Skip to content

EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet

Menneskehandel, cyberkriminalitet, narkotikahandel og miljøkriminalitet er eksempler på trusler, som EU håndterer gennem EMPACT, dets tværfaglige platform til koordinering af indsatsen mod de alvorligste organiserede kriminelle netværk.

Hvad er de største trusler fra organiseret kriminalitet, som EU står over for?

Organiseret kriminalitet udgør en alvorlig trussel mod mennesker, virksomheder og offentlige institutioner i hele EU og mod økonomien som helhed.

Kriminelle netværk har let ved at operere på tværs af grænserne, og derfor er en koordineret europæisk indsats afgørende for effektivt at forebygge og bekæmpe disse forbrydelser.

Af centrale kriminelle aktiviteter i EU kan nævnes:

  • cyberangreb
  • menneskehandel
  • smugling af migranter
  • narkotikahandel
  • afgiftssvig og økonomisk kriminalitet
  • miljøkriminalitet
  • ulovlig handel med skydevåben og kriminalitet i forbindelse med sprængstoffer
  • seksuel udnyttelse af børn

EU iværksætter tiltag for at imødegå disse trusler, bl.a. gennem EMPACT, dets tværfaglige platform til bekæmpelse af de alvorligste former for organiseret kriminalitet.

Hvad er EMPACT?

Den europæiske tværfaglige platform mod kriminalitetstrusler (EMPACT) er EU's vigtigste ramme til bekæmpelse af grov og organiseret kriminalitet.

Gennem EMPACT samarbejder EU-landene, de retshåndhævende myndigheder, EU-agenturerne og internationale partnere om at opstille prioriteter, koordinere operationer og optrævle kriminelle net, der opererer på tværs af grænserne.

Platformen samler:

  • retshåndhævende myndigheder
  • EU's institutioner, agenturer og organer
  • offentlige og private organisationer
  • relevante ikke-EU-lande og internationale partnere

EMPACT kombinerer operationelle tiltag på stedet med strategiske tiltag til at forebygge og reducere kriminel aktivitet, så Europa bliver sikrere og tryggere.

En gul linje og to blå cirkler ved siden af EU-flaget og ordet EMPACT med store bogstaver, et logo.

Resultater af EU's kriminalitetsbekæmpelse

2022-2025

I politikcyklussen 2022-2025 opnåede EMPACT vigtige resultater i EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet, bl.a.:

  • 52 000 efterforskninger indledt
  • 46 300 mistænkte forbrydere anholdt
  • 25 000 identificerede eller beskyttede ofre
  • 3 740 mio. € beslaglagt i aktiver og penge
  • 644 ton narkotika beslaglagt

2025.

EMPACT førte til betydelige resultater i 2025, bl.a.:

  • 24 500 indledte efterforskninger eller sager
  • 9 000 mistænkte forbrydere anholdt
  • 8 900 identificerede eller beskyttede ofre
  • 300 ton narkotika beslaglagt
  • 6 narkolaboratorier nedlagt
  • 1 720 mio. € beslaglagt i aktiver og penge

EU's prioriteter for 2026-2029

I samordning med EMPACT-politikcyklussen fastlægger Rådet EU's prioriteter for bekæmpelse af grov og organiseret kriminalitet.

For 2026-2029 udpegede Rådet syv EU-kriminalitetsprioriteter:

  • identifikation og optrævling af de mest truende kriminelle netværk og enkeltpersoner
  • imødegåelse af de hurtigst voksende forbrydelser i onlinesfæren: cyberangreb, seksuel udnyttelse af børn online og onlinesvindel
  • bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel
  • bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel
  • bekæmpelse af kriminalitet i forbindelse med skydevåben og sprængstoffer
  • optrævling af netværk, der er involveret i miljøkriminalitet
  • bekæmpelse af økonomisk og finansiel kriminalitet som momssvig og kriminalitet i forbindelse med intellektuel ejendomsret

I den forbindelse har Rådet også opfordret Kommissionen til at foreslå en øget tildeling til EMPACT i EU-budgettet, bl.a. gennem et højere EU-bidrag til Europol.

EU's kriminalitetsprioriteter, som Rådet har vedtaget, bygger på anbefalingerne i "EU-trusselsvurderingen af grov og organiseret kriminalitet" (EU SOCTA), som er udarbejdet af Europol, og tager hensyn til andre strategidokumenter, vurderinger og politikker.

Beslaglæggelse og konfiskation af kriminelle penge

EU øger medlemsstaternes evne til at bekæmpe organiseret kriminalitet og beslaglægge ulovligt udbytte. EU-reglerne om inddrivelse og konfiskation af aktiver fastsætter minimumsstandarder for sporing, identifikation, indefrysning og forvaltning af kriminelle formuegoder. Disse tiltag sikrer, at forbrydere ikke kan drage fordel af deres ulovlige aktiviteter, og at beslaglagte aktiver kan inddrives effektivt.

Identifikation og håndtering af trusler mod toldvæsenet

Trusselsvurderingen på toldområdet fremhæver de vigtigste tendenser og trusler, som de europæiske toldmyndigheder står over for. Den blev første gang udført i 2025 og samlede EU-toldeksperter med støtte fra Europa-Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), Frontex og Europol.

I vurderingen blev der identificeret ni prioriterede trusselsområder:

  • tværgående trusler: e-handel, økonomisk kriminalitet, beskyttelse af EU's finansielle interesser, større kriser
  • tematiske trusler: narkotika, forfalskning, afgiftssvig, ulovlig handel med skydevåben og sprængstoffer, miljøkriminalitet

Trusselsvurderingen på toldområdet illustrerer, hvordan de europæiske toldmyndigheder samarbejder om at bekæmpe svig og organiseret kriminalitet, og viser samtidig de skiftende udfordringer, som myndighederne står over for i hele EU.

Vurderingen blev formelt forelagt Rådet 25. juni 2025.

De seneste fælles toldaktioner har også givet betydelige resultater. I 2024-2025 bidrog samarbejdet mellem EU's toldmyndigheder til beslaglæggelsen af:

  • 134,5 ton kokain
  • 13,1 ton cannabis
  • mere end 9 mio. € i ikkeangivne likvide midler
  • mere end 18 mio. cigaretter

Ofres rettigheder

Hvert år er millioner af mennesker rundtom i EU offer for en forbrydelse.

Det er en central del af opbygningen af et sikkert og retfærdigt samfund, at ofre modtager støtte, beskyttelse, information og adgang til klage og domstolsprøvelse.

For at styrke disse rettigheder godkendte Rådet 8. juni 2026 endeligt et EU-direktiv om kriminalitetsofres rettigheder. Lovgivningen ajourfører direktivet om ofres rettigheder fra 2012. Vigtige bestemmelser:

  • en EU-dækkende hjælpetjeneste for ofre (116 006)
  • lettere anmeldelse af forbrydelser
  • bedre beskyttelse af og støtte til børneofre
  • forbedret adgang til retshjælp og domstolene
  • hurtigere adgang til erstatning
  • øget beskyttelse af ofres personoplysninger

Når direktivet er offentliggjort i EU-Tidende, har EU-landene to år til at gennemføre det i national ret.

Ruslands militære aggression mod Ukraine

Konflikter kan åbne muligheder for organiseret kriminalitet og øge risiciene for den indre sikkerhed. På samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) 28. marts 2022 godkendte EU's ministre en mobilisering af EMPACT for at støtte medlemsstaterne i bekæmpelsen af kriminelle netværk, der udnytter krigen i Ukraine.

Gensidige evalueringer

Ordningen for gensidig evaluering i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet blev indført i 1997 efter en fælles aktion, som blev vedtaget af Rådet.

Gensidige evalueringer er peerevalueringer, hvor medlemsstaterne vurderer hinanden med hensyn til gennemførelsen af EU-lovgivning og international lovgivning og instrumenter til bekæmpelse af kriminalitet. Evalueringerne er baseret på principperne om lighed og gensidig tillid.

Ordningen har til formål at:

  • finde praktiske løsninger til at bekæmpe organiseret kriminalitet i EU
  • forbedre det europæiske retlige samarbejde
  • udveksle bedste praksis mellem medlemsstaterne

Rådet koordinerer evalueringsprocessen og udarbejder rapporter, bl.a. konklusioner og henstillinger.

Seneste gennemgang: 8. juni 2026