anmodede Rådet Europa-Parlamentet om godkendelse af afgørelsen om indgåelse af aftalerne.

Covid-19 – EU-koordination

Europaministrene gjorde status over covid-19-pandemien og EU's indsats og drøftede status for vacciner, det igangværende arbejde med digitale grønne certifikater samt den epidemiologiske situation og rejserestriktioner.

EU-ambassadørerne godkendte 14. april Rådets mandat til at forhandle med Parlamentet om det digitale grønne certifikat, der skal lette sikker fri bevægelighed for personer i EU under covid-19-pandemien. Forhandlingerne inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure skal efter planen finde sted i maj og afsluttes i juni. Det igangværende tekniske arbejde med interoperable digitale covid-19-certifikater er en del af forberedelserne til en fælles tilgang til den fremtidige gradvise ophævelse af restriktioner. På grund af den alvorlige epidemiologiske situation vil de nuværende tiltag, bl.a. vedrørende ikkevæsentlige rejser, dog blive opretholdt indtil videre.

Udvidelse og stabiliserings- og associeringsprocessen

Formandskabet redegjorde for status for udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen og sine hensigter for de kommende måneder.

Nogle af de vigtige spørgsmål på dette område er status for forhandlingerne om IPA III-forordningen, de igangværende drøftelser om anvendelsen af den reviderede udvidelsesmetode på Montenegro og Serbien og tilrettelæggelsen af regeringskonferencer med kandidatlandene på Vestbalkan.

Konferencen om Europas fremtid

Formandskabet orienterede europaministrene om status for konferencen om Europas fremtid efter de to første møder i konferencens ledelse.

Konferencen om Europas fremtid har til formål at inddrage borgerne i en bred debat om Europas fremtid i det næste årti og derefter, også i lyset af covid-19-pandemien.

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Resultatdokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Almindelige Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025